En lille, langstrakt struktur, som bærer på alle vores genetiske oplysninger.
Sådan defineres et kromosom, og Y’et er det, der kaldes det mandlige kønskromosom.
Y’et består af lange strukturer, der gentager sig, og derfor har det været vanskeligt at kortlægge - indtil nu.
Det skriver mediet NewScientist.
De fleste mennesker har 22 kromosompar og to kønskromosomer. Enten har man to XX’er eller et XY’par. Y-kromosomet kan for det meste udvikle fostret til et hankøn.
Kromosomer er stykker af DNA-kæde med gener på. Til sammen udgør de vores egen cirka 3 milliarder lange genetiske kode, kaldet genomet.
Men Y’et er et af de mindste kromosomer og har de færreste genkoder. Derfor er Y’et tilbøjelig til at generere DNA-sekvenser, der gentager sig.
Hidtil har man kortlagt DNA ved at dele det i mindre stykker, aflæse den genetiske kode og samle det igen for at se, hvor der er overlap.
Men den metode virker ikke, der hvor DNA gentager sig, fordi mange stykker er identiske.
I 2021 lykkedes det et forskerhold fra University of California at komme kortlægningen af kønskromosomet nærmere.
De brugte en teknik kaldet nanoporesekventering udviklet af virksomheden Oxford Nanopore til at kortlægge X'et.
Her aflæses koden fra hver enkelt DNA-streng, mens det passerer gennem et lillebitte hul kaldet en nanopore. Og nu har holdet altså også kortlagt Y’et, men det var ikke let:
»Det er en stor udfordring, at Y-kromosomet er fyldt med indviklede strukturer, og der er store områder, hvor de samme dele gentager sig,« siger Sergey Nurk til NewScientist. Han var en del af studiet, inden han blev ansat hos Oxford Nanopore.
Forskerholdet har undersøgt Y-kromosomet hos 43 mænd med forskelligt genetisk ophav, kun tre havde Y uden gentagne sekvenser. De fandt at et bestemt gen kaldet TSPY ofte gentog sig, men antallet af gentagelser varierede ved hvert Y.
Med det vides stadig ikke, hvorvidt de gentagne DNA-sekvenser i Y’et har en funktion.
De fleste biologer har ikke den store interesse i at undersøge det, siger David Page, professor i biologi ved Massachusetts Institute of Technology, hvor han forsker i Y’et.
Han roser det nye studie, som er publiceret i tidsskriftet Nature, og siger, at det »repræsenterer et stort spring i vores forståelse af kromosomer.«
les
