Sådan ved forskerne, at coronavirus stammer fra flagermus – og ikke et laboratorie

Én af de mange konspirationsteorier, som har stået i vejen for faktuel information i løbet af coronakrisen, er ideen om, at virussen er skabt i et laboratorie.

Langt størstedelen af de forskere, der har studeret virussen, er enige om, at den opstod naturligt og på et tidspunkt skiftede vært fra dyr til menneske, samt at virussen højst sandsynligt kommer fra flagermus.

Men hvordan ved vi, at SARS-CoV-2 har en animalsk oprindelse og ikke er en konstrueret virus?

75 procent af smitsomme sygdomme har animalsk oprindelse

Svaret ligger gemt i virussens genetiske materiale og evolutionære historie samt en forståelse af de pågældende flagermus’ økologi.

Cirka 60 procent af alle smitsomme sygdomme og 75 procent af alle nye, fremspirende og genopblussede sygdomme blandt mennesker er af animalsk oprindelse.

SARS-CoV-2 er den seneste af 7 coronavirusser fundet blandt mennesker. Alle virusserne stammer fra dyr, enten flagermus, mus eller husdyr.

Flagermus er også kilden til andre virusser, som er skyld i ebola, rabies, Hendra- og Nipahvirus, marburgvirus og forskellige stammer af influenza A-virus.

Ingen spor efter manipulation af genomet

SARS-CoV-2-virussens genestiske genom er blevet sekventeret og delt flere tusind gange af forskere verden over.

Hvis virussen var kunstigt genereret i et laboratorium, ville der være spor efter manipulation af genomet.

Det kan eksempelvis være evidens på en eksisterende viral sekvens, som danner den nye virus’ ‘rygrad’, eller åbenlyse, målrettede indsatte (eller slettede) genetiske elementer. Men det er der ikke.

Det er højst usandsynligt, at der ikke ville være tegn – genetiske fingeraftryk, som eksempelvis specifikke, identificerbare stykker af DNA-kode – efter forsøg på at kunstig fremstilling af en virus i et laboratorie.

SARS-CoV-2 udviklede sig naturligt

SARS-CoV-2-genomet ligner andre coronavirusser, der kommer fra flagermus og skældyr, som alle har lignende genomisk arkitektur.

Forskellene på coronavirusserne viser naturlige mønstre, som er typiske for udviklingen af coronavirusser. Det indikerer, at SARS-CoV-2 er opstået som følge af tidligere vilde coronavirusser.

Én af de afgørende egenskaber, som adskiller SARS-CoV-2 fra de øvrige coronavirusser, er et særligt spikeprotein, der binder sig godt til et andet protein på ydersiden af menneskeceller kaldet ACE2.

Det gør det muligt for virussen at trænge ind i cellerne og gøre os syge. Det kan andre beslægtede coronavirusser også, og det indikerer, at de har udviklet sig naturligt, og at de ikke er kunstigt genereret i et laboratorie.

Coronavirus og flagermus er fastlåst i et evolutionært kapløb

Coronavirusser og flagermus er låst fast i et evolutionært våbenkapløb, hvor virusserne konstant udvikler sig for at overvinde flagermusenes immunsystem, mens flagermusene udvikler sig i kampen mod infektion fra coronavirusser.

En enkelt virus udvikler flere varianter, hvoraf de fleste bliver bekæmpet af flagermusens immunsystem.

Men enkelte virusser overlever og bliver overført til andre flagermus.

Visse forskere har foreslået, at SARS-CoV-2 muligvis stammer fra en anden flagermus-virus (RaTG13), som blev fundet af forskere ved Wuhan Institute of Virology.

Disse to virussers genomer er 96 procent ens. Det lyder måske meget ens, men set fra en evolutionært synsvinkel, er de markant forskellige.

SARS-CoV-2 fandt ved et uheld vej til mennesker

De to virusser deler et fælles ophav, hvilket viser, at RaGT13 ikke er en forløber for SARS-CoV-2.

SARS-CoV-2 har derimod højst sandsynligt udviklet sig fra en viral variant, der var ude af stand til at overleve i længere tid, eller som stadig i mindre grad eksisterer i flagermus.

Virussen, som tilfældigt udviklede evnen til at invadere menneskeceller, fandt ved et uheld vej til mennesker, sandsynligvis ved hjælp af en animalsk mellemvært.

Eller også sprang en ufarlig variant af virussen direkte over på mennekser, hvor den efterhånden udviklede sig til at være skadelig, i takt med at smitte blev spredt.

SARS-CoV-2 muterer

Der er blandingen eller kombinationen af forskellige coronavirus-genomer i naturen er en af de mekanismer, som skaber nye coronavirusser.

I dag har vi yderligere evidens på, at denne proces var med til at skabe SARS-CoV-2-generationen.

Siden pandemien startede, har SARS-CoV-2-virusser tilsyneladende delt sig i to forskellige stammer, som har tilegnet sig forskellige adaptioner, som gør, at de lettere og mere effektivt kan invadere menneskeceller.

Måske skete det gennem en mekanisme kaldet ‘selective sweep’, hvor mutationer hjælper virussen med at inficere flere værter og på denne måde blive mere udbredt i den virale population.

Det er en naturlig proces, som i sidste ende kan mindske den genetiske variation mellem individuelle virale genomer.

Udfordring at identificere ansvarlig flagermusgruppe

Den samme mekanisme er muligvis skyld i manglen på diversitet i mange af de SARS-CoV-2-genomer, som er blevet sekventeret.

Det indikerer, at SARS-CoV-2 virussens ophav muligvis har været i omløb blandt flagermuspopulationerne igennem længere tid.

Mutationer er så skyld i, at coronavirussen er i stand til at smitte andre dyr, blandt andet mennesker.

Det er også vigtigt at huske på, at cirka 1 ud af 5 af alle pattedyrsarter på Jorden er flagermus; visse flagermusarter findes kun særlige steder, og andre migrerer over enorme afstande.

Diversiteten og den geografiske spredning betyder, at det er en udfordring at identificere, hvilken gruppe af flagermus SARS-CoV-2 oprindeligt stammer fra.

Ikke evidens bag konspiration

Evidens peger på tidlige tilfælde af COVID-19 uden for Wuhan i Kina, som tilsyneladende ikke er forbundet med Huanan Seafood Wholesale Market i Wuhan, hvor der blev også solgt levende vilde og opdrættede dyr, og hvor man mener, at pandemien startede.

Men der er ikke evidens på konspiration.

Det er også muligt, at en smittet person ved et uheld bragte virussen til Wuhan og kødmarkedet, hvor dyrehold af mange forskellige arter op og ned ad hinanden og i tæt kontakt med mennesker skaber et usundt miljø, hvor virussen kan skifte vært fra dyr til menneske og sprede sig hurtigt.

Det er også muligt, at en forsker, som var involveret i forskning i coronavirusser blandt flagermus uforvarende blev smittet og tog virussen med ind i byen fra flagermusenes habitater.

Hverken første eller sidste zoonose

Det vil blive betragtet som naturlig infektion og ikke en laboratorie lækage.

Kun gennem robust forskning og granskning af naturen kan vi forstå naturhistorie og zoonoser som COVID-19.

Det er afgørende, fordi vores foranderlige forhold til og stadig større kontakt med vilde dyr øger risikoen for, at nye, dødbringende zoonoser dukker op blandt mennesker.

SARS-CoV-2 er ikke den første sygdom, som har skiftet vært fra dyr til menneske – og det bliver heller ikke den sidste.

Polly Hayes hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.