Kan skanninger af hjernen vise, at et barn har diagnosen ADHD?
Det indikerer et nyt studie, udgivet i tidsskriftet Molecular Psychiatry.
Studiet viser, at børn med ADHD havde mindre hjernevolumen i blandt andet frontallappen og pandelappen, når man sammenligner med deres jævnaldrende uden ADHD.
Det er de områder af hjernen, der er vigtig for opmærksomhed, følelsesregulering, planlægning og problemløsning, og som netop påvirkes af ADHD.
Resultaterne kan potentielt fremme tidlig diagnostik og mere præcise og individuelle behandlinger, mener forskerne bag studiet.
En overbevisende metode
I studiet foretog forskere MR-skanninger hos 116 børn med ADHD og 178 børn uden ADHD. Ved hjælp af metoden ‘traveling subject’ (TS) skannede man de samme individer på forskellige MR-skannere.
Derved kunne forskerne undgå målingsbias og usikkerheder, der ellers kan optræde på billeder fra MR-skanningerne. Det kan derfor adgang til et klarere billede af hjernen, så man bedre kan se de biologiske forskelle, skriver forskerne.
Metoden virker overbevisende sammenlignet med andre studier om hjerneskanninger, mener Jesper Andreasen, der er lektor ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet, som forsker i ADHD.
»Det giver yderligere styrke til evidensen om, at personer med ADHD har mindre hjerner end personer uden ADHD, særligt i nogle af de hjerneområder, som er vigtige for følelsesregulering og opmærksomhedsfunktion.«
Tidligere studier har brugt MR-skanninger til at forstå ADHD hos børn, men hvor resultaterne var for tvetydige til at kunne sige, at ADHD med sikkerhed kan ses på hjerneskanninger.
Metoden er interessant, fordi den imødekommer den usikkerhed, som tidligere studier har været forbundet med, siger overlæge og professor Per Hove Thomsen, der forsker i ADHD hos særligt børn og unge ved Aarhus Universitet.
»Studiet bekræfter, at der er nogle områder i hjernen, som vi med god overbevisning kan sige, er involveret med ADHD,« siger han.
Diagnosticering af ADHD
Det er dog tvivlsomt, at man i fremtiden vil kunne diagnosticere ADHD ved hjælp af en hjerneskanning, mener begge forskere.
»Psykiatrien har nærmest i 50 år ledt med lys og lygte efter biomarkører, som kan bruges diagnostisk. Men det har ikke været muligt,« forklarer Jesper Andreasen.
Det skyldes blandt andet, at der ofte er et stort overlap mellem forskellige psykiske lidelser. For eksempel ses symptomer på ADHD i nogen grad også ved angst, depression, skizofreni og autisme.
»Vi skal nok se langt efter, at den nye metode bliver et værktøj til at stille diagnoser. Men man skal selvfølgelig aldrig sige aldrig,« mener Jesper Andreasen.
Derfor kan man fortsat hverken bruge en blodprøve eller skanning til at diagnosticere ADHD.
»Man kan ikke sige, at vi har dette fund på din skanning, så har du ADHD,« siger Per Hove Thomsen.
»For man kan godt være neurotypisk og stadig have nogle af de fund. Omvendt kan man også have ADHD og ikke have disse fund.«
Jo værre ADHD, jo mere kan det ses
Til gengæld kan studiet rykke ved en udlægning indenfor faget, der har rumsteret længe, mener Jesper Andreasen.
Der har før eksisteret tvivl om, hvorvidt ADHD overhovedet eksisterer. Argumentet har været manglen på biologiske beviser.
Det samme kan man sige om alle psykiatriske diagnoser, da der ikke findes nogen entydige biologiske markører, der kan bruges til at stille en diagnose, siger han.
»Nu har man lidt bedre bevis for at sige, der også er biologisk forskel. Man har også vist, at ADHD er enormt arveligt, så der er et stærkt genetisk komponent.«
Per Hove Thomsen er enig i, at det bekræfter, at ADHD har en biologisk baggrund. Samtidig hæfter han sig også ved et af studiets begrænsninger, da det ikke beskrives, om børnene har moderat eller svær ADHD, mener Per Hove Thomsen.
»Det er ret vigtigt, om de fund i hjernen er passer sammen med sværhedsgraden af ADHD. For det kan spille en stor rolle i forståelsen af, om jo sværere ADHD man har, jo mere kan man se det i hjernen.«
Når hjernen modnes
Opmærksomhed, fokus og impulsstyring er nogle af de processer, som først bliver modnet, når man når i 20-årsalderen.
Når man undersøger børn med ADHD, er der på gruppeniveau tilsyneladende en forsinkelse på tre til fem år i de involverede hjerneområders modningsproces, forklarer Per Hove Thomsen.
»Vi ser klinisk, at børnene modnes gennem opvæksten - og også hjælpes af behandling. Nogle vil fortsat have symptomer og være belastet af dem i deres 20’ere, mens andre vil have enten ingen eller kun lettere grader af symptomer, som ikke forhindrer dem i at leve et normalt liv.«
Hvis man har ADHD og ikke får trænet de funktioner i barndommen, som kan være vigtige i fremtiden, kan det have konsekvenser, forklarer Jesper Andreasen.
Det kan være funktioner som at holde fokus i længere tid eller være nærværende i en samtale med andre i mere end 20 sekunder.
»Hvis man venter og ikke får ADHD'en behandlet i barndom og ungdom, så vil hjernen jo ikke i samme omfang være i stand til at kunne de ting, som ens jævnaldrende kan,« siger Jesper Andreasen.
»Så får man ikke udviklet hjernen til at kunne de ting, man gerne vil kunne som voksen.«
