Pisk og gulerod: Kan 1. verdenskrigs ernæringspolitik lære os noget om krise og borgeradfærd?

En krig har skabt skyhøj inflation og pres på fødevareimporten, så danskerne må tilpasse deres forbrug og øvrige adfærd.

Det lyder bekendt. Men det er faktisk en opsummering af situationen omkring 1. verdenskrig (1914-1918).

Dengang førte det til en række statslige initiativer, hvor ikke mindst ernæringsforskeren Mikkel Hindhede var med til at udstikke en linje, som styrede befolkningen gennem datidens krise.

Den blev virkeliggjort gennem en kombination af to typer af redskaber:

• På den ene side indførte man restriktioner og styring i form af rationering og kraftig indskrænkning af dele af landbrugssektoren.
• På den anden side opmuntrede myndighederne til en adfærdsændring gennem god oplysning og prisregulering.
• Den strategi kan vi populært kalde pisk og gulerod. Det sidste endda i bogstavelig forstand for resultatet blev en omlægning i retning af vegetarisk kost, som ikke tidligere var set i et vestligt samfund.

De krisemotiverede ændringer af danskernes adfærd omkring 1. verdenskrig viser, at det ikke er første gang, en ny udenrigspolitisk virkelighed stiller radikale krav til vores hverdagspraksis.

Måske kan det ligefrem inspirere nutidens aktører – også på andre aktuelle områder som klimakrisen, hvor parallellen faktisk er meget direkte. FN og mange eksperter har nemlig peget på, at vegetarisk ernæring er et middel til at nedsætte udledningen af klimagasser fra dyr og skovrydning.

1. verdenskrig som krise i Danmark

Selvom Danmark var et neutralt land i 1. verdenskrig, havde krigen alligevel store konsekvenser herhjemme.

Med en række af Danmarks store udenlandske markeder i krig blev både eksporten og produktionen truet, og det kom til at påvirke danskernes hverdag allerede kort tid inde i krigen.

Inflationen steg eksplosivt til cirka 17 procent, mens arbejdsløsheden svingede og endte med at ramme 18 procent mod 8 procent før krigen.

Den omfattende krise skabte et akut behov for handling, som i første omgang blev rettet mod fødevarepriserne.

Allerede i løbet af krigens første måneder var prisen på rugbrød steget med en tredjedel, og med de såkaldte augustlove fra 1914 blev salget underlagt kontrol.

Lovene gav indenrigsministeren, Ove Rode, bemyndigelse til yderligere indgreb vedrørende priser og eventuelt opkøb af vitale fødevarer. Der indførtes prisloft på en række varer, men det fik ikke presset på fødevarerne til at forsvinde.

Det var ikke nok at tilpasse rammerne: Danskerne måtte selv ændre adfærd.

Hér kommer Mikkel Hindhede ind i billedet.

’En Reform af vor Ernæring’

Lægen Mikkel Hindhede havde i årene inden krigen udfordret den herskende viden om ernæring. Hans vigtigste opdagelse var, at mennesket kun havde halvt så stort behov for protein som den hidtidige norm på 118 gram dagligt (heraf 50 procent animalsk) – og at intet af proteinet behøvede komme fra kød.

I sin klassiske bog ’En Reform af vor Ernæring’ fra 1906 havde han argumenteret for en plantediæt, som var en radikal øjenåbner for sin tid. Men han talte også for alkoholafholdenhed, grove fødevarer og meget mere.

Inden året var omme, havde bogen solgt flere oplag og havde fået en massiv gennemslagskraft i offentligheden.

Få år efter blev Hindhedes erkendelser blåstemplet, da han i 1910 blev leder af det nyoprettede Statens Laboratorium for Ernæringsforskning.

Den position gjorde ham til en afgørende person i den omstilling, som på nettet kaldes verdens største vegetariske eksperiment.

Slog et stort brød op

Et af de områder, hvor virkeligheden efter krigsudbruddet i juli 1914 skabte panderynker, var kornimporten.

Landbrugslandet Danmark importerede nemlig på den tid en stor del af kornet til brødfremstilling – eftersom dansk hvede angivelig havde for lavt glutenindhold til at man kunne bage gode brød.

Krigsudbruddet lagde et stort pres på fødevaresikkerheden, blandt andet fordi importmulighederne blev forringet, da de krigsførende magter i en krisesituation ville holde deres korn for sig selv.

Kort sagt en situation som minder om konsekvenserne af den aktuelle krig i et af verdens vigtigste korneksporterende lande.

Det problem berørte Ove Rode på Folketingets talerstol.

