Kan spil forbedre din hjerne?
Hvis bare du træner din hjerne med særlige spil bliver den en større og stærkere. Det er i al fald påstanden fra en række selvhjælpsfolk. Men holder det? Kan spil designes til at gøre os klogere og holde hjernen sund?
aeldre_demens_alzheimers_computerspil_kan_spil_forbedre_din_hjerne

Problemet set fra et hjerneforskningsperspektiv er bare, at de fleste hjernetræningsspil næppe ændrer hjernen mere end enhver anden aktivitet. Der er ikke noget nyt i samtaler, Tetris, talgåder og Scrabble. (Foto: Colourbox)

For få årtier siden troede man ikke at voksne kunne få nye hjerneceller. Man var også rimeligt sikker på, at blodpropper i hjernen ledte til uoprettelige kognitive skader. Med tiden har vi fundet ud af, at voksne (omen meget langsommere end børn og unge) kan (gen)opbygge de små grå, og at vi kan holde demenssymptomer fra døren ved at bruge både kroppen og hjernen aktivt. 

Denne nye forståelse for hjernens plasticitet og netværksorganisering er lige så stille begyndt at blive almindeligt kendt, og dét har skabt lige dele videnskabelige udfordringer, neuromyter og kommerciel optimisme. Især er der opstået en ny 'neuroforbrugerisme': En selvhjælpsbølge baseret på vores hypotetiske mulighed for at påvirke hjernen. Og det er her spil kommer ind i billedet.

Tanken er at hjernen – ligesom en muskel – kan trænes systematisk.

Hjernetræningsspil

Spil som Brain AgeDr. Kawashima-serien og Dr. Richard Restaks gådebog 'The Playful Brain' lover hjernetræning med en masse små øvelser, à la dem man finder i diverse gådehæfter, intelligensprøver og demensdiagnosticering.

Restak har f.eks. udpeget de kognitive fænomener som hukommelse, sprog, osv. der typisk er udsat for forfald med alderen, og gådemesteren Scott Kim (der bl.a. har lavet en del puzzles til computerspil) har så bygget opgaver der passer til.

Teorien er at hjernevriderne styrker bestemte dele af hjernen, ved at tvinge dem i arbejde – ofte på tværs. Det skulle holde hjernen ung.  'Use it or lose it', siger hjerneforskere. Kinect og Wii har nu også gjort det muligt at tage hele kroppen med, hvilket er en spændende ide, fordi vi efterhånden ved at tænkning ikke bare er en mental størrelse inde i hovedet.

En hel ny serie af 'biofeedback'-teknologier gryer også lige nu. Med et par EEG-elektroder på hovedet, kan du f.eks. styre et spil Pong med koncentration alene. Denne slags brain-computer interfaces (BCI) er nok det nærmeste vi kommer på spil, der direkte har noget med hjernen at gøre.

Resten bruger nemlig tænkning som mellemmand, og deres effekter lader sig indtil videre ikke dokumentere videnskabeligt .

Sprogspil* hjælper blodprop-patienter

Hjerneforskeren Friedman Pulvermüller gjorde en illustrativ opdagelse.

Hvis en legemsdel eller del af hjernen har taget skade, så der midlertidigt ikke kommer input fra den, kan læger holde 'efterladte' hjernesystemer aktive ved at få patienterne til at forestille sig bevægelser og handlinger – nærmest ligesom et Dungeons and Dragons-agtigt rollespil, hvor man fortæller hvad éns figur gør.

Processen bruger sproget og mentale simulationer til at erstatte den fysiske handling, som normalt ville skabe input. I mellemtiden kan man genoptrænes, og gradvist styrke indirekte forbindelser i hjernen.

På den måde er 'hjernetræning' en virkelig og vigtig disciplin i behandlingen af hjerneskader. Denne form for 'Constrain Induced Therapy' (CIT)  bruges nu blandt andet til at holde demenssymptomer fra døren i tidlige stadier af bl.a. Alzheimers.

(* Sprogspil er Pulvermüllers eget begreb. Det har vist ikke noget med Wittgenstein at gøre.)

Vokser hjernen ved brug?

Al tankevirksomhed har selvfølgelig sin rod i hjernen, og al læring ændrer hjernen på en eller anden måde. Forandringerne kan være elektriske og kemiske, men kun fysiologiske ændringer (dannelsen af nye neuroner, styrkelse af neuronernes ledeevne med myelinskeder, og neuroner der flytter sig for at møde hinanden) kan med rimelighed sige at være en ændring af hjernen. 

Men vi er stadig langt fra at kunne måle ændringer fra et par skoletimer eller soduko-opgaver.

Set fra et biologisk perspektiv er forandringerne altså forsvindende små, og giver ofte kun effekt på den korte bane. Enkelte studier