Rygning beskyttede aldrig mod COVID-19, på trods af hvad tidlige studier hævdede

Tidligt i coronavirus-pandemien snublede forskere over et uventet fund: Rygere lod til at være beskyttede mod COVID-19-virussens værste effekter.

'Rygerparadokset', som oprindeligt blev opdaget ved en gennemgang af indlagte patienter i Kina, blev senere rapporteret i studier fra Italien og Frankrig (og omtalt i blandt andet B.T. under overskriften 'Forskere overraskede: Rygere bedst rustet mod corona', red.)

Men et kæmpe studie fra Storbritannien afslørede i sidste måned, at det ikke var sandt. Rygere havde 80 procent større risiko at blive indlagt end ikke-rygere.

Så hvad skete der, og hvordan fik forskerne fakta så galt i halsen?

Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser

Den franske matematiker og fysiker Pierre-Simon Laplace sagde engang: »Jo mere ekstraordinær en kendsgerning er, desto stærkere beviser er der brug for.«

Den amerikanske kosmolog, Carl Sagan, omformulerede dette berømte citat til: »Ekstraordinære påstande kræver ekstraordinære beviser.«

Og lad os se det i øjnene: At rygere, hvor lungerne allerede er hærget af tobak, er bedre beskyttede ved en luftvejssygdom, er en ret ekstraordinær påstand.

Desværre er ekstraordinær evidens en ret langsom, kompleks og lidt kedelig proces. Offentlighedens opmærksomhed er derimod yderst ivrig efter at hoppe på det ekstraordinære.

Kommer det til at regne?

Lad os granske, hvad der skete.

Det første problem er, at videnskab er usikker - en kendsgerning, der gør os mennesker meget utrygge.

Tag eksempelvis vejrudsigten: Hvis du får at vide, at der er 10 procent chance for regn, tager du sandsynligvis ikke en paraply med. Det gør jeg i alt fald ikke. Og 9 ud af 10 gange har jeg ret i at lade den ligge derhjemme.

Men den 10. gang, hvor jeg bliver pjaskvåd på vej fra toget til mit kontor, fortryder jeg mit valg - og jeg beklager mig over, hvor meget fejl, meteorologer kan tage.

Problemet er dog ikke meteorologerne. Det er mit behov for sikkerhed. Det er min underbevidste oversættelse af 'der er 10 procents chance for regn' til 'det kommer ikke til at regne i dag'.

Denne tendens kan ses overalt: i politiske meningsmålinger, i forudsigelser om den næste præsident eller statsminister - og endda ved besøg hos lægen. Jeg vil have, at lægen fortæller mig præcis, hvorfor jeg har ondt i halsen, ikke hvad det måske kan være.

Alt er en sandsynlighed

Og sådan fungerer videnskab altså. Alt er en sandsynlighed, og hver ny oplysning får os til at opdatere vores sandsynligheder.

Der er et berømt eksempel på dette i statistikken, først formuleret af matematikeren Joseph Bertrand (jeg lover, at jeg vender tilbage til rygerparadokset om et øjeblik).

Forestil dig, at du har tre identiske æsker:

• En æske indeholder to guldmønter
• En æske indeholder to sølvmønter
• Den sidste æske indeholder en guld- og en sølvmønt.

Hvis du vælger en af æskerne tilfældigt (lad os kalde den æske A), hvad er så chancen for, at den indeholder de to sølvmønter?

Præcis en tredjedel.

Nu tager du en mønt ud af æsken uden at kigge i den. Hvis denne mønt er guld, hvad sker der med chancen for, at æske A var æsken, der indeholdt to sølvmønter?

Det falder til nul. Nye oplysninger udløste en øjeblikkelig sandsynlighedsopdatering.

Hvilket (endelig) bringer mig tilbage til COVID-19.

I januar 2020 vidste vi kun meget lidt om denne virus. Efterhånden som god evidens dukkede op, opdaterede vi vores sandsynligheder.

Derfor spritter vi ikke længere absolut alt af, men anbefaler stadig at man går med mundbind (i hvert fald i områder, hvor smitten er høj, red.). Ingen kan nogensinde være 100 procent sikre på, at disse anbefalinger er de rigtige – ny evidens kan dukke op - men anbefalingerne afspejler de bedste oplysninger, vi har.

