Offentlighedens mening er et rungende 'JA'. Alle russiske atleter bør udelukkes fra at konkurrere.
Er Den Internationale Olympiske Komité (IOC) overhovedet berettiget til at give de enkelte idrætsforbund ret til at beslutte, om atleter kan deltage i Rio 2016?
I tiden op til IOC-beslutningen underskrev ledere af dopingkontrolprocedurerne i 14 lande et åbent brev, der forlangte russernes udelukkelse.
En underskriftsindsamling, der krævede, at hele holdet bliver udelukket, var ved at nå målet på 10.000 underskrifter, mens det kun lykkedes en anden underskriftsindsamling, der argumenterer imod en generel udelukkelse, at opnå otte underskrifter.
LÆS OGSÅ: Doping, sundhed og fair konkurrencer
IOC har besluttet en mere nuanceret tilgang
IOC besluttede sig for at gå imod flertallet med en mere nuanceret tilgang.
IOC vil tillade, at de enkelte sportslige forbund afgør, om der er tilstrækkelig evidens til at udelukke atleter i lige deres disciplin.
For eksempel klarer tennisspillere, der jævnligt bliver testet rundt omkring i verden, frisag, og cyklisterne er ikke langt bag dem.
Men de russiske atletikudøvere er suspenderede, selvom der dog stadig er en mulighed for, at nogle af atleterne vil stille til start under neutralt flag.
LÆS OGSÅ: Sådan virker epo og bloddoping
Samlet ansvar eller kollektiv straf?
Men er denne form for 'samlet ansvar' - eller 'kollektiv straf' som Mikhail Gorbatjov kaldte det - retfærdig?
Det er et ægte dilemma, og situationen er ikke nær så entydig, som alle lader til at synes, og som World Anti-Doping Agency (WADA) foregiver.
LÆS OGSÅ: OL-eden ophøjer konkurrencen
To forskellige standarder for dokumentation og evidens
Inden for loven findes der to standarder for dokumentation, der bestemmer skyld, før en eventuel straf kan tildeles.
Ifølge strafferetten lyder det, at det skal være 'uden for enhver rimelig tvivl'.
Det er en meget høj standard, hvor evidens specifikt skal knytte sig til den pågældende persons handlinger.
(Foto: Julia Stepanova via WikiCommons)
Her forlanger man, at man kan identificere biologisk information (såsom DNA eller blodevidens), pålidelige øjenvidneberetninger eller dokumentation for motiv og mulighed blandt mange andre ting.
Årsagen er, at straffen for forbrydelser typisk er ganske alvorlig; berøvelse af grundlæggende frihedsrettigheder, såsom den frie bevægelighed og forsamlingsfrihed.
Fængsling fratager også en person en lang række grundlæggende friheder.
Den kollektive straf, man tildeler de russiske atleter, møder på ingen måde denne standard.
LÆS OGSÅ: Brugte man doping i antikken?
Mindre evidens og mildere straf
Det andet beviskrav anvendes i civile søgsmål, hvor straffen ofte er meget mindre alvorlig, og hvor man tit benytter bøder eller økonomisk erstatning for uagtsomhed.
Standarden for bevisbyrde inden for civile sager er en ‘balance of probabilities’ (groft oversat afvejningen af muligheden for eller eventualiteten af at noget kunne ske, red.), hvor det ifølge de foreliggende beviser er mere sandsynligt end ikke, at den person udførte den ulovlige handling.
En sådan standard vedkender muligheden for kollektivt ansvar og straf.
De, der kræver, at det russiske atletikhold bliver suspenderet, antager ‘balance of probabilities’- standarden, der siger, at fordi der var et udbredt statsstøttet dopingprogram, er det sandsynligt, at de pågældende personer dopede sig.
LÆS OGSÅ: Revolutionerende projekt skal bremse doping
En hårfin balance
Men er denne 'balance of probabilities' den rette standard at benytte, når det gælder doping-evidens? Der er en meget god grund til at mene, at den ikke er det.
Når man fratager en person en meget grundlæggende frihed, såsom frihed til at arbejde, er der også behov for en meget god begrundelse.
Atleter bruger hele deres liv på at træne til OL; det er deres levebrød, og den aktivitet der ofte giver deres liv mening.
Fratagelsen af friheden til at engagere sig i denne aktivitet er et meget væsentligt afsavn, og det kan sammelignes med et slags fængsel.
Fratagelsen af netop en sådan frihed kræver en 'langt uden for enhver rimelig tvivl'-standard for evidens.
Og det er netop, hvad der mangler, i dette tilfælde af kollektiv afstraffelse.
Men der findes en god respons.
Atleter, der doper sig, fratager andre atleter en grundlæggende frihed
\ Den russiske whistleblower
26. februar 2013 blev Julia Stepanova udelukket to år på grund af uregelmæssigheder i hendes biologiske pas.
Alle hendes resultater opnået siden marts 2011 er annulleret.
Sidenhen har den 30-årige Julia Stepanova, der er 800 meter-løber, og hendes mand, Vitalij Stepanova, der har arbejdet i den russiske antidopingenhed (Rusada), leveret en lang række informationer om dopingsystemet i Rusland.
