Vi kan ikke give flagermus skylden for corona-pandemien

Genomisk forskning, der viser, at den nye coronavirus COVID-19 sandsynligvis stammer fra flagermus, har givet anledning til udbredt bekymring og trukket overskrifter verden over.

Nu er der fare for, at en skræmt befolkning og vildledte embedsmænd forsøger at inddæmme epidemien ved at holde bestanden af flagermus nede, selvom det er en strategi, som tidligere har slået fejl.

Jeg er miljøhistoriker med fokus på truede arter og biologisk mangfoldighed.

Flagermus er til stor gavn for mennesker, og de har brug for beskyttelse, så i stedet for at give flagermusene skylden for coronavirus-epidemien, mener jeg, at vi skal lære mere om dem.

I denne artikel vil jeg forklare, hvorfor flagermus bærer på så mange virusser, og hvorfor disse virusser kun sjældent bliver overført til mennesker - typisk når vi jager flagermus, eller når vi forstyrrer deres habitater.

Flagermus spiser zikamyg og gavner økosystemer

Det er ikke let at være verdens eneste flyvende pattedyr.

Det kræver meget energi at flyve, så flagermus har brug for næringsrig føde som frugter og insekter.

Mens de indsamler føde, bestøver flagermusene cirka 500 forskellige plantearter, blandt andet mango, bananer, guava og agave (der ligner en kæmpe ananas, og hvis sukkerholdige saft gæres og destilleres til tequila).

Insektædende flagermus kan spise, hvad der svarer til deres egen kropsvægt i insekter hver nat, blandt andet myg, der bærer på sygdomme som zika, denguefeber og malaria.

Flagermusene omdanner føden til ekskrementer, der kaldes guano, som giver næring til hele økosystemer, og som igennem flere århundreder er blevet indsamlet og brugt som gødning samt til at fremstille sæbe og antibiotika.

Livet som flagermus

Mængden af frugt og antallet af insekter er cyklisk, så derfor går de fleste flagermus i dvale i lange perioder, hvor deres kropstemperatur falder helt ned til 6 grader.

For at spare på varmen samler de sig i flokke i eksempelvis grotter, hvor de bruger deres vinger som tæpper.

Når frugterne igen er modne, og insekterne atter er på banen, vågner flagermusene op og flyver igen ud for at samle føde.

Nu står de overfor et nyt problem: Det kræver så meget energi at flyve, at deres metabolisme pludselig er 34 gange så høj, som da de hvilede.

Flagermusenes kropstemperatur skyder også i vejret og kan nå helt op over 40^o celcius. Vingerne, som er udspændt mellem bagben og hale (og som også kaldes flyvehud), er blandt andet forsynet med blodkar, der udstråler varme, og som køler flagermusene ned.

Flagermusene slikker deres pels for at simulere sved, og de gisper ligesom hunde. De hviler sig i løbet af dagen og samler føde i løbet af den køligere nat.

De kan jage i mørket, hvor de bruger deres sonar til aktivt at sanse, hvordan omgivelserne omkring dem ser ud.

Mangfoldig og unik

Mennesket er (i hvert fald morfologisk set - det vil sige, udfra en teori, hvor man klassificerer organismer i forhold til deres nuværende skikkelse udviklingen frem til den, red.) tættere relateret til flagermus end til hunde, køer eller hvaler.

Alligevel forekommer flagermusene langt mere fremmedartede for os, så det kan være svært at forholde os til dem.

Flagermus er blandt de mest usædvanlige af alle klodens 26 pattedyrordner. De er de eneste pattedyr, som lever på land, der finder vej ved hjælp af ekkolokalisering, og de eneste pattedyr der rigtigt kan flyve.

Mange flagermus er små og har hurtig metabolisme, men de formerer sig langsomt og lever længe, hvilket er mere almindeligt blandt større dyr som elefanter og hajer.

Flagermusen bærer på virusser

Flagermusens indre kropstemperatur kan svinge mere end 15,5^o celcius som reaktion på eksterne forhold, hvilket er mere almindeligt blandt vekselvarme eller koldblodede dyr, hvis temperaturer i højere grad følger omgivelserne - det gælder eksempelvis øgler og skildpadder.

Flagermus bærer på en række virusser, som kan gøre andre pattedyr syge, når de smitter andre dyr - blandt andet mindst 200 forskellige coronavirusser (nogle af dem er skyld i luftvejssygdomme blandt mennesker som eksempelvis SARS og MERS).

