Danske tegneserier har fået et »historisk« rygstød med en handlingsplan for litteratur, der blandt andet skal lede til videnscentret Tegneseriens Hus.
Forskning viser, at tegneserier kan være en genvej til større læselyst, en lettere vej til vanskelig viden og en friere og mere kreativ form for læsning. Samtidig er de lettere for både børn og voksne at give sig i kast med fremfor en tung murstensroman.
Men hvor skal du starte? Det har Videnskab.dk spurgt tre tegneserie- og læseforskere om.
- Rikke Cortsen, lektor på Københavns Professionshøjskole, hvor hun forsker i brugen af tegneserier i skolen og i børns verden
- Sarah Bro Trasmundi, lektor på Syddansk Universitet, hvor hun forsker i læsning og kreativitet
- Marianne Eskebæk Larsen, der er tilknyttet Nationalt Videncenter for Læsning og lektor på Københavns Professionshøjskole., hvor hun forsker i læsning og sprog
Her kommer deres anbefalinger:

1. Til grinegaranti med ungerne: Møgmis - af Sophie Souid og Thomas Hjorthaab
Den handler om en kat og en ejer, der forsøger at tage livet af hinanden. Den er fyldt med sjove verbale og visuelle gags og et vidunderligt persongalleri og jeg vil gerne slå et slag for at humor er en vigtig kvalitet, der ikke gør en tegneserie mindre god og lødig.
Anbefalet Marianne Eskebæk Larsen

2. Til akademikeren: Karl Marx’ Kapitalen som manga
Da jeg læste Kapitalen i mangaudgave, blev jeg mindet om, hvad tegneserier kan, når de tager komplekst stof alvorligt. Det, der hos Marx kan fremstå abstrakt og teoretisk, bliver her konkret og kropsligt.
Forskelle og kapitalistiske vilkår oversættes fra begreber til visuelle og genkendelige konsekvenser: de ses i arbejdernes træthed, i besværede bevægelser og i kroppens langsomme nedslidning.
For mig gjorde det teorien sanselig på en helt særlig måde, fordi den ikke kun kunne tænkes, men også mærkes.
Anbefalet af Sarah Bro Trasmundi

3. Til fans af fantasy: Nordlys 1-6 - af Malin Falch
Hovedpersonen Sonja rejser med nordlyset til den fantastiske Jotundal, hvor gode væsener kæmper mod det onde.
En del af en nordisk fantasy-bølge i tegneserier til børn, som trækker på visuelle træk fra manga og en nordisk forestillingsverden befolket med trolde, vikinger og mystiske, magiske fjeldfolk.
Anbefalet af Rikke Cortsen

4. Til rimsmeden: Tusindfryd - rim og tegninger - af Signe Parkins
‘Fest i vatter / Sidste sjatter / Succes-forfatter / Pukkel-patter’
Signe Parkins fabulerer vildt og lystigt over kvindekrop og natur.
Det er noget så usædvanligt som en syret tegneserie på rim. Et surrealistisk billedtæppe, som kombinerer tekst og tegning på original vis.
Anbefalet Marianne Eskebæk Larsen

5. Til tænksomme børn: Den om Rufus - af Thorbjørn Petersen, Herman Ditte og Mårdøn Smet
En ræv vågner en dag, og ved ikke helt, hvem han er.
En tegneserie om at lære sig selv at kende, der er tegnet i en let, finurlig streg og virker umiddelbart simpel, men der er en stærk dybde i fortællingen, som man lige skal tænke en ekstra gang over.
Anbefalet af Rikke Cortsen

6. Til dig, der læser klassikere: Valhalla-serien - af Peter Madsen
Valhalla er en tegneserieserie, jeg har haft stor glæde af at læse sammen med mine børn.
Den er eventyrlig og morsom, men samtidig fortalt med en ro og en varme, som gør, at man også som voksen bliver hængende.
Myterne bliver gjort levende uden at blive højtidelige, og både billedsiden og sproget er så gennemarbejdet, at man mærker respekten for stoffet.
Det er en serie, der åbner for samtaler, fantasi og nysgerrighed, og uden at insistere på dem.
Anbefalet af Sarah Bro Trasmundi

7. Til dig, der har mod på en ny-klassiker: I morgen bliver bedre - af Karoline Stjernfelt
Det er en velkendt historie om trekantsdramaet mellem Christian den 7., dronning Caroline Mathilde og livlægen Johann Struensee.
Men Stjernfelt formår at skildre de historiske karakterer nuanceret og relaterbart og formidle et kompliceret politisk drama forståeligt og medrivende. De visuelle detaljer, farvevalg og billedflow er mindblowing.
Det er et hovedværk i dansk tegneserie.
Anbefalet Marianne Eskebæk Larsen

8. Til kendere af en svær sygdom: Mens vi bevæges - af Roskilde Universitet, Tivoli Balletskole og Parkinsonforeningen
Formidling af et forskningsprojekt, hvor forskerne undersøger betydningen af Parkinson-dans for patienter.
De flotte tegninger gengiver forskningsinterviews, der er stærke, rørende og viser forskellige måder at tackle modgang.
Anbefalet af Rikke Cortsen

9. Til de unge voksne og de store børn: Ubesvaret opkald - af Nora Dåsnes
Den handler om eftervirkningerne af terrorangrebet på Utøya og Oslo.
Hovedpersonen oplevede ikke selv angrebet, men hun er som alle andre nordmænd meget berørt af det og kommer derved til at personificere det nationale traume.
Nora Dåsnes skildrer unges følelsesliv med en enorm sensitivitet og med en tro på hverdagens håbefulde tilbagevenden.
Anbefalet Marianne Eskebæk Larsen

10. Til indvandrere, efterkommere og andre fremmedgjorte: Dansker-trilogien - af Halfdan Pisket
Biografi om tegnerens far, der kommer til Danmark med en armensk/tyrkisk baggrund og kæmper med at passe ind.
Der bliver ikke lagt fingre imellem i de sort/hvide, skarpe streger og den rå ærlighed i historien.
Anbefalet af Rikke Cortsen

11. Til gallerne: Asterix-serien - af René Goscinny og Albert Uderzo
Jeg har genlæst Asterix som voksen, både alene og sammen med mine børn, og det slår mig hver gang, hvor meget der egentlig er på spil i de historier.
Under humoren og de skæve figurer ligger der en skarp satire over magt, imperialisme og fællesskab, som man måske ikke ser i samme grad som barn, men som træder tydeligt frem senere.
Samtidig husker jeg tydeligt den umiddelbare læseglæde, jeg selv havde som barn: tempoet, humoren og figurerne. Det er netop den kombination, der gør Asterix til noget særligt.
Anbefalet af Sarah Bro Trasmundi
Har du lyst til at forstå, hvilke fordele det ifølge videnskaben har at læse flere tegneserier, så kan du dykke ned i artiklen '5 gode grunde til at smide sig i sofaen med en tegneserie' her på Videnskab.dk.
































