At være muslim - når man egentligt også vil noget andet
Denne del af min blogføljeton handler om danske muslimers politiske deltagelse efter 9. september 2001. Egentligt er det påfaldende, hvor lidt forskning, der er på området - hvis man ser bort fra de værker, som er skrevet om ekstremistiske muslimske bevægelser i Danmark.
På baggrund af mit arbejde som islam og migrationsforsker - hvor jeg også inddrager data fra den offentlige debat om emnet - er en tendens dog bemærkelsesværdig tydelig: Det religiøse bliver noget af det, som fx folketingskandidater med muslimsk baggrund igen og igen må forholde sig til.
Den religiøse identitet overtog alt andet
Dette formuleres ganske rammende af den socialdemokratiske folketingsmedlem Yildiz Akdogan i et blogindlæg på Jyllandspostens hjemmeside, under overskriften 'Årtiet, som gjorde mig til muslim'.
»Lad mig starte med 11.september. Begivenheden førte til, at jeg ikke længere bare blev betegnet som Yildiz, kvinde, nydansker, dansk med tyrkisk-kurdisk baggrund eller den mindre pæne version 2. G'er, udlænding. Nej pludselig var jeg og dem, der lignede mig, blevet reduceret til kun 'muslim'!
Min religiøse identitet overtog al andet og dominerede mit køn, etniske baggrund og næsten også min politiske baggrund. Jeg skriver næsten, fordi det heldigvis ikke var alle, der mente, at blot fordi man havde en muslimsk baggrund, så kunne man ikke være demokratisk indstillet.
Hvad gør man så, når man nu ufrivilligt bliver reduceret til ens religiøse identitet og samtidig bliver anset som den største trussel? Det var en ubehagelig oplevelse, og selv om jeg hårdnakket holder fast i at definere mig først og fremmest ud fra mit navn, køn eller hverv, så har dette årti ikke været let, hverken for mig eller andre der befandt sig i samme båd som mig.«
Strukturelle, demokratiske uligheder skabes på baggrund af regler
Hermed ikke sagt, at årtiet efter 11. september 2001 har gjort det af med indvandrerpolitikere eller politikere med muslimsk baggrund. Men netop ovenfornævnte eksempel (og mange andre) gør det relevant at spørge, hvilke strukturelle og diskursive barrierer, som gør sig gældende for indvandreres og muslimers demokratisk, parlamentariske deltagelse i et post-9/11 perspektiv.
I 2004 betegnede politologen Lise Togeby, på baggrund af analyse af data om indvandreres demokratiske deltagelse i slut-90erne, at denne gruppe fremadrettet ville udgøre »demokratisk udfordring for det danske samfund« (Togeby 2004).
Dt er bla. tankevækkende, at Togeby viser, at de strukturelle, demokratiske uligheder der skabes på baggrund af regler og lovgivning, har betydning for indvandreres demokratiske deltagelse.
Sådanne strukturer eksisterer fortsat, men efter 11. september 2001 er der lige langt nogle elementer til, nemlig forventning om religion som identitetsmæssig og politisk afgørende, også når - som bl.a. påpeget af Yildiz Akdogan i hendes blog - den ikke er det.
Fra etniske minoritetsforeninger til religiøse foreninger
Personer med muslimsk baggrund har bestemt ikke forholdt sig politisk apatiske i en dansk kontekst efter 9/11. Hvor og hvordan man udfører sine politiske aktiviteter har 'bare' basalt fået en religiøs drejning.
Her er det ikke mindst værd at se på det organisatoriske landskab: For 10 år tilbage fandtes der en række sekulære indvandrer-paraplyorganisationer, som havde national gennemslagskraft, også i medierne, som bl.a. var med ved Nyrups dialogmøde, herunder INDSAM og POEM. INDSAM gik konkurs i 2003, POEM ophørte med at eksistere i 2004.
Måske var disse foreninger nok kendetegnet ved et vist økonomisk rod (eller blev anklaget for det), men det bemærkelsesværdige er, at deres arbejde og nationale rolle ikke blev overtaget af andre, sekulære organisationer, men af religiøse foreninger og institutioner.
De religiøse foreninger tager teten indenfor integrationsfeltet
En fremtrædende forening blandt disse er Muslimernes Fællesråd, som blev etableret 2006, og i dag beskriver sig selv som talsmand for 13 mindre foreninger, med i alt 35.000 medlemmer. MFR beskriver medlemsforeningerne som havende et »bredt og inkluderende syn på islam og det at være muslim.«
Ellers er MFRs målsætning i stor udstrækning centreret om traditionelle integrationsemner, eller, som det hedder på hjemmesiden:
»En stor del af MFRs arbejde handler om at integrere etniske minoriteter i det danske samfund ved på den ene side at være opmærksom på deres styrker, svagheder, bidrag, behov og problemer og på den anden side være opmærksom på den samfundsmæssige interesse i en vellykket integrationsproces.«
Sådanne formuleringer er der ikke noget nyt i. Hvad der er nyt er, at det er religiøse foreninger, som tager teten i det udadvendte, nationale arbejde indenfor integrationsfeltet blandt indvandrere selv (for religiøse foreninger var absolut også en del af billedet før 2001).
Men på den anden side kan det nok heler ikke undre, når tager den bevågenhed - og dermed øget gennemslagskraft - som religion har fået i indvandringsdebatten i løbet af det sidste tiår.
