Forsker: Stop med at straffe dopede atleter
BOGOMTALE: I en ny bog argumenterer professor i filosofi og medlem af Etisk Råd for, at vi skal droppe vores automatreaktioner over for doping og se på, hvordan vi kan lave en mere fornuftig dopingpolitik.
Doping

Næsten alle tager for givet, at brug af doping i sport er dårligt og umoralsk. Men har vi nogen gode argumenter for dét? (Foto: Shutterstock)

Jeg er dopet. Jeg ved det bare ikke. Jeg er skæv af hash til op over begge ører.

Det er på mange måder et problem for mig. Men det er især et problem, fordi jeg befinder mig på tennisbanen i kvartfinalen ved de danske tennismesterskaber…

Min egen oplevelse med doping fik mig i en tidlig alder til at tænke over, om vi mon har de bedst mulige dopingregler. Hvorfor er hash på forbudslisten, når røg på hjernen typisk får en atlet til at præstere dårligt?

Hvis du og jeg ønsker at præstere bedre til fest eller i andre sociale sammenhænge, kan vi drikke alkohol for at komme i godt humør og blive mere udadvendte. Og hvis du vil slappe af, kan du ryge tobak, og hvis du trænger til en opkvikker, kan du drikke kaffe eller en energidrik.

Men selv om både alkohol og tobak forårsager tusinder af dødsfald hvert år, alene i Danmark – ja, så er det tilladt. Hvorfor så forbyde voksne atleter at anvende medikamenter, hvad enten de forbedrer deres præstationer, eller som tilfældet er ved rygning af hash, forringer deres præstationer?

Ingen nuanceret dopingdebat i Danmark

I min nye bog ’Fri Doping: Et forsvar for en ny doping politik’ har jeg forsøgt at forstå den dopingpolitik, vi har i dag.

Jeg begyndte derfor at opstøve alle de argumenter, som konkluderer, at doping bør være strafbart. Og jeg fandt til min store undren ud af, at alle argumenterne enten var dobbeltmoralske, baserede sig på spekulativ ønsketænkning eller hvilede på uklare begreber.

Jeg opdagede også, at mens vi i Danmark har en åben og nuanceret debat om, hvorvidt for eksempel cannabis eller aktiv dødshjælp bør være legalt, er debatten om doping præget af et tunnelsyn. Kritik – eller blot diskussion – af gældende dopingpolitik er så godt som ikke-eksisterende.

Fri Doping

Professor Thomas Søbirk Petersen er aktuel med bogen ’Fri Doping – et forsvar for en ny dopingpolitik’, som denne artikel bygger på. I bogen går han den eksisterende dopingdebat kritisk efter i sømmene.

Målet er at give doping en ’fair trial’ og vise, at vores nuværende syn på doping er unuanceret og præget af fordomme og tunnelsyn.

Sportsfolk frygter at udtale sig om doping

De idrætsmedicinere, der ved noget om doping, og de atleter, der har prøvet doping på egen krop, tør ikke udtale sig kritisk om de regler, vi har. Og det kan jeg godt forstå. For det har store omkostninger, især for folk inden for sportsverdenen, at udtale sig kritisk om de gældende dopingregler.

Tænk, hvis for eksempel Rolf Sørensen udtalte sig positivt om doping – ’Det var super fedt, og det er slet ikke sundhedsskadeligt, hvis man får hjælp fra en læge – tværtimod’.

Så ville han næppe beholde sit job som tv-kommentator.

Det er blevet et mantra, at doping er umoralsk og bør straffes med udelukkelse, bøder og fratagelse af præmier og rekorder. Men når en sportsorganisation straffer individer, der anvender doping, håber jeg, at du vil være enig med mig i, at denne organisation bør have nogle gode argumenter for denne politik.

Når fodboldspillere på kokain og synkronsvømmere berusede af glimmer og hash overtræder dopingreglerne, er det som udgangspunkt snyd og derfor umoralsk. Men har vi den bedst mulige dopingpolitik?

Det mener jeg ikke, og i bogen uddyber jeg på cirka 100 sider hvorfor.

Lad mig her give nogle eksempler på centrale argumenter for gældende dopingpolitik, og hvorfor jeg mener, at de er dårligt begrundede.

1) Doping er sundhedsskadeligt

For det første kan doping være sundt, hvis det bliver givet i små mængder, i korte perioder og under lægelig rådgivning.