Flagermus bærer også på adskillige filovirusser, som tilhører virusfamilien Filoviridae, som kan forårsage alvorlig blødningsfeber i mennesker og aber som eksempelvis marburgvirus-sygdom og måske endda ebola.

Virus i flagermus skader almindeligvis ikke mennesker

Normalt lever virusserne indeni flagermusenes kroppe og økosystemer uden at skade mennesker.

Risikoen for smitte mellem dyr og mennesker stiger, når vi forstyrrer flagermusenes habitater eller bruger flagermus i medicin eller mad.

Vi har især en tilbøjelighed til under uhygiejniske og sundhedsfarlige forhold at stuve flagermus sammen med andre vilde dyr, der hurtigt kan blive 'mellemværter' for sygdomme.

Det var det, der skete i kødmarkedet i Wuhan, hvor mange eksperter mener, at corona-udbruddet begyndte.

Med få undtagelser som eksempelvis rabies, er flagermus bærere for patogenerne (det, der er sygdomsfremkaldende, red.), uden at de bliver syge.

Grotterne er perfekte ynglesteder for bakterier

Den nylige mediedækning, som har forsøgt at forklare denne gåde, fokuserer på et studie fra 2019, som indikerer, at en del af svaret muligvis ligger gemt i et lille protein kaldet STING; en genmutation, der gør flagermus i stand til at forblive raske, selvom de bærer på alle de forskellige virusser.

Selvom genmutationen er interessant fra et sundhedsfagligt perspektiv, kræver den nye coronavirus en forståelse af, hvad det vil sige at være flagermus.

Genmutationer, som ændrer immunsystemet er kun en del af forklaringen.

Et bedre svar er, at flagermus er det eneste pattedyr, som flyver. Tusindvis af flagermus stuvet sammen; de slikker, ånder og skider på hinanden, så grotten er det perfekte steder til at yngle og overføre bakterier.

Når flagermus flyver, afgiver de så meget varme, at deres krop kan bekæmpe bakterierne; den såkaldte 'flight as fever hypothesis'.

Flagermusene er truede

Der er risiko for, at vi ikke altid vil have flagermus til at spise insekter, bestøve træer og afgrøder og producere gødning.

Ifølge International Union for the Conservation of Nature og Bat Conservation International er mindst 24 flagermusarter kritisk truede, og 104 arter er udrydningstruede.

Forskerne mangler data for mindst 224 flagermusarter, før de kan afgøre, hvordan det står til med dem.

Overfangst, forfølgelse og tab af habitat er de største trusler mod flagermusene, men også de lider under nyopståede sygdomme.

En ny sygdom - forårsaget af infektion med en svamp, Geomyces destructans - som inficerer området omkring snuden og vingerne og resulterer i sårdannelse, er blevet kaldt 'hvidnæse syndromet' (white-nose syndrome - WNS).

I visse områder er situationen særdeles alvorlig, og sygdommen truer sjældne flagermus-arter - 2 arter er i dag truede.

1st case of #whitneosesyndrome has been confirmed in a Texas bat. This fungal disease has killed millions of hibernating bats in the eastern U.S. but is not a risk to people: https://t.co/5mlgPCTvhD

NPS pic.twitter.com/EUFNMFeFa6

— TX Parks & Wildlife (@TPWDnews) March 5, 2020

Mere fattig, kedelig og farlig verden uden flagermus

Ingen ved, hvor hvidnæse-sygdommen kommer fra, men det er formentlig mennesker, som har introduceret og spredt sygdommen.

Svampen trives i kølige, fugtige omgivelser som eksempelvis grotter, og på grund af infektionen forlader flagermusene deres overvintringslokaliteter i utide, når der ikke er meget tilgængelig føde.

'Hvidnæse-syndromet' har dræbt millionvis af flagermus; mere end 90 procent af visse populationer.

Flagermus er usædvanlig skabninger, der er til gavn på utallige måder.

Vores verden vil være mere fattig, mere kedelig og mere farlig uden dem.

De har brug for beskyttelse fra den dårlige behandling og udnyttelse, som også truer menneskehedens sundhed.

Peter Alagona modtager støtte fra National Science Foundation, Mellon Foundation, Haynes Foundation, National Oceanic and Atmospheric Administration og University of California. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.