Psykiatriske diagnoser er ikke mejslet i sten: Næsten hver anden unge pige bliver rediagnosticeret

Flere og flere får stillet en diagnose for en psykisk lidelse, og i dag opfylder op mod 15 procent af børn og unge kriterierne for en psykisk lidelse, før de fylder 18 år.

Det betyder imidlertid ikke, at diagnosen er den samme, når barnet bliver ældre.

Et nyt, omfattende dansk studie viser, at psykiatriske diagnoser hos børn og unge ofte ændrer sig over tid, og at især piger sjældent beholder den første diagnose, de får.

Forskerne bag undersøgelsen peger på, at det bør ændre måden, sundhedsvæsenet kommunikerer med både unge og deres forældre. For et diagnoseskift er ikke et tegn på fejlbehandling, men et udtryk for, at symptomer udvikler sig, efterhånden som barnet gør.

77.000 børn og unge fulgt i 10 år

I det nye nationale studie har forskere fulgt 77.464 danske børn og unge (i alderen 0-17 år), der fik deres første diagnose mellem 1996 og 2011. De blev fulgt i op til 10 år efter første kontakt.

Resultatet er tydeligt:

• 46,7 procent af pigerne oplevede et diagnoseskift
• 37,6 procent af drengene oplevede et diagnoseskift

Men det betyder som nævnt ikke nødvendigvis, at den første diagnose har været ‘forkert’, understreger Christine Leonhard Sørensen:

»Man skal ikke automatisk tro, at en rediagnosticering betyder, at den første diagnose var en fejl. Resultaterne viser, at nogle psykiatriske diagnoser er dynamiske og kan udvikle sig over tid.«

Hun forsker ved Institut for Klinisk Medicin på Syddansk Universitet og har læst studiet for Videnskab.dk.

Hun peger på, at man ofte kommer til at sammenligne psykiatriske diagnoser med somatiske, som et brækket ben: enten er det brækket, eller også er det ikke.

»Men sådan fungerer alle psykiatriske diagnoser ikke nødvendigvis,« slår hun fast.

Diagnoser, der opstår tidligt, er mest stabile

En af studiets vigtigste pointer er, at diagnosens debutalder hænger sammen med, hvor stabil den er.

• Diagnoser som autisme og ADHD, der typisk viser sig tidligt i barndommen, havde høj stabilitet.
• Depression, psykotiske lidelser og personlighedsforstyrrelser, som ofte opstår i ungdommen, skiftede oftere karakter.

Ifølge Pernille Skovbo Rasmussen, chefanalytiker ved Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE), giver det god mening.

»Børn, der udredes tidligt, har ofte tydeligere symptomer. Hos dem, der udredes senere, kan symptomerne være mere diffuse, og derfor er det sværere at stille en præcis diagnose,« siger hun til Videnskab.dk.

Piger bliver udredt senere - og det har konsekvenser

Studiet viser også, at piger diagnosticeres senere end drenge på tværs af mange lidelser. Det genkender Pernille Skovbo Rasmussen fra sin forskning, hvor hun oplever at piger kan være sværere at diagnosticere end drenge, fordi de ofte er bedre til at maskere deres symptomer og efterligne andre børn.

»Det er en coping-strategi, som kan være både smart og hensigtsmæssig, men som samtidig kræver rigtig meget, fordi man hele tiden skal anstrenge sig for at passe ind.«

Barnet eller den unge kan komme på ‘overarbejde’ for at prøve at passe ind eller være som de andre. Det kan føre til, at der, når en udredning endelig finder sted, også kan være belastningsreaktioner oveni. Det kan for eksempel udløse andre samtidige diagnoser som angst, selvskade eller spiseforstyrrelser, forklarer hun.

I det hele taget er det svært at udrede børn, fordi meget afhænger af samtaler, observationer og input fra både forældre og fagfolk. Børn udvikler sig, svinger i adfærd og er ikke altid bevidste om deres egne udfordringer.

»Derfor kan det være nødvendigt at gen-udrede nogle børn senere, når man får et klarere billede af dem.«

Hvorfor er pigers diagnoser mindre stabile?

Piger havde i studiet markant lavere diagnostisk stabilitet end drenge. Forskerne peger især på to forklaringer:

• Senere debut: Når diagnoser først viser sig senere, er de generelt mindre stabile.
• Flere internaliserende symptomer: Piger får oftere angst og depression, som tidligere er sat i forbindelse med lavere stabilitet.

Og et diagnoseskift kan være hårdt, fortæller Pernille Skovbo Rasmussen:

»For nogle betyder diagnosen meget for deres identitet. Hvis man senere får at vide, at den ikke længere passer, kan det påvirke ens selvforståelse.«

Andre opsøger frivilligt en ny udredning, fordi de ikke længere kan se sig selv i den gamle diagnose. Her opleves skiftet ofte mindre voldsomt.

Diagnoser bør forstås som dynamiske - ikke endelige sandheder

Ifølge Christine Leonhard Sørensen viser studiet tydeligt, at diagnoser ikke er faste størrelser.

»Måske skal vi begynde at tænke diagnoser som noget dynamisk.«

Hun mener, at forskningsfeltet ofte fokuserer for meget på diagnostiske kategorier og systemer, og for lidt på, hvordan diagnoser faktisk ændrer sig hos det enkelte barn over tid.

Men det er ikke kun forskere, der kan bruge studiets viden. Også sundhedsvæsenet kan bruge den til flere ting:

• Forudsige risici: Studiet kortlægger, hvilke diagnoser der typisk følger efter hinanden - viden der kan hjælpe fagfolk med at være opmærksomme på tidlige tegn.
• Tidligere opsporing: Især for piger, hvor sen debut ofte hænger sammen med mere ustabilitet.
• Bedre kommunikation med patienter og pårørende: Læger bør være tydeligere omkring, at et diagnoseskift ikke er unormalt - især i ungdomsårene.

Studiets hovedforfatter, læge og lektor Mette Falkenberg Krantz, understreger netop dette: Viden om stabilitet og skift kan hjælpe både unge og pårørende med at forstå, hvad man kan forvente i efterløbet, efter at man har fået en diagnose i børne- og ungdomspsykiatrien.