Der er ikke meget positivt at hente fra coronakrisen.
Men den globale pandemi kan vise sig at være afgørende i forsøget på at adressere den illegale handel af vilde dyr.
Medierne har overordnet fokuseret mere på konsekvenserne end på årsagerne - især i forhold til de globale effekter på folkesundheden og økonomien.
Men det er også afgørende at optrevle pandemiens tidslinje og endeligt afdække den oprindelige smittekilde.
Indtil videre ved vi, at sygdommens epicenter var i det centrale Kina i millionbyen Wuhan; et vigtigt sted for den lukrative handel af vilde dyr - både lovlig og illegal.
Virussen sprang fra en dyreart over på mennesket
Udbruddet startede formentlig på et stort fiske- og kødmarked, et såkaldt 'wet market' – et udendørsmarked hvor man kan købe levende dyr, blandt andet påfugle, pindsvin, flagermus og rotter, der dræbes og slagtes på stedet for kunderne.
Markedets sundheds- og lovgivningsmæssige foranstaltninger var i bedste fald rudimentære.
En del af handlen med vilde dyr er lovlig i Kina, men den sideløbende illegale handel - som ofte finder sted på det samme marked eller stadeplads - gør stadeholderne i stand til at snige illegal handel af vilde dyr ind i systemet. Situationen er meget svær at forvalte og styre.
Vi er også temmelig overbeviste om, at virussen sprang fra en dyreart over på mennesket; ligesom det var tilfældet med ebola og SARS.
Ideelt miljø for spredningen af smitte mellem arter
I begge disse tilfælde var det de uhygiejniske og sundhedsfarlige forhold med mange forskellige arter op og ned ad hinanden og i tæt kontakt med mennesker, som skabte et usundt miljø, der er ideelt for spredningen af smitte mellem arter.
I et land som Kina, hvor spisningen af vilde dyr er en specifik kulturel tradition, kan denne form for smittehændelser finde sted - og smittespredningen kan ske med lynets hast.
Den kinesiske regering har længe slået til lyd for en 'bæredygtig brug'-tilgang til landets vilde dyr.
Nu har Kina dog indført et landsdækkende, midlertidigt forbud mod kødmarkederne, hvilket reelt set har lukket ned for en signifikant del af indenrigshandlen med vilde dyr.
Biosikkerhed, folkesundhed og økonomiske konsekvenser
På længere sigt sætter pandemien måske skub i, at vi endelig adresserer problemet.
For nu bliver den illegale handel med vilde dyr ikke længere næsten udelukkende kritiseret i forhold til fredning, men også i relation til biosikkerhed, folkesundhed og økonomiske konsekvenser.
I kølvandet på COVID-19-udbruddet står det fulde omfang af Kinas industri klart; det midlertidige forbud har konsekvenser for cirka 20.000 virksomheder, der opdrætter dyr i fangeskab, samt 54 forskellige arter, som må handles indenrigs.
En rapport fra Det Kinesiske Ingeniørakademi anslår, at denne industri er cirka 57 milliarder dollars (cirka 394 milliarder kroner, red.) værd per år.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Lovlig som følge af smuthuller i den kinesiske lovgivning
Opdrætningen og avlen er lovlig som følge af smuthuller i den kinesiske lovgivning, men er angiveligt i strid med Washington-konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter.
Det er langt mere vanskeligt at sætte tal på den illegale handel, men FN vurderer, at der er tale om cirka 23 milliarder dollars (159 milliarder kroner, red.).
I betragtning af at den resulterende pandemi kan koste helt op til 2,7 billioner dollars (18,7 billioner kroner, red.), er der et stærkt økonomisk incitament for mere omfattende regulativer.
Men selv foruden det økonomiske aspekt er der tungtvejende grunde til at forbyde handlen: Dyrene lever under kummerlige forhold, og handlen fremskynder deres udryddelse i naturen.
Hvordan forvalter vi handlen med vilde dyr i praksis?
Men i Kina er det midlertidige forbud netop dét - midlertidigt.
Kritikerne hævder, at vi har set det hele før i forbindelse med SARS-udbruddet, og når støvet har lagt sig, er det igen 'business as usual' i Kina.
Så hvordan forvalter vi handlen med vilde dyr i praksis?
Først og fremmest skal virksomheder, der avler truede arter som tigre eller skældyr (også kendt som pangoliner, red.) lukkes permanent.
Det vil betyde, at det er langt vanskeligere at snige deres produkter gennem lovlige kanaler, hvor de bliver solgt til en højere pris som 'fanget i det fri'.
Blandet budskab
Myndighederne skal føre nøje tilsyn med avlscentrene for at sikre, at illegale produkter ikke slipper igennem.
\ Læs mere
Gennem nedlukningen af avlscentrene kan man frigøre ressourcer, der forstyrrer tilførslen af illegale produkter til Kina fra andre lande.
Et sådant tiltag vil mindske efterspørgslen. Offentlige oplysningskampagner kan informere om, hvordan handlen af vilde dyr (både lovlig og illegal) skader truede arter, men budskabet er blandet:
Tilstedeværelsen af et lovligt marked kan stadig give produkterne et skær af legitimitet, hvilket sender et budskab om, at det er i orden at købe dem, og på denne måde kan det få efterspørgslen til at stige snarere end falde.
Det nye kinesiske forbud omfatter ikke produkter som tigerknogler, der bliver brugt i traditionel kinesisk medicin.
Miljøforkæmpere og aktivister er bekymrede for, at denne undtagelse vil føre til legaliseret handel som følge af en antagelse om, at mere omfattende lovgivning vil beskytte mod fremtidige udbrud.
Griber vi muligheden, eller lader vi den falde til jorden?
Argumentet er ekstremt vanskeligt at validere, og de fleste miljøforkæmpere foretrækker helt at forbyde handlen.
Menneskehedens korte hukommelse er endnu et problem. Når først faren er drevet over, vil vores opmærksomhed være andetsteds.
COVID-19-krisen repræsenterer en enestående mulighed for at bekæmpe handlen med vilde dyr samt sikre, at sygdomme i omløb blandt visse dyrearter ikke muterer og skifter vært fra dyr til menneske.
Kun tiden vil vise, om vi griber denne mulighed, eller om vi lader den falde til jorden, lige indtil den næste - måske endda endnu mere smitsomme - pandemi udgør en endnu mere alvorlig global trussel.
Simon Evans hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