Der er ingen tvivl om, at det kan være usundt at deltage i for eksempel Tour de France, hvor rytterne efter en hård etape er drænet for røde blodlegemer. Det vil øge rytternes sundhed, hvis rytterne blev tilført røde blodlegemer (eksempelvis via EPO), i stedet for at lade dem køre videre på en nedbrudt krop med en svagt immunsystem.

For det andet vil en legalisering medføre alle de fordele, der kendetegner et reguleret marked i stedet for et kriminelt marked. Atleter, der anvender legal doping, vil løbende være i kontakt med læger, der kan informere om bivirkninger, hjælpe med den rette dosis og kvalitet, således at helbredet ikke lider skade.

Ved en legalisering kan vi også decimere en meget stor indtægtskilde for kriminelle bander, og vi kan minimere muligheden for, at atleter kommer i kontakt med kriminelle miljøer.

Desuden vil legalisering betyde, at vi undgår en række velfærdstab, som atleterne oplever i forbindelse med at blive straffet.

Endeligt er det dobbeltmoralsk at mene, at doping bør være strafbart, fordi det kan være sundhedsskadeligt, men samtidigt mene, at sport, der også kan være sundhedsskadeligt, ikke bør være strafbart.

Motorsport, amerikansk fodbold, ridning, cykling og bjergbestigning kræver hvert år flere dødsfald, uden at folk af den grund ønsker at gøre det strafbart at deltage i disse sportsgrene.

Hvis vi skulle straffe alt, der var sundhedsskadeligt, vil vi få meget travlt. Hvis du mener, at alkohol og rygning ikke bør være strafbart (selv om det er årsag til ca. 10.000 dødsfald om året i Danmark), er det vanskeligt at få øje på, hvorfor doping så skal være strafbart, fordi det kan være sundhedsskadeligt.

2) Doping er i modstrid med sportens ånd.

Ideen om, at doping er eller udgør en sundhedsrisiko, er til at forstå, men et meget centralt argument for den nuværende dopingpolitik er, at doping er i modstrid med ’sportens ånd’.

Men hvad betyder det, at et stof er i modstrid med ’sportens ånd’? WADA (World Anti-Doping Agency) prøver at give denne luftige vending lidt substans og siger, at sportens ånd indfanger »the essence of Olympism and the celebration of the human spirit« og består af 11 værdier.

Lad mig blot nævne fem af disse værdier:

  1. sundhed
  2. excellent præstation
  3. sjov og leg
  4. samarbejde
  5. mod

Men når WADA ønsker at anvende sportens ånd i deres begrundelser for, hvad der skal på forbudslisten, løber de ind i en mur af problemer.

For det første: Hvad hvis en almindelig sportsaktivitet er i konflikt med disse værdier? At løbe et maratonløb ved OL i den smog, der plagede Beijing, er eksempelvis næppe sundt, men det kan være udtryk for mod.

På trods af denne konflikt forbyder IOC ikke dette løb. Men hvorfor så forbyde en atlet at dope sig, da doping kan være i overensstemmelse med værdier som samarbejde, mod og excellent optræden, selv om det er i modstrid med for eksempel sjov og leg?

WADA siger intet om, hvordan en afvejning mellem disse værdier skal foregå, så det er ikke godt nok, når de med ’sportens ånd’ i baglommen straffer atleter.

For det andet: Hvordan kan vi være sikre på, at WADA har givet den rigtige beskrivelse af sportens ånd? Hvorfor ikke mene, at doping er i overensstemmelse med sportens ånd?

Excellent præstation er jo helt centralt for de fleste sportsgrene, og medicin kan hjælpe atleter til at forbedre deres præstationer. At bruge præstationsfremmende stoffer er vel en del af ’the human spirit’?

Vores ca. 2.500-årige sportshistorie viser, at mennesker altid har anvendt præstationsfremmende stoffer. Og i dag bruger mange af os for eksempel alkohol, tobak, energidrikke og chokolade for at præstere bedre til fest, på arbejde eller som hygge, uden at vi mener, at det skal være strafbart.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

3) Legalisering af doping vil medføre dopingtvang

Et tredje centralt argument for gældende dopingpolitik er bekymringer for, at en legalisering af doping vil føre til dopingtvang og dermed krænke atleternes autonomi.

Det er selvfølgelig krystalklart, at doping mod atleternes vilje er moralsk forkasteligt. Men mere relevant så har flere udtalt, at en legalisering af doping vil lede til et moralsk problematisk pres om at dope sig. Et socialt pres, der betyder, at hvis man ønsker at konkurrere på topplan, og man ved, at ens konkurrenter anvender doping, så er man nødt til at dope sig.