Og i 1915 satte Hindhede og hans assistent Signe Nielsen sig for at bevise, at det kunne lade sig gøre at fremstille et brød på dansk korn. Resultatet modtog Rode i form af et velsmagende, velhævet grovbrød baseret på dansk hvede og med 30 procent klid.

Opskriften blev i sig selv både et argument og en hjælp til at bruge hjemligt mel. Men også et fingerpeg om at en del af krisens løsning lå hos borgerne selv: Hvis de ændrede adfærd kunne en del af krisens negative konsekvenser afhjælpes.

Hindhede mente i hvert fald selv, at det var netop dét brød, der banede vejen for, at han kom til at påvirke krigskosten.

Et lille skub i den rigtige retning

Hindhede havde allerede fra begyndelsen slået fast, at hans kostråd ikke bare var sundere: De var også billigere. I juli 1915 udsendte han en ’Dyrtids-Kogebog’ med anbefalinger til at komme sikkert gennem krisen ved at leve mere plantebaseret.

Fra da af begyndte en periode, hvor frivillighed kombineret med lovindgreb på kostområdet var med til at skubbe danskerne i en retning, som få år før primært havde været kendt fra datidens radikale vegetariske miljøer.

Men nu skete det med hele den danske befolkning som målgruppe og blev stærkt bakket op af de offentlige myndigheder, som støttede Hindhedes oplysningsprojekt.

Over de næste to år udkom Hindhedes kogebog i alt i 16 oplag, og selvom den også indeholdt enkelte ’Billige blandede Kødretter’ lå hovedfokus på at få danskerne til at spise grønt.

Det er en form for indirekte styring, som vi kan kalde gulerod frem for pisk.

En tilgang, som vi også har set i vores aktuelle krise.

I efteråret 2022 iværksatte den danske stat en række initiativer, som gennem information og incitamentsstrukturer skal få folk til at tage valg, som både gavner den enkelte og også er god adfærd på samfundsmæssigt plan.

Eksempelvis Energistyrelsens populære hjemmeside, som giver forbrugerne elpriser for de kommende timer, så de kan se pointen i at spare på deres eget forbrug og samtidig tære mindre på de fælles ressourcer.

Et stort skub i den rigtige retning

Som 1. verdenskrig udviklede sig, skulle det vise sig, at tilgangen baseret på ’guleroden’ ikke var tilstrækkelig. Den tyske ubådskrig stoppede eksempelvis stort set al eksport til Storbritannien.

Derfor blev en egentlig rationeringskommission nedsat i 1917 med Hindhede som et af de otte medlemmer. Den skulle repræsentere bredden i interesser og viden og bestod af fire forskere og fire repræsentanter fra landbruget.

Sammen skulle de udarbejde retningslinjer, der skulle sikre, at den danske befolkning kom godt igennem krisen, uden at det skabte mangelsygdomme eller social nød og uro.

Kommissionen endte med at anbefale en meget høj grad plantebaseret kost i tråd med Hindhedes tidligere tanker.

Der skulle spises mere grovbrød, kartofler, gryn og skummetmælk og mindre kød, æg og sødmælk.

Kommissionens retningslinjer blev gjort til grundlaget for udstedelsen af rationeringskort, som bestemte, hvor stor en andel af forskellige fødevarer, der kunne købes.

Dermed var Hindhedes vurdering af proteinbehovet, som få år før havde været kontroversiel, blevet den standard, som danskerne levede på.

Dyrene blev slagtet i hobetal

For at opnå det resultat gennemførte staten et opkøb af landbrugsprodukter, så forsyningen kunne holdes uden for markedet og dermed prisudsving.

Mere radikalt skete der en reduktion af husdyrholdet, som der ikke skulle fødes på. Hele 83 procent af de danske svin og 33 procent af kvæget skulle slagtes i løbet af få måneder.

I kombination med danskernes mere plantebaserede kost var målet en mere effektiv udnyttelse af landbrugsjorden, fordi man groft sagt kunne spise planterne direkte. Men det var en radikal beslutning for et land, som i årtier havde lagt økonomien an på husdyrproduktion.

Men det var ikke kun dyrene, som kunne gøre indhug i værdifuld menneskeføde. Allerede tidligt blev en lov mod brugen af dansk korn og roer til spiritusforbrug indført.

Også fremstilling af gær til sprit blev forbudt bortset fra teknisk produktion, hvilket skar 2/3 af spritfremstillingen. Og i december 1917 kom en afgiftsændring, der gjorde brændevin 10 gange dyrere end før krigen.

