Mindfulness: Hvor god er evidensen?

»Træk vejret dybt ned i maven. Luk øjnene, og lad dine bekymringer passere forbi som lette skyer på en sommerhimmel.«

Sådan lyder den populære opskrift på indre ro, som hundredtusindvis af danskere møder, når de søger hjælp for stress, angst eller depression.

Mindfulness, der oprindeligt har rødder i buddhistisk meditation, er i dag svulmet op til en global industri, som alene i USA har en værdi på over 15 milliarder kroner.

Men bag den store begejstring gemmer sig et mere komplekst billede. For selvom mange studier peger på positive effekter, er forskere ikke nødvendigvis enige om, hvor stærk evidensen egentlig er.

Hvorfor sundhedsvæsenet elsker mindfulness

For at forstå den massive udbredelse af mindfulness i det danske sundhedsvæsen i dag skal vi spole tiden tilbage til 1979.

Her udviklede den amerikanske biolog Jon Kabat-Zinn programmet MBSR (Mindfulness-baseret stressreduktion) på baggrund af 2.500 år gamle buddhistiske traditioner.

Oprindeligt var metoden tiltænkt hospitalspatienter, der var plaget af stærke smerter, som den traditionelle vestlige medicin ikke formåede at lindre.

Siden da er metoden blevet en fast bestanddel af moderne behandling, og i dag bruges den bredt til at afhjælpe alt fra stress og angst til tilbagevendende depression.

Spørger man Lone Overby Fjorback, der er speciallæge i psykiatri og leder af Dansk Center for Mindfulness ved Aarhus Universitet, er begejstringen for metoden ikke uden grund.

Hun sammenligner mindfulness med motion for vores mentale sundhed: Noget, der kan styrke vores mentale robusthed generelt, men som også kan være et vigtigt redskab for mennesker med psykiske udfordringer.

Et af de områder, hvor forskningen ifølge centerlederen står stærkest, er mindfulness-baseret kognitiv terapi (MBKT).

Det er en særlig form for mindfulness, der kombinerer meditation med elementer fra kognitiv terapi - en terapiform, hvor man lærer at få øje på negative tankemønstre og ændre den måde, man forholder sig til sine tanker og følelser på - og er udviklet til at forebygge tilbagefald hos personer, der tidligere har haft flere depressive episoder.

»Det (MBKT, red.) virker lige så godt som medicin til den forebyggende behandling af depression,« forklarer Lone Overby Fjorback med henvisning til et britisk studie fra 2016.

I studiet samlede forskerne resultater fra ni forskellige lodtrækningsforsøg med i alt 1.258 deltagere. Fælles for deltagerne var, at de på undersøgelsestidspunktet var helt eller delvist raske, men tidligere havde oplevet gentagne depressioner.

Forskerne fandt, at mindfulness-terapien kunne mindske risikoen for, at depressionen vendte tilbage. Sammenlignet med patienter, der fik den sædvanlige behandling, havde deltagerne i mindfulness-gruppen 31 procent lavere risiko for et tilbagefald inden for de følgende 60 uger.

Da forskerne sammenlignede mindfulness direkte med patienter, der fik forebyggende antidepressiv medicin, fandt de ikke nogen forskel i effekten. Mindfulness så altså ud til at kunne være lige så effektivt som medicin til nogle patienter.

Et andet argument for metodens effekt findes inden for hjerneforskningen. Ved hjælp af fMRI-hjerneskanninger peger forskere på, at mindfulness-træning rent faktisk ændrer hjernens struktur.

Lone Overby Fjorback forklarer, at hjernen ændrer sig, efter hvordan vi bruger den, præcis ligesom kroppens muskler.

Skanningerne viser forandringer i særligt to centrale områder:

• For det første styrkes præfrontal cortex (pandelapperne), som blandt andet styrer vores evne til at fastholde opmærksomhed og regulere svære følelser.
• For det andet ses der forandringer i insula og det somatosensoriske cortex, der fungerer som centre for kroppens indre bevidsthed og ydre sansninger.

