Gentagelser er en del af livets orden. Vi står op om morgenen, går i seng om aftenen, bygger vores dage og uger og år op i gentagelser af ritualer (jul, påske, sommerferie, efterårsferie) og praksis (morgenmad, aftensmad, arbejde, fritid, weekend). Gentagelser skaber orden (eller en forståelse heraf).
Gentagelser synes også at gøre sig gældende i den måde, som vi anskuer kategorier af mennesker på, eller bliver beskrevet i vores omverden. Flygtninge 'strømmer' – det har de gjort på tværs af tidsperioder, og lige meget hvor de kom fra, over de sidste hundreder år.
På samme måde må man som islamolog og indvandrerforsker bemærke, at der er gentagelser i den måde, hvorpå muslimer i Danmark beskrives på, - hvilket i sidste ende har betydning for deres deltagelse i det danske samfund.
Forskningen har understreget betydningen af gentagelse
Jeg skrev en række blogindlæg omkring det på Videnskab.dk tilbage i 2012 – men ser man på, hvordan kategorien muslim anvendes i dag, og hvilke konsekvenser det har i form af etnificisering af religion (at den gøres til primært, samlende kendetegn for en gruppe mennesker), og reificering (her med henvisning til Baumann 1996), forstået således, at de dele af ens identitet, som i omverdenen fx har politisk bevidsthed også er dem, som man kommer til at fremhæve i det offentlige rum – simpelthen fordi de har identitetspolitisk slagkraft, synes der ikke at være sket meget siden dengang.
Forskningen har længe understreget betydningen af gentagelsen, ikke mindst i den offentlige debat, men selvklart også i betydningen for praksis, værdier - og ikke mindst grænsedragning mellem grupper af borgere i Danmark.
Link til de tidligere blogindlæg er her:
Derudover har jeg skrevet om etnificering af islam i Vesten her. (Et tema, som jeg også tager op i min bog om Nørrebros indvandringshistorie, som du kan finde her).
Det er værd at gennemtænke hvorfor religion er blevet en identifikationsmarkør
Afslutningsvis er det atter, ikke mindst ud fra en religionsfaglig betragtning, værd at gennemtænke, hvordan og hvorfor – og med hvilke konsekvenser – at religion er kommet til at indtage så central en rolle som markør for identifikation og grænsedragning i nutidens Danmark.
Ikke, at religion ikke er interessant. Men skygger det fortsatte fokus ikke for en mangfoldige af bevæggrunde, rationaler, fællesskaber og praksisser - af faktisk levede liv - som det måske kunne være mere værd at fokusere på?