Men denne tankegang er yderst problematisk.

For det første er socialt pres indenfor sportens verden en almindelig og accepteret del af sport. For at være med i sportseliten, er der jo også et socialt pres om, at man skal træne to gange om dagen, deltage i turneringer og, så vidt muligt, holde fingrene fra alkohol, tobak, junkfood og fester.

Hvis vi accepterer atleternes valg i disse situationer, hvorfor så ikke deres valg vedrørende doping, hvis det blev legalt?

For det andet er gældende dopingpolitik jo udtryk for tvang i forhold til de atleter, der gerne vil anvende doping, da de bliver straffet, hvis de doper sig.

En konsekvens af denne observation er, at ligegyldigt om vi har et forbud eller ej, vil der altid være nogle atleter, der vil opleve, at de bliver udsat for tvang.

Så hvis vi mener, at autonomi er en central værdi, vi bør værne om, er det ved nærmere eftertanke ikke indlysende, at et forbud vil øge atleternes autonomi.

4) Rollemodelsargumentet

Et fjerde argument er rollemodelsargumentet: Hvis vi tillader atleter at bruge doping, vil man inspirere unge atleter til at bruge disse medicinske medikamenter.

Dette er dog ren spekulation. Unge mennesker gør ikke altid som deres idoler – se blot på tilskuerpladserne til fodboldkampe. Mange fans træner ikke nær så disciplineret og hårdt som deres idoler på banen, og få unge, der er vilde med for eksempel boksning og har set Mike Tyson bide et øre af Evanader Holyfield, har selv bidt øret af andre.

For det andet: Hvis EPO kan blive anvendt inden for en sikkerhedsgrænse under rådgivning for læger, er det vel ok, bare man er over 18 år. 

Vi forbyder eller straffer heller ikke forældre, der ryger og drikker, selvom de ofte er de vigtigste rollemodeller for unge mennesker.

Vi har brug for en ny dopingpolitik

I lyset af den fremførte kritik er det på tide at ændre kurs. Doping er kommet for at blive.

Doping er effektivt med hensyn til at forbedre præstationer. Der er kun en lille risiko for at blive opdaget, fordi testning kun forekommer sporadisk, og fordi man kan dope sig på en måde, der unddrager sig kontrollanternes blik, da sporingstiden for visse præparater er på få timer.

Lad os derfor ændre denne kamp mod vejrmøller, således at vi ikke gør det strafbart at anvende for eksempel EPO og anabole steroider.

I bogen Fri Doping gør jeg det klart, hvad betingelserne for en legalisering bør være:

  • Voksne individer, ved deres fulde fem, bør have adgang til doping under forudsætning af, at atleterne bliver informeret af en læge, kun kan købe doping ved en læge og løbende får sit helbred overvåget af en læge.
  • Der skal være nogle sikkerhedsværdier for, hvor meget af et medikament atleterne må anvende. Atleter skal derfor løbende testes, og de skal ikke have lov til at deltage i konkurrencer, hvis de er testet positive for at overskride sikkerhedsværdierne.

UCI viser vejen mod en mere rationel politik

Det internationale cykelforbund (UCI), viser vejen for denne strategi, når de forud for større cykelløb tester, om rytterne har en hæmatokritværdi over 50 procent. Hvis en rytter har en værdi over 50 procent, er deres blod for tykt og risikoen for at få en blodprop er øget betragteligt.

De ryttere, der bliver testet positiv, får ikke lov til at deltage i konkurrencen. Begrundelsen herfor er, at rytterne bliver betragtet som syge, og de modtager derfor en 14-dages karantæne mod at deltage i cykelløb.

Sikkerhedsværdien på 50 procent gælder uanset, om årsagen til en høj hæmatokrit-værdi er forårsaget af en genetisk mutation, EPO eller ved brug af ilttelte eller højdetræning.

Vi skal stoppe med at straffe voksne individer, der på et velinformeret grundlag og indenfor visse sikkerhedsgrænser ønsker at forbedre deres præstationer ved at anvende doping.

Vi må i det mindste forlange, at vi får en saglig og åben dialog om, hvor grænserne bør gå for doping, i stedet for at afvise en kritik af gældende dopingpolitik med et ’doping er sygt’ eller ’professoren er jo gal’.

 

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.