Men den konklusion køber Miguel Farias, der er lektor i eksperimentel psykologi ved Coventry Universitet, ikke. Han understreger, at hjernen danner nye neurale netværk, hver gang vi lærer en hvilken som helst ny færdighed - som for eksempel at spille klaver eller lære at tale spansk.

»Der er intet, der med overvældende evidens viser, at det fører til en nedregulering af de hjerneområder, der har med stress eller frygt at gøre,« forklarer Miguel Farias.

Han peger samtidig på, at mange af de påståede strukturelle ændringer i hjernen efter meditation bygger på små studier, og at andre undersøgelser har haft svært ved at genskabe resultaterne.

Et mudret forskningsfelt

Når man hører om positive hjerneskanninger og effekter, der kan måle sig med antidepressiv medicin, kan det virke indlysende, at mindfulness er blevet en fast bestanddel af sundhedsvæsenet og samfundet.

Dykker man ned i den massive mængde forskning, der ligger til grund for metodens succes, tegner der sig dog hurtigt et sløret billede. Bevisbyrden er nemlig enormt svingende.

Selv en af bevægelsens mest centrale skikkelser har erkendt, at forskningsgrundlaget langt fra er fejlfrit.

Allerede i 2017 indrømmede Jon Kabat-Zinn - manden bag det udbredte MBSR-program - i et interview med The Guardian, at hele 90 procent af forskningen omkring de positive virkninger af mindfulness er af lav kvalitet.

Forelægger man kritikken for leder af Dansk Center for Mindfulness, Lone Overby Fjorback, anerkender hun, at der findes mange svage studier. Ifølge hende hænger problemet især sammen med, at mindfulness på kort tid er blevet ekstremt populært.

»Mange studier er udført af undervisere uden tilstrækkelig uddannelse i mindfulness, hvilket har ført til en stor mængde svag forskning.«

Men de mange dårlige studier betyder ikke, at de solide studier mister deres værdi, understreger hun.

»Ligesom hvis du havde 100 frisører, og så var der 10, der var gode til at klippe. Og 90 der ikke var. Så er de 10 jo stadigvæk gode.«

Lone Overby Fjorback peger desuden på flere store systematiske oversigter og meta-analyser, der samlet finder positive effekter af mindfulness-baserede interventioner på blandt andet stress, angst og depression.

Men selv når man ser på den del af forskningen, som er mest grundig, er billedet langtfra entydigt positivt.

I Storbritannien afsluttede man i 2018 det hidtil dyreste studie i meditationens videnskabelige historie. Med over 8 millioner amerikanske dollars i ryggen testede man effekten af mindfulness på mere end 8.000 britiske skolebørn i alderen 11 til 14 år.

Resultaterne afslørede, at mindfulness slet ikke forbedrede børnenes mentale trivsel, og endnu mere alarmerende pegede studiet på, at metoden måske ligefrem havde skadelige virkninger for de børn, der i forvejen var i risikozonen for at udvikle mentale problemer.

Når behandlingen gør skade

At behandlingen potentielt kan gøre skade på sårbare patienter, åbner for en mørkere side af mindfulness, som Miguel Farias selv fik helt ind på livet, da en af hans egne studerende - en erfaren yogalærer - tog på et dags-retreat med meditation.

»Hun fik en massiv psykotisk episode. Den psykotiske episode førte til en lang, dyb depression, og det tog hende omkring 10 år at komme ud af alt det,« fortæller han.

Hændelsen fik ham til at dykke ned i litteraturen, og nyere forskning giver ham ret i, at negative bivirkninger er et reelt problem.

Et amerikansk studie fra 2022, der undersøgte 953 personer, som regelmæssigt mediterede, viste, at over 10 procent af udøverne oplevede negative bivirkninger. Bivirkningerne var så voldsomme, at de havde en betydelig negativ effekt på deres dagligdag og varede i mindst én måned.

Udover angst og depression tæller de mest udbredte bivirkninger psykoser og 'depersonalisering', hvor verden føles uvirkelig.

Men forelægger man den alarmerende statistik for Lone Overby Fjorback fra Dansk Center for Mindfulness, ser hun anderledes på det ubehag, udøverne oplever.

