Allerede før 9/11 var der- nok ikke særligt overraskende - fokus på islam og muslimer som fremmede, og politisk og samfundsmæssige problematiske. Udviklingen kan ses som et sammensurium af udenrigspolitiske elementer og en national politisk dagsorden og politiske strategier.
I 2001, både via Mona Sheikh sagen (se første afsnit i denne serie) og i efterdønningerne fra 9/11, blev religionens rolle som definerende og koblet til emnerne migration og integration yderligere tydelig.
Markante begivenheder omkring 9/11 er af betydning for de linjer, som den politiske debat senere fulgte, var ikke mindst Poul Nyrup Rasmussens såkaldte dialogmøde et par uger efter terrorangrebene.
Initiativet til mødet kom oprindeligt fra en række muslimske organisationer og aktører; et initiativ, som statsministeren i første omgang sagde ja til, for derefter at afvise.
Nyrup ville snakke religion med de ikke-religiøse
Overfor pressen meddelte Nyrup, at han ikke ønskede at deltage i et møde med organisationer og personer, som han anså for fundamentalistiske (herunder organisationerne Mihaj ul-Quran og Milli Görüs og imamerne Faith Alev og Abdul Wahid Pedersen).
Efterfølgende indkaldte statsministeren til sit eget møde med et antal indvandrerorganisationer, herunder den daværende organisation POEM (Paraplyorganisationen for etniske mindretal).
Bemærkelsesværdigt for mødet var, at Nyrup afkrævede deltagerne en troskabsed, hvori han udtrykte forventning om, at de »tillod deres kvinder at gifte sig med dem de ville, respekterede demokratiets idealer og ikke satte Koranen højere end Grundloven.«
Processen omkring dialogmødet understreger i sig selv, hvorledes spørgsmål om integration og indvandreres stilling i det danske samfund hurtigt blev fastlåst i et religiøst paradigme. Nyrup ville ikke snakke med de religiøse, men han ville snakke religion med de ikke-religiøse, og dette ud fra en forventning om, at Koranen var betydningsfuld for dem alle.
Hizb ut-Tahrir tager teten
Omverdenens fokus på det religiøse element som politisk og provokerende er i det seneste tiår blevet udnyttet af i hvert fald en muslimsk organisation i Danmark, nemlig Hizb ut-Tahrir.
D. 24. oktober 2011 (altså knapt 1½ måned efter terrorangrebene) afholdt bevægelsen stormøde i Nørrebrohallen på foranledning af den nystartede krig mod terror, særligt Danmarks involvering i krigen i Afghanistan.
Fronterne blev trukket skarpt op. På den ene side fremførte en Hizb ut-Tahrirs talsmand, at »islam har gjort muslimerne til en politisk og ideologisk enhed over hele verden. Derfor er en krigserklæring mod muslimer i Afghanistan en krigserklæring mod alle muslimer på tværs af tid, sted og race.« (link findes her).
På den anden side talte politikere som Anders Fogh Rasmussen og Karen Jespersen dunder mod bevægelsen. Førstnævnte opfordrede organisations medlemmer, på baggrund af deres agitation for at »rense sindet for den vestlige kultur,« til at rejse »ud af Danmark omgående« (Fyens Stifttidende/Ritzau 25.10.01).
Såvel Nyrup og Hizb ut-Tahrirs møde og debatten understreger religionen indtog – både islam men også i stigende grad kristendommen som definerende for danskhed – som centrale parametre i en dansk politisk virkelighed. Og denne politicering af det religiøse, og religions-fiksering af visse gruppers politiske rolle, gælder den dag i dag.
Muslimshed som etnisk kategori
Muslimer i en post-9/11 æra tager, både nationalt men også internationalt, rollen som en etnisk kategori.
Etnificeringen af den muslimske identitet er både produkt af og skaber og indkredser i sig selv banen for politisk aktion. Der er ingen tvivl om, at blandt en del aktive, bekendende muslimer har tendensen til etnificering været der længe, også før 9/11.
At præsentere sig som muslim på baggrund af studier af centrale religiøse skrifter og tolkninger af kendte muslimske lærde, at tale om islam som en universel favnende identitet, og at nedtone det nationale udgangspunkt som uvæsentligt i forhold til det nationale, er udtalte træk ved denne etnificering.
Men fokusset på det religiøse som værende et centralt, definerende element i en bredere gruppe individers identitet har medført en indsnævring af de selvsamme individers parliamentariske råderum, som må siges at være problematisk.
Hvilken betydning dette har haft for bl.a. danske politikere med indvandrerbaggrund, er noget, som jeg vender tilbage til i det tredje afsnit af denne blog-serie.