Brugen af ’pisken’ havde en kæmpe effekt. I 1916 drak en dansker over 14 år i gennemsnit 9,6 liter ren alkohol om året, i 1918 var tallet kun 2,2 liter.

Hjalp danskerne gennem krigen

Den danske befolkning klarede sig igennem krigen og årene lige efter – faktisk gik folkesundheden op. Statistikken over dødelighed for den danske befolkning viste nemlig et markant fald.

For den mandlige befolkning mellem 25 og 65 var dødeligheden i perioden oktober 1917 til september 1918 17 procent lavere end den umiddelbare førkrigsperiode (1913-1914).

Det vil sige et fald fra 12,5 til 10,4 promille, hvilket gav Danmark Europas laveste dødelighed.

Hindhede mente, at det skyldtes kombinationen af plantekost og alkoholrestriktioner.

Senere stillede lægen Johanne Christiansen spørgsmålstegn ved plantekostens effekt, uden at det dog lykkedes hende at levere afgørende modbeviser.

Selvom der altså kan rejses tvivl om konsekvenserne på sundhedsområdet, er selve omstillingen bemærkelsesværdig. Den danske befolkning kom i høj grad til at leve plantebaseret.

Før krigen havde kødforbruget været i gennemsnit omkring 200 gram per dag. Som konsekvens af rationeringen lå forbruget af kød for en dansker på max 120 gram per uge i 1918 – det svarer til noget under det daglige forbrug i dag.

Det var naturligvis endnu lavere for dem, der frivilligt bakkede op om den vegetariske kost, og det var der flere og flere der gjorde. Dansk vegetarisk Forening fik eksempelvis tredoblet sit medlemstal under krigen.

Hvad kan vi lære af historien?

Den første lære af tiltagene under 1. verdenskrig er, at de virkede. Meget storstilede tiltag førte faktisk til adfærdsændring, efter de målsætninger man havde sat. Det siger noget om betydningen af politisk mod og handlekraft til at iværksætte radikale initiativer.

Det var blandt andet tilliden til grundforskningens fortrop, som i dette tilfælde betød, at idéer, der få år tidligere havde været anset for ren utopi, blev alment udbredt.

At det lod sig gøre skyldes et effektivt samspil mellem politikere, forskere og erhvervets aktører.

Sidstnævnte var imidlertid repræsenteret ved stordriftsbesiddere og ikke almindelige landmænd. Og netop dette viser effektiviteten ved brugen af ’pisk’ og regulering ovenfra i denne type omstillinger.

Men det viser også svagheden: Reduktionen af husdyrholdet var nemlig ikke udelt populær, og derfor var incitamentet til en generel omstilling af landbruget næppe til stede. Noget lignende gjaldt de enkelte forbrugere.

Normaliteten truer omstillingen

Manglende folkeligt engagement betyder, at omstillingen er sårbar i den situation, hvor normaliteten vender tilbage eller entusiasmen af andre grunde falder.

Den sidste tid er der for eksempel kommet indikationer af forbrugernes reaktion på lignende initiativer under de sidste års store krise.

Hvor forbruget af energi fortsat er meget lavt, selvom elpriserne er stort set på niveau med året før, er vi tilsyneladende holdt op med at bruge håndsprit – stik imod forventningerne hos Hope-projektet, der har overvåget danskernes adfærd under corona-pandemien.

Hvordan og i hvilket omfang almindelige danskere igen vendte tilbage til kødgryderne, da krisen kom på afstand, er svært at sige for befolkningen som helhed. Men i løbet af de følgende årtier steg kødforbruget som helhed i takt med den generelle velstandsstigning.

Det betyder imidlertid ikke, at denne type krisehåndtering ikke kan have langsigtede konsekvenser for befolkningens adfærd.

Da Hindhede gik på pension blev hans arbejde i 1935 videreført af Statens Husholdningsråd, som var verdens første statslige forbrugerinstitution. Det er rimeligt, at antage, at succesen fra 1. verdenskrig var med til at bane vejen.

Krisen har således formentlig været med til at lægge grunden til den almene bevidsthed, vi i dag har om ernæring.

Hvad angår den aktuelle krigssituation, kan man jo kun håbe på, at en retfærdig fred for Ukraine så hurtigt som muligt fjerner den del af ’her og nu’ behovet for adfærdsændring.

Men i forhold til den omstilling, som klimaudfordringerne kræver, viser erfaringerne fra 1. verdenskrig og Mikkel Hindhede både nødvendigheden af at skabe folkelig opbakning, men også at en storstilet omstilling af samfundet er mulig.