»Det er, ligesom hvis du er begyndt at løbetræne for eksempel. Så vil du også få ømme ben, og du vil blive forpustet.«

For hende er det ikke nødvendigvis en skadelig bivirkning, men snarere en naturlig og uundgåelig del af den mentale træning.

»Det kan være i starten, at det føles, som om det er forværring. Men det er det ikke,« siger hun og uddyber, at man simpelthen ikke kan lære at kontrollere og regulere sine følelser uden først at mærke dem.

Men 'ømme muskler'-analogien preller fuldstændig af på Miguel Farias. Han efterlyser videnskabelig evidens for, at sindet overhovedet fungerer som en muskel, der skal gøre ondt for at blive stærkere.

»Idéen om, at man ved at udvikle sig selv og gå ind i anderledes bevidsthedstilstande træner en muskel, er rent ud sagt fuldstændig nonsens,« lyder det fra lektoren.

Han peger desuden på, at bivirkninger ikke kun rammer nybegyndere. Tværtimod har studier blandt regelmæssige mediterende fundet, at længere meditationserfaring hænger sammen med en øget sandsynlighed for at rapportere ubehagelige eller negative oplevelser.

Ifølge lektoren er en del af forklaringen, at meditationen åbner sindet på en måde, der kan få uforløste og fortrængte traumer til at vælde op til overfladen.

Men hvor psykologer i traditionel terapi er uddannet til at gribe patienten, når traumerne rammer, ser det anderledes ud i mindfulness-industrien:

»Meditationslærere har naturligvis ikke den træning. De fleste meditationslærere har absolut ingen uddannelse inden for mental sundhed.«

Her understreger Lone Overby Fjorback dog en afgørende forskel på den ukvalificerede del af branchen og det etablerede system.

De veluddannede instruktører er netop klædt på til at hjælpe kursisterne gennem den svære fase, og har folk brug for det, suppleres der med individuelle samtaler, så de svære følelser ikke får lov at sætte sig fast.

Hverken mirakelkur eller humbug

Forskningen efterlader ikke et billede af mindfulness som enten en mirakelkur eller en uvirksom behandling. Virkeligheden er langt mere nuanceret.

For nogle grupper - særligt personer med tilbagevendende depressioner - findes der solide studier, der viser, at mindfulness-baseret kognitiv terapi kan være et effektivt redskab til at forebygge nye depressive episoder.

Men det betyder ikke, at mindfulness er en universel behandling mod stress, angst og mistrivsel. Når forskere tester metoden bredt i befolkningen, er effekterne ofte mere beskedne, og nogle studier finder slet ingen målbar gevinst.

Samtidig tyder forskningen på, at en mindre gruppe af udøvere kan opleve belastende bivirkninger. Spørgsmålet er derfor ikke kun, om mindfulness virker, men også for hvem, under hvilke omstændigheder og med hvilken støtte.

Spørger man Miguel Farias, er hovedproblemet, at vi har ladet os forblænde af en »naiv idé om, at mindfulness er godt for sindet, ligesom en tur i fitnesscenteret er godt for kroppen.«

Han advarer mod at tilbyde meditation ukritisk, særligt fordi mange undervisere ifølge ham ikke har en uddannelse inden for mental sundhed og derfor ikke nødvendigvis kan hjælpe, hvis svære psykiske reaktioner opstår.

Lone Overby Fjorback er enig i, at der findes en del ukvalificerede aktører på området. Men for centerlederen betyder det ikke, at vi skal forkaste behandlingen.

Hun mener tværtimod, at fokus bør være på at sikre kvaliteten af den mindfulness, der tilbydes - med veluddannede undervisere og en faglig ramme omkring behandlingen.

»Det er rigtig vigtigt, at der er god uddannelse, at det er en uddannet person, som underviser i det her,« fastslår hun og tilføjer, at det også er vigtigt at god forskning implementeres så det bliver til gavn for mennesker og bliver til løsninger i samfundet.

Det videnskabelige spørgsmål handler derfor måske ikke længere kun om, hvorvidt mindfulness virker eller ej. Det handler i højere grad om at finde ud af, hvem der har gavn af behandlingen, hvor stor effekten er, og hvordan man bedst beskytter de mennesker, der ikke har gavn af den.