For første gang nogensinde har vi med Holger Rune en dansk herrespiller, der er en af favoritterne i verdens største grusturnering, Roland Garros, som netop er gået i gang.
Men hvad går grustennis egentlig ud på? Hvilke spillemæssige kvaliteter har man brug for? Hvad er fysikken i grustennis? Og hvad gør Rune så godt?
Jeg er professor i biomekanik, ivrig tennisspiller og tennisentusiast. Og nu vil jeg forsøge at svare på de spørgsmål.
Baner af banket jord
De fire grand slam-turneringer, Australian Open, Roland Garros, Wimbledon og US Open, indrammer tennisåret i sæsoner og giver forskellige spillertyper mulighed for at vise sig frem.
Det gælder specielt perioden i foråret og sommeren, hvor der spilles på grus i Roland Garros i Paris og på græs i Wimbledon nær London.
Disse specielle underlag påvirker spillet, og visse spillere udvikler sig til specialister på et bestemt underlag.
Tennisspil på grus er rodfæstet i en kombination af historie, tradition og teknologi, som vi skal se på her.
Gruskongen er Rafael Nadal, som har vundet Roland Garros hele 14 gange, men ikke har tilnærmelsesvis så gode resultater på andre underlag.
Vores egen Holger Rune har grus som sit favoritunderlag, og mange tilskuere synes, at den bedste tennis spilles på grus. Der findes forskellige slags grus, men det mest almindelige er rødt grus, som består af knuste mursten.
Det er med andre ord ler, og derfor kalder man underlaget ’clay’ i engelsktalende lande. Spansktalende har den absolut sejeste betegnelse for grusbaner, nemlig pistas de tierra batida, altså ’baner af banket jord’.
Som kærligheden til en gammel veteranbil
I Frankrig, Spanien, Sydamerika og Danmark elsker tennisspillerne deres grus.
Det er samme slags kærlighed, som man kan have til en gammel, umulig veteranbil, der aldrig starter, kræver konstant opmærksomhed og koster kassen at holde kørende.
Grus ændrer karakter med vejret og årstiden. I Danmark bliver grusbanerne totalt ødelagt af frosten om vinteren. Hvert forår skal banerne genskabes, og tonsvis af nyt grus skal spredes ud på hver bane.
I den første del af sæsonen er banerne ofte bløde og bliver bulede, når man løber på dem, så bolden opfører sig uberegneligt og spillerne raser over de skæve opspring.
Banerne er perfekte efter en varm sommer, netop som efterårets første frost nærmer sig og igen ødelægger banerne totalt.
Alligevel knuselsker vi vores grus, og en velholdt grusbane er en fornøjelse at spille på.
Et stejlere hop
Selvom en grusbane kan være stenhård, er der altid lidt støv og rullesten i overfladen. Hårdheden får bolden til at hoppe højt, og småsten og grus i overfladen bremser boldens vandrette hastighed.
Tilsammen giver det fornemmelsen af, at boldene hopper meget højere på grus end på andre underlag. Det er ikke helt præcist rigtigt.
På grus hopper boldene stejlere, fordi deres vandrette fart bliver bremset, men de hopper ikke nødvendigvis højere.
Det mere lodrette opspring gør det sværere at slå til bolden tidligt efter nedslaget, så modtageren slår ofte til bolden længere tilbage på en grusbane, når bolden falder ned igen efter opspringet.
Opbremsningen i nedslaget og træfpunktet længere tilbage i banen gør det sværere at slå bolden forbi modstanderen, og tilsammen gør det duellerne på grusbaner længere end på de andre underlag.
Professionelle tennisspillere laver ikke mange fejl, så bolden ender ofte med at gå mange gange over nettet, før en af de nu udmattede spillere må give fortabt.
Grustennis er derfor kendt blandt de professionelle spillere som den mest udmattende form for tennis. ’The grinding’ – altså nedslidningen – kalder man nogle gange den udmattende tvekamp.
Og her er vi ved ét par af de aspekter, man har særligt brug for på grus:
En jernfysik og en super god defensiv. Fordi banerne – relativt set – er langsomme, handler grus i særlig høj grad om at minimere egne fejl og, qua sin defensiv, presse modstanderen til selv at lave fejl (det vender vi tilbage til).
Men netop fordi banerne er langsomme, har man også brug for slagkraft for rent faktisk at presse modstanderne og måske endda slå en vinder forbi dem. Det har Nadal, Alcaraz og Rune i metermål.
De har også alle tre en defensiv i verdensklasse og en evne til at lægge stopbolde på det helt rigtige tidspunkt. Kombinationen af slagstyrke, som presser modstanderen langt tilbage, og skarpe stopbolde, der er svære at nå frem til, har vist sig at være en værdifuld nyskabelse i moderne grustennis.
\ Læs også
Topspin får bolden til at hoppe enormt højt
Det er naturligvis en fordel at kunne holde modstanderen i en defensiv position tilbage i banen, og det kan man som før nævnt gøre ved at sørge for, at bolden hopper højt.
