Det var dog det stiveste!
Her troede man, at lægevidenskaben nøje havde udviklet den optimale pille til mænd, der har problemer med rejsningen. Og så viser det sig, at Viagra faktisk kan få baghjul af en ældgammel kinesisk naturmedicin i form af urten Yin Yang Huo.
Planten har ikke noget dansk navn, men på engelsk hedder den 'Horny Goat Weed', hvilket direkte oversat betyder noget i retning af 'liderlig ged-urt'.
Kan blive bedre end Viagra
Indholdet af Horny Goat Weed er netop blevet analyseret på molekyleniveau af et hold forskere fra Milano og Bologna i Italien. Det viser sig, at den indeholder stoffet icariin med en effekt på potensen, der ikke er nær så stærk som Viagra.
Til gengæld har forskerne kemisk ændret på sammensætningen af icariin og på den måde fundet frem til seks nye stoffer, som er blevet testet på celler i petriskåle (og ikke under sex).
Forsøgene viser, at stof nummer 5 hjælper så meget på blodtilstrømningen til penis - ved at påvirke enzymet phosphodiesterase-5 - at forskerne nu håber at bane vej for et nyt lægemiddel, der måske kan blive endnu bedre end Viagra.
Ukendte bivirkninger
Resultaterne bliver offentliggjort senere på måneden i det videnskabelige tidsskrift Journal of Natural Products, men er allerede nu tilgængelige på nettet.
\ Fakta
BIVIRKNINGER
Viagra kan give hovedpine, rødmen, maveproblemer og synsforstyrrelser.
De kendte (mulige) bivirkninger af Horny Goat Weed er indtil videre hjerterytmeforstyrrelser og søvnløshed.
Videnskab.dk har bedt overlæge Birgitte Brock fra Klinisk farmakologisk enhed på Bispebjerg Hospital læse artiklen igennem. Hun er umiddelbart imponeret over den stærke effekt, men anbefaler, at man tænker sig om, før man kaster sig frådende over Horny Goat Weed.
»For det første har den en naturlig effekt på grund af icariin, men der findes ikke særligt meget i en plante, og det er i sig selv ikke særligt effektivt. For det andet er det sådan med al medicin, at hvis det har en virkning, har det også en bivirkning. Det gælder også for naturlige stoffer. Og før man kender dem i detaljer, vil jeg under ingen omstændigheder opfordre folk til at tage naturmedicin,« siger Birgitte Brock.
Kan ende som lægemiddel
Overlæge Birgitte Brock tilføjer dog:
»Når det er sagt, så skal vi huske på, at mange moderne lægemidler er naturlige lægemidler, som er raffineret - morfin fra opiumvalmuer er et eksempel. Så der er ingen tvivl om, at munke fra middelalderen og måske også kinesere fra meget gammel tid kunne noget særligt med planter.«
»Hvis det viser sig, at det modificerede icariin virker kraftigere og har færre bivirkninger end Viagra, så kunne man godt forestille sig, at man kunne forsøge at udvikle det til et lægemiddel,« mener Birgitte Brock.
Forskerne kiggede også på tre andre planters evne til at påvirke mænds rejsning og hjælpe mod ED - erektil dysfunktion, også kaldet impotens. Undersøgelsen viste, at naturmedicin med de latinske navne Tribulus terrestris, Ferula hermonis og Cinnamomum cassia ikke har nogen gavnlig effekt.
Horny Goat Weed findes allerede i handlen som potensmiddel, nogle steder under det latinske navn Epimedium brevicornum.
\ Kilder
- Artiklen 'Potent Inhibition of Human Phosphodiesterase-5 by Icariin Derivatives', J. Nat. Prod., 2008, 71 (9), pp 1513–1517. DOI: 10.1021/np800049y (Journal of Natural Products under American Chemical Society)
- Horny Goat Weed Could Be Better Than Viagra (New Scientist)
- Natural Viagra? »Horny Goat Weed« Shows Promise In Lab Studies (Medical News Today)
- Horny Goat Weed: More Than Just a Name (Discovery Health)
