Det satte gang i hele den russiske dopingskandale, og det fik IAAF til at smide det russiske atletikforbund ud af samarbejdet og spærre nationens atletikudøvere fra al international konkurrence.
Atleter, der ikke har dopet sig, kan hævde, at atleterne, som doper sig, fratager dem en grundlæggende frihed og en rimelig chance for succes i en aktivitet, som de har investeret meget i, og som giver deres liv mening.
De er faktisk blevet udelukket gennem eventualiteten af doping og de fordele, som dopingen leverer.
Derfor vi bør tage en 'balance of probabilities'-tilgang i brug.
Med en 'langt uden for enhver rimelig tvivl-standard' for evidens risikerer vi at at begå uret mod de atleter, der ikke doper sig, mens vi med ‘balance of probabilities’-tilgangen risikerer at gøre uret mod atleter, der mistænkes for at have dopet sig.
Så hvad skal vi gøre? Et filosofisk tankeeksperiment kan måske hjælpe.
LÆS OGSÅ: Doping i fitnesscentret er svær at bekæmpe
Defekte testmaskiner
Forestil dig, at maskiner, der er konstrueret til at opfange præstationsfremmende stoffer, generelt er upålidelige i en signifikant grad.
Lad os sige, at de afgiver et forkert, negativt resultat 10 procent af tiden.
Lad os antage, at USA har brugt en sådan maskine i god tro, men lige før De Olympiske Lege bliver det afsløret, at maskinen er defekt.
Nu ved vi ikke, hvor mange amerikanske atleter der er rene, og hvor mange der doper sig.
Man forlanger, at hele det amerikanske OL-hold bliver udelukket fra OL på grund af den defekte testmaskine.
Er det retfærdigt?
Atleternes opgave er at træne og konkurrere
Man kunne selvfølgelig sige, at visse lande allerede har et meget slapt og uregelmæssigt testsystem (selv hvis man forestillede sig, at testene var pålidelige).
Carl Lewis gjorde opmærksom på forskellen i de enkelte landes dopingkontrolprocedurer, da han udtalte:
»Lande som Jamaica har ikke en stikprøvevis dopingkontrolprocedure, så de kan gå månedsvis uden at blive testede.«
Men den vigtigste pointe er, at det ikke er atletens fejl, at testmaskinen er defekt.
Deres opgave er at træne og konkurrere, ikke at føre tilsyn med eller tage ansvar for dopingkontrolprocedurerne.
Hvis der overhovedet er tale om et kollektivt ansvar i dette tilfælde, må det ligge hos de forbund, der udformer reglerne omkring dopingkontrolprocedurerne, og hvordan disse bliver udført.
Og det indebærer, at skylden ligger hos IOC eller et andet relevant sportsligt tilsynsorgan.
LÆS OGSÅ: Hvordan finder man 0,00000000005 gram doping?
Uretfærdigt at atleterne skal stå til ansvar
Det er dybt uretfærdigt, at atleterne skal stå til ansvar for fejltagelser begået af de regulerende myndigheder.
Og hvis der er anledning til kollektivt ansvar og kollektiv afstraffelse, er det på grund af tilsynsorganet.
Hvad ville så være en passende respons til dilemmaet omkring de defekte maskiner?
Det vil være at forlange, at man anvender mere pålidelige maskiner eller bruger dyrere, uafhængige og pålidelige testmaskiner snarere end de billige og upålidelige, som ét enkelt land bruger.
Hver tredje medalje involverede mistænkelige prøver
Mennesker er som defekte maskiner.
Vi ved, at mennesker er upålidelige, vi ved, at de vil snyde, at de vil forsøge at drage fordele i konkurrencerne.
Det ved vi om de enkeltpersoner, og også om hvert organ eller institution, som har en finger med i spillet.
Som det er gentagne gange er blevet påvist siden OL i London i 2012, er doping meget udbredt.
Mindst en tredjedel af alle medaljer i OL og VM 2001-12 involverede mistænkelige prøver.
Da man testede prøver fra London 2012 og Beijing 2008 igen, leverede det en guldmine af positive resultater.
Og det var ikke kun blandt russerne, men atleter fra hele verden.
LÆS OGSÅ: Doping giver usikre mænd selvtillid
Uafhængigt, fordomsfrit panel bør have ansvaret
Det er vanvittigt at lægge dopingkontrollen i hænderne på en gruppe, der har et positivt incitament for et negativt resultat, uanset om det er individuelle nationer eller individuelle sportslige organer.
De har hver især interesse i at forekomme 'rene'.
Hvad er en passende respons på den russiske fiasko?
Et uafhængigt, uhildet panel bør undersøge hver eneste atlets profil og resultater og pålægge en rimelig og ensartet evidens-standard for tidligere overtrædelser.
Og i fremtiden bør man benytte uafhængige dopingkontrolprocedurer og pålidelige parametre ved hjælp af fysiologiske grænsepunkter, der kan måles periodisk og pålideligt.
Det ville være det mest retfærdige for os alle.
Julian Savulescu hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
