Blev de døde soldater fra Waterloo solgt som gødning?

45.000 soldater lå døde og sårede på slagmarken, da slaget ved Waterloo var ovre. Mange af de sårede, måske langt de fleste, døde i dagene derpå.

Slaget handlede om at stoppe den krigeriske kejser Napoleon af Frankrig.

Britiske og preussiske styrker mødte kejserens hær på en eng i Belgien. Næsten 200.000 soldater kæmpede mod hinanden med geværer, sværd og kanoner.

Slaget varede i én dag: 18. juni 1815. Det var et sandt blodbad.

Området, de kæmpede på, var blot fire kilometer langt. Derfor lå de døde helt tæt sammen.

Hvad blev der af de døde?

Sergent Jan Willem van Wetering overlevede slaget. Sådan beskriver han den næste dag ifølge historieholdet The Waterloo Association:

Tusindvis af døde og sårede dækkede slagmarken. Regnen, der kom i løbet af natten, gjorde det endnu mere forfærdeligt. Nogle steder måtte vi vade op til anklen i strømme af blod blandet med regnvand.

Sergent Jan Willem van Wetering

Men hvor blev alle disse døde kroppe af? De er ikke blevet fundet i de 200 år, der er gået siden slaget - på trods af at arkæologer har ledt længe. Men nu forsøger de igen.

Oprydningen

Når et slag er ovre, starter oprydningsarbejdet.

De, som overlever, tager sig af den første oprydning. Ved Waterloo tog soldater ejendele fra døde kammerater og fjender: Tøj, sko og våben skulle genbruges.

Ifølge historiske kilder gravede begge hære massegrave til deres faldne. Ingen af ​​disse er fundet indtil videre.

Da hærene vendte hjem, stod lokalbefolkningen tilbage med resterne efter krigen. Ved Waterloo var der stadig bunker af døde kroppe i hastig forrådnelse.

Til sidst - efter mange år - kommer historikerne og arkæologerne. Nu skal eftertiden lære om krigen, konsekvenserne og menneskene.

Der er forsket nøje i de militære strategier, vigtige personer, årsager og resultater gennem de seneste 200 år.

Arkæologerne har gravet, men de har ikke fundet rester og skeletter af hverken døde soldater eller heste.

Slagmarksturisme og profit

I dagene efter slaget besøgte mange mennesker slagmarken, nogle af nysgerrighed, andre af omsorg.

Nu har en britisk arkæolog, Tony Pollard, fået breve og dagbøger fra en skotsk købmand, som tog til Waterloo lige efter slaget.

Købmanden skriver om tre massegrave med op til 13.000 lig, og han beskriver præcis, hvor de ligger.

Tony Pollard vil nu lede efter de tre massegrave, men han er ikke særlig optimistisk. Flere kilder har nemlig rapporteret om massegrave, men der er ikke fundet en eneste.

Derfor mener Tony Pollard, at det er mere sandsynligt, at ligene er blevet brugt til gødning.

Import af menneskeknogler

»Mindst tre avisartikler fra 1820'erne refererer til import af ​​menneskeknogler fra europæiske slagmarker til fremstilling af gødning. Slagmarkerne kan have været en praktisk kilde til knogler, som blev malet til benmel, hvilket er en effektiv form for gødning,« siger Tony Pollard i en pressemeddelelse fra forlaget Taylor & Francis.

Der var mange, der så deres snit til at profitere på slaget. Nogle stjal ting og tøj, mens andre høstede tænderne fra de døde, som var unge mænd med stærke tandsæt.

De blev lavet om til tandproteser, som blev markedsført som Waterloo-gebisser.

Det er sandsynligt, at agenter fra knogleleverandører drog til slagmarken med håb om stor profit, siger Tony Pollard, der arbejder ved Glasgow University i Skotland.

Massegravene ville have været meget attraktive, fordi der var så mange lig.

Brugen af ​​benmel i landbruget på den tid er veldokumenteret. Også i Norge bruges kødbenmel fra dyr som gødning i landbruget.

Derfor mener Tony Pollard, at det er sandsynligt, at ligene er gravet op, malet til benmel og brugt i landbruget.

Vil lede efter gravene igen

Men for at være på den sikre side vil Tony Pollard bidrage i en igangværende arkæologisk udgravning ved Waterloo, hvor man på baggrund af den skotske købmands og andre besøgendes notater forsøger at finde gravene.

Der burde være nok rester tilbage på de udpegede steder til, at man kan slå fast, om mennesker er blevet begravet der, mener Tony Pollard.

Seniorforsker Trond Haraldsen ved Norsk Institut for Bioøkonomi (Nibio) er dog ikke så sikker:

»Hvis der var gode nedbrydningsforhold, hvor soldaterne blev begravet, så kan de være forsvundet i løbet af 20 år,« siger han til forskning.no, videnskab.dk's norske søstersite.

Forrådnelse kan gå hurtigt

Trond Haraldsen forsker i jord og har blandt andet arbejdet med norske kirkegårde - og så er han ekspert i regnorme.

I 1815 var der ingen syntetiske materialer i tøjet, og i tillæg blev de fleste af soldaterne begravet nøgne.

Gravene var ifølge beskrivelserne heller ikke særlig dybe, og det får forrådnelsen til at gå hurtigere, fortæller Trond Haraldsen.

Blødelene er de første, der forsvinder. Knogler kan holde i hundreder af år, men det kan også gå hurtigt.

»Skeletresterne kan være opløst på få år, hvis forholdene er til det,« siger Trond Haraldsen.

En menneskekrop indeholder en stor mængde fosfor, og når de bløde dele og knoglerne er væk, er det kun dette grundstof, der er tilbage efter os.

Fosfor binder sig til jorden, og det kan røbe, om mennesker er blevet begravet på stedet.

Regnormen rydder op

Men så kommer regnormen:

»Regnormen blander jorden. Den spiser et sted og skider et andet sted. Regnormen udvisker alting så godt, at det kan være umuligt at finde spor efter dem, der lå i gravene,« siger Trond Haraldsen.

Teoretisk ser han også muligheden for, at de døde fra Waterloo blev brugt som gødning i landbruget.

»Hvis man beregner mængden af næring i 45.000 lig, så bliver det til en betydelig mængde gødning,« konstaterer forskeren.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.

\ Læs mere

Storbritannien besejrede Napoleon med citrusfrugter

\ Læs mere

Hvilke krige var de værste?

\ Læs mere

Slaget ved Waterloo har mindre betydning end Napoleons flugt fra Elba