Det opnås ved at slå den højt over nettet med masser af topspin. Det første er nemt at forstå: Hvis bolden falder ned fra stor højde, hopper den også højt. Det andet er lidt mere kompliceret, men de fleste boldspillere kender skrue-virkningen, som kan få en bold til at følge en krum banekurve, hvis man sætter spin i den.
Det skyldes den såkaldte ’Magnus-effekt’, der er opkaldt efter den tyske fysiker Heinrich Gustav Magnus.
Effekten øger lufttrykket på den ene side af en roterende bold og reducerer det på den anden, og det giver en nettokraft vinkelret på boldens banekurve.
Spin øger også luftmodstanden en smule, men fordi Magnus-kraften er vinkelret på boldens banekurve, fører den ikke til ret meget opbremsning.
En bold med topspin bliver trykket nedad, så topspin øger boldens lodrette hastighed i nedslaget og får den til at hoppe højere. Topspin hjælper også med at få bolden til at dykke i tide, så den ikke ryger ud over baglinjen.
Meget af topspillernes konsistens skyldes netop denne effekt: Hvis de slår hårdere, så bolden er tilbøjelig til at gå for langt, så øger det hårdere slag Magnus-effekten tilsvarende, så bolden alligevel slår ned indenfor baglinjen.
Føromtalte Nadal slår ofte bolden tre meter over nettet og får den yderligere fordel, at han sjældent taber en duel ved at slå bolden i nettet.
Yngre, dygtige grusspillere som Carlos Alcaraz, Holger Rune og norske Casper Ruud slår ikke bolden helt så højt over nettet som Nadal.
Og der er måske en tendens til, at denne nye generation – ikke mindst Rune – er blevet gode til at returnere bolden i dens opspring, i stedet for at vente til den falder ned igen.
Det skaber en mere aggressiv form for grustennis, der forsøger at stjæle tid fra modstanderen.
Den nære fremtid vil vise, om vi får et af den slags paradigmeskift på gruset, som er set flere gange i tennishistorien – eksempelvis da spillerne holdt op med at komme så meget til nettet og begyndte at vinde deres kampe hovedsageligt fra baglinjen.
Glider elegant rundt på grus
Tennis består af en masse korte spurter over 5-10 meter, og spillerne presser hele tiden hinanden ud i yderpositioner.
Derfor er det nemt at komme til at lave fejl, og af de mange parametre, som adskiller gode fra mindre gode tennisspillere, er fejlprocenten en af de mest markante.
På lavere niveauer overstiger antallet af fejl langt antallet af vindere, og selv på det højeste niveau ser man ofte flere fejl end vindere fra en spiller – ikke mindst på grus.
Derfor er konsistens og fejlminimering alfa og omega.
Når man dertil lægger, at bolden skal slås millimeterpræcist i krumme banekurver over afstande på 20-25 meter, har man ingredienserne til et vanskeligt spil.
\ Grus er bedre for motionister
Grusbanerne er en velsignelse for aldrende ben.
Det skyldes ikke mindst, at friktionen mellem sko og bane er mindre på grus end på hard court, og derfor begrænses underlagskræfterne, der virker op gennem de slidte knogler og led.
Derudover er grus også blødere at lande på end hard court.
Flertallet af danske tennisklubber foretrækker grus, mens hard court er det foretrukne underlag i USA.
\ Læs også
En af metoderne til at eliminere fejl er at sikre sig, at man i slagøjeblikket kun skal koncentrere sig om slaget og ikke om at løbe, forberede ketsjerens stilling, holde balancen, se på modstanderen, eller hvad der ellers kan forstyrre.
Derfor handler det om at stå klar til at slå på det rigtige sted, når bolden kommer. Gode grusspillere vinder lidt tid i dette regnskab ved at glide ud til bolden.
De løber hen mod det sted, hvor bolden kommer, men i god tid før slaget sætter de bremsen i og glider graciøst over den porøse overflade, så de ikke skal bevæge benene, men kan holde alle kropsdele, der ikke er direkte involveret i slaget, i ro.
Grus er velegnet til at glide, fordi friktionen er lav og forudsigelig. Det er svært på hardcourt, hvor friktionen er meget større, men det praktiseres alligevel af nogle topspillere.
Det giver en stor belastning på knogler og led og kan absolut ikke anbefales til motionister. På græs kan man også glide, men græssets friktion er mindre forudsigelig, og glid på det sarte, grønne underlag medfører sure miner hos greenkeeperen.
Derfor er det lange, elegante glid en karakteristisk og elsket teknisk detalje ved grustennis.
Tennis er et ekstremt teknisk spil. Hvis man elsker tennis, så elsker man også de små detaljer og finurligheder, som de forskellige fysiske forhold tilbyder. Her er grus i særklasse.
Det er tradition, dygtighed, udholdenhed, artisteri og råstyrke. Derfor elsker jeg og mange andre tennisfans grussæsonen og synes, at rigtig tennis spilles på grus.