\ Læs mere

Statistik: Sådan fisker forskere efter resultater

Studier var små eller finansieret af tobaksindustrien

Det samme gælder for ryger-paradokset: Før pandemien lød evidensmængden, at rygning ikke gjorde noget godt for lungerne.

Med ny god information kunne sandsynligheden blive opdateret på grund af den ekstraordinære påstand om, at rygning beskyttede.

Og det er den anden pointe: Var der overhovedet god, solid evidens?

Nej, det var der ikke.

For det første: Da de første artikler om ryger-paradokset kom ud, var de fleste af dem endnu ikke blevet fagfællebedømt af andre forskere (måske bedre kendt ved sit engelske begreb, peer-reviewed).

Mens et antal er gået videre til peer-reviewed publikation, er andre blevet trukket tilbage, efter at det stod klart, at de var finansieret af tobaksindustrien.

Pre-publication (udgivelse før peer-review, red.) er et fantastisk værktøj til at få informationer hurtigt ud, men ikke fantastisk til at sikre, at informationerne er solide og ansvarlige.

For det andet: De fleste af disse studier var små. Selvom det ikke er et dødsstød, betyder det, at evidensmængden skal behandles med forsigtighed. Med andre ord kan sandsynligheder blive opdateret, bare ikke særlig meget.

Intuitivt giver det mening: Hvis du slår plat 999 gange ud af 1.000 gange, når du slår plat eller krone, kan du være ret sikker på, at der er sket et eller andet med mønten.

Hvis du slog plat to ud af tre gange, ville du være langt mindre sikker.

Studierne, der indikerede, at ryger-paradokset havde noget på sig, undersøgte alt fra 10 deltagere til et par hundrede. Det britiske studie, der modbeviste paradokset, undersøgte 421.000 deltagere.

\ Læs mere

Rekordhurtig forskning under coronakrisen, men meget få gennembrud

Forskellig spørgeteknik giver forskellige svar

Endelig (og mest subtilt) stillede rygerparadoksstudierne et helt andet spørgsmål, end de burde have stillet. De spurgte: ’Hvor mange af de, der er indlagt med COVID-19 lige nu, ryger?’

Og det er altså et andet spørgsmål, end: 'Hvor stor er sandsynligheden for, at rygere i befolkningen i forhold til ikke-rygere er indlagt på hospitalet?'

Det første spørgsmål ser på personer, der allerede er indlagt og har overlevet længe nok til at blive undersøgt.

Med andre ord, ligesom i Bertands møntæsker, hvor mønterne allerede er placeret, så er patienterne allerede indlagt. Og der er mange grunde til, at rygere ikke var inkluderet i den gruppe.

Måske døde de hurtigere end ikke-rygere, så de talte ikke med. Måske var de ude og tage en smøg, da forskerne gik rundt for at tælle. Måske endte de på hospice i større omfang. Det britiske studie, der modbeviste rygerparadokset, studerede hele befolkningen og fjernede dermed denne bias.

Forskningen fortolkede ikke rygerparadokset forkert

Jeg vil alt i alt argumentere for, at forskningen ikke fortolkede rygerparadokset forkert.

Det var et interessant fund, der førte til en meget rapporteret ekstraordinær påstand. Og hvis COVID-19 ikke lærer os andet, burde det lære os at kræve, at usædvanlige påstande - om rygning, vitamin D, zink, klorin, jod eller forstøvning af hydrogenperoxid - bliver bakket op af usædvanligt stærk evidens.

Forskningen bevæger sig langsomt. Det gør ekstraordinære påstande ikke. For at omskrive Jonathan Swift: De flyver afsted, mens evidensmængden halter efter.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

\ Læs mere

Kritisk gennemgang: Fransk studie om rygere og coronavirus er mangelfuldt

\ Læs mere

Lynguide: Sådan gennemskuer du lødigheden af studier om sundhed og COVID-19

\ Læs mere

Fysisk inaktive personer har hårdere sygdomsforløb med COVID-19