Mens politikerne for 21. gang mødes for at drøfte, hvordan vi skal tackle de menneskeskabte klimaforandringer og den stadig stigende udledning af drivhusgasser, dokumenterer to forskningsprojekter menneskenes forhold til klimaforandringerne, sådan som de kommer til udtryk i litteraturen.
Et sjovt lille australsk studie viser, hvordan litteraturen gennem tiden har responderet overraskende hurtigt på klimaforandringerne – også før global opvarmning og klimaforandring var almindelige begreber.
Studiet, som er offentliggjort i tidsskriftet Weather af lektor Will J. Grant og postdoc Erin Walsh fra Australian National University, har gjort brug af Googles enorme digitalisering af litteratur helt tilbage fra år 1800.
Via Googles såkaldte Ngram Viewer har de to forskere kigget nærmere på forekomsten af 10 forskellige klimarelaterede ord – f.eks. ’hedebølge’ og ’oversvømmelse’ – og sammenholdt det med en central indikator for klimaforandring, nemlig den globale temperatur. Sjovt nok, som nedenstående graf viser, følger forekomsten af de klimarelaterede ord temperaturkurven meget nøje.
»Vores analyse viser, at forfattere af alle typer bøger diskuterede usædvanlige vejrfænomener såsom hedebølger og oversvømmelser længe inden klimaforandringer som sådan blev et tema i den offentlige debat, og endog før opvarmningen blev systematisk dokumenteret,« konkluderer Grant og Walsh på The Conversation.
»Disse stærke korrelationer (mellem klimarelaterede ord og temperaturstigningen, red.) indikerer den voksende effekt, som klimaforandringerne har haft på samfundet,« anfører de i studiet.
De kalder det for et ’socialt bevis’ på klimaforandringerne og påpeger, at når de hermed har vist, at det ikke kun er videnskaben, der er optaget af klimaforandringerne, men at menneskeheden som sådan er mærket af dem, så kan deres studie være et lille bidrag til argumentationen imod klimabenægtere.
Dansk forskning dykker ned i substansen
Hvor det australske studie på opmuntrende vis påpeger litteraturens overordnede evne til hurtigt at reagere på klimaets forandring, dykker postdoc ved Institut for Kunst og Kultur ved Københavns Universitet Gregers Andersen ned i den nyere tids klimafiktion for at undersøge, hvordan nyere klimalitteratur rent faktisk har behandlet emnet.
Som Gregers Andersen påpeger, siger det australske studie jo ikke så meget i sig selv. I stedet for at interessere sig for kvantiteten – altså for, hvor mange bøger der indeholder en oversvømmelse eller lignende – mener Gregers Andersen, at det giver mere mening at fokusere på, hvorfor vi har brug for klimalitteraturen.
Han peger på, at litteraturen kan hjælpe os med at reflektere over, hvad det er for en verden, vi står på tærsklen til at træde ind i.
»Cli-fi – eller klimafiktion – opstod i 1970’erne. Det er litteratur, der integrerer det videnskabelige paradigme om menneskehedens udledning af drivhusgasser i sit plot. Det betyder, at den her fiktion adskiller sig fra alle andre typer katastrofefiktioner, hvor vi ser dramatisk vejr, og hvor vi ser klimaforandringer, der ikke har noget at gøre med menneskehedens udledning af drivhusgasser« forklarer Gregers Andersen.
Klimafiktionens scenarier
De seneste 10 år er der sket et boom i antallet af værker, der tematiserer klimaforandringerne. Store forfattere som Margaret Atwood og Ian McEwan er kommet med på klimavognen, og herhjemme har blandt andre Peter Høeg udgivet ’Effekten af Susan’, som har klimaproblematikker som en central del af plottet.
De fleste af disse forfattere transformerer grafer og videnskabelig jargon til følelser og konkrete scenarier, og de forsøger i en eller anden grad at advare læserne om, hvad der vil ske menneskeheden og kloden, hvis ikke vi handler nu.
Ifølge Gregers Andersen er der fem scenarier, der går igen i klimalitteraturen:
- Det sociale sammenbrud. Den bærende ide er, at verden pga. den globale opvarmning bliver præget af ressourcemangel. Som konsekvens heraf opstår menneskelige konflikter – f.eks. i form af klimakrig. Litterære eksempler: Marcel Theroux: ’Far North’ og novellen ’Diary of an Interesting Year’ af Helen Simpson. Begge værker foregår i fremtiden og tematiserer livet efter en klimakatastrofe, hvor infrastrukturen er smadret og hver dag er en kamp for overlevelse.
- Domfældelsen. Den bærende ide er, at den menneskeskabte globale opvarmning bliver den dråbe, der får naturverdenens bæger til at flyde over, og nu kommer naturen og straffer os for vores misbrug af dens ressourcer. Litterært eksempel: Frank Schätzing: ’The Swarm’. Her straffer havets dyr menneskene for at have ødelagt havets økosystem. Det sker via koordinerede angreb fra bl.a. hvaler, havorme, hajer og bakterier, som sætter menneskene på den anden ende.
- Konspirationen. Den bærende ide er forestillingen om, at de menneskeskabte klimaforandringer ikke er reelle, men blot et redskab for politikere og andre, der kan bruge klimaforandringer til at fremme egne interesser. Litterært eksempel: Michael Crichton: ’State of Fear’. Her konstruerer en gruppe øko-terrorister, som i bogen fremstilles som ’the bad guys’ en række klimarelaterede katastrofer for at skabe opmærksomhed om klimaforandringerne.
- Den tabte vildmark. Den bærende ide er, at de sidste områder på Jorden, der ikke er formet af menneskeheden, forsvinder pga. de menneskeskabte klimaforandringer – og dermed forsvinder menneskehedens chance for overlevelse også. Litterært eksempel: Jean McNeil: ’The Ice Lovers’. Hovedkarakteren er forsker og bosat på Antarktis, hvorfra hun kan bevidne, hvordan menneskenes ageren ødelægger biodiversiteten – og dermed også Antarktis.
- Sfæren. Den bærende ide er, at vi kommer til at smadre menneskehedens naturlige aircondition-system, men at vi kan skabe nogle nye og kunstige systemer. Litterære eksempler: Allegra Goodman: ’The Other Side of the Island’ og Paul di Filippos novelle 'Life in the Anthropocene'. I begge værker befinder vi os efter en klimakatastrofe, hvor kloden som vi kender den ikke længere er beboelig for mennesker. En gruppe med særlige kvalifikationer har dog overlevet ved at skabe en kunstig sfære, hvor livet kan fortsætte. I ’The Other Side of the Island’ er det f.eks. ingeniører, der har overlevet. Desuden kan man kun overleve, hvis man indordner sig under meget rigide regler, og det bliver således meget totalitære samfundsformer, der opstår.
Litterært potentiale
Klimafiktionerne har ifølge Gregers Andersen to væsentlige potentialer: et kritisk og et utopisk.
»De har et kritisk potentiale, fordi afsættet er, at menneskeheden står på en tærskel, og ved at flytte handlingen frem i tid, kan bøgerne sætte fokus på, hvad der sker, hvis vi fortsætter ad samme bane. Derved prøver de at intervenere i læserens nutid, og det er meget brugbart set fra min synsvinkel.«
»Det utopiske potentiale er ideen om, at fiktionen kan opfinde nye måder, vi kan leve, føle, sanse, begære og så videre på. Den kan anvise nye leveformer og måske skubbe os i retning af en bæredygtig eksistens.«
Han skynder sig i samme ombæring at understrege, at det selvfølgelig ikke er litteraturen, der kommer til at redde os, men...
»Vi har brug for at blive råbt op, og der kan klimalitteraturen spille en central rolle, fordi den tillader sig – med afsæt i videnskabelige data – at spekulere på en helt anden måde, end videnskaben gør. Videnskaben er bundet til data og kan ikke fremstille menneskeskæbner, sådan som klimafiktionen kan. Derfor er klimafiktionen også et ekstremt vigtigt supplement til videnskaben – den kan være med til at alarmere os igen og gøre, at vi omformer os selv og begynder at lægge pres på politikerne.«
Har du lyst til at vide mere om, hvordan verden kommer til at se ud i fremtiden, kan du dykke ned i nogle af litteraturanbefalingerne i artiklen eller undersøge den stadig større database af klimafiktioner på hjemmesiden Eco-fiction.
