Her følger sidste afsnit i føljetonen om religionens – særligt islams – rolle efter 2001. En ting, som for mig som forsker er tydeligt er, hvorledes islam markant bruges til at udtrykke identitetspolitiske - og politiske som sådan – budskaber i urbane rum, ofte med national bevågenhed og som kerne i nationale debatter.
Eksempler på dette var fx fredagbønnen på Rådhuspladsen i april 2003 (billede), arrangeret af et antal muslimske foreninger i anledning af krigen i Irak.
Lederen af bønnen, Fatih Alev, understregede under bønnen, hvad formålet med begivenheden var: at muslimer i Danmark kunne forenes på tværs af etniske skel, at de var vidende om deres grundlovssikrede rettigheder, og at de som troende mennesker måtte reagere på krig og vold i verden via bøn.
I andre tilfælde er brugen af urbane rum konfliksøgende, som da Hizb ut-Tahrir demonstrerede imod genudgivelsen af Jyllandspostens Muhammed-tegninger i foråret 2008. Endeligt er der rituelle demonstrationer, som den shiitiske markering af Ashura, hvor en procession hvert år går igennem Nørrebro ad Nørrebrogade.
Selvom Ashura processionen genskaber en religiøs begivenhed og et ritual, som kendes på tværs af shiitiske grupperinger globalt, er måden, som dette gøres på i en dansk/københavnsk kontekst bemærkelsesværdig. Deltagere bærer både skilte og bannere på arabisk og på dansk, hvoraf mange af de danske tydeligt videregiver budskaber om islam som en forsonlig og 'fredens' religion.
En positiv markering i forhold til den ikke-muslimske omverden er altså en del af den rituelle handling. Endelig er en bemærkelsesværdig måde, hvorpå islam markeres som centralt samlingspunkt for visse sociale grupper, hvorledes religionen bruges som udgangspunkt for fx kommunale fejringer af kulturel diversitet, herunder Eid-fejringer, som vi fx så det på Københavns Rådhusplads i 2009.
Svinegylle på Rådhuspladsen
At sådanne fejringer, processioner og demonstrationer anses for både politisk betonede, og endog provokerende, understreges også af, hvordan de modtages. For eksempel havde ukendte gerningsmænd spredt grisegylle ud over Rådhuspladsen tidligt om morgenen den dag, da fredagsbønnen skulle afholdes.
Deltagerne i Hizb ut-Tahrir demonstrationen blev i en ledende artikel i Ekstrabladet kaldt for 'bindegale indvandrere' og 'fascister', og opfordret til at rejse på enkeltbillet tilbage til 'Arabien' (EB 20.02.08).
At folk af muslimsk tro i det hele taget er nogle, som man kan skubbe ud af landet, hvis de holdningsmæssigt ikke passer ind, understreger i øvrigt en ganske fastlåst ide om, at de ikke rigtigt hører til, og stedsligt kan ekskluderes. At muslimer også kan være flergenerationsdanskere nævnes meget sjældent, når debatten bliver rigtigt kogende.
Religion og religiøs identitet er blevet styrende
Religion er kommet på dagsordenen som en politisk faktor i Vesten, i Danmark, igennem det sidste årti. 'Muslimskhed' er som – ofte truende og ikke-tilpasset 'andethed' - blevet til en markant samfundsmæssig og gruppedefinerende faktor, og har overtaget et spillerum og en position, som tidligere var indtaget af etniske minoritetsforeninger.
At islam og muslimskhed i den grad, som det er tilfældet nu, har taget en politisk, aktivistisk og samfundsmæssig rolle er både virkeligheden, men understreger også en skævvridning, som det er værd at være opmærksom på.
Religion og religiøs identitet i den grad er blevet styrende og et implicit element af bestemte etniske minoritetsgruppers deltagelse i lokal og national politik, bl.a. – og bemærkelsesværdigt - fordi forventningen om det religiøse, er en måde, hvorpå disse grupper mødes på.
Selvom jeg har snakket med rigtigt mange, for hvem dette ikke er et problem, og noget, som det klart kan stå inde for, er det problematisk ift. inkluderingen af dem, der først og fremmest definerer deres politiske og samfundsmæssige engagement ud fra helt andre parametre – køn, etnicitet eller arbejdsidentitet som fx Yildiz Akdogan.
Muslimer spiser ikke små børn til morgenmad
Hertil kommer, at samtidigt med, at muslimskhed politisk og samfundsmæssigt positioneres som andethed, så positioneres det også som modstand og som fare. Hermed afgrænses, påvirkes, og fastholdes de parlamentariske og strukturelle muligheder yderligere.
Her kan jeg ikke lade være med at afslutte med et citat fra et interview, som jeg udførte lige efter 911 med en muslimsk aktivist i Københavnsområdet:
»Jeg ved, hvor vi vil hen, hvor jeg vil hen, hvor mine ligesindede vil hen. Vi vil derhen, hvor islam bliver normaliseret, hvor vi ikke er monstrøse, fordi vi er muslimer, men hvor man begynder at se på os som mennesker, hvor man ikke stereotypificerer os, hver gang vi træder ind ad en dør. Jeg er træt af, hver gang jeg træder ind ad en dør, at jeg skal modbevise, at jeg spiser små børn til morgenmad… Vi vil gerne have folk til at se, at … islam [er] kommet til Danmark for at blive. Der er ikke noget, man kan gøre ved det, og derfor må man hellere begynde at forholde sig realistisk til det i stedet for at forholde sig til det i overskrifter og i superlativer… Jeg ved ikke, hvor vi er på vej hen, så jeg håber sandelig da, vi er på vej mod en større forståelse, men jeg er ikke rigtig sikker på, jeg er så optimistisk.«
Når man læser den slags ting i retrospektiv, er det svært andet end at dele pessimismen. Ideen om muslimsk identitet som noget primært determinerende, og dette ofte på en yderst negativ vis, er der ikke blevet rykket meget ved i løbet af de sidste 10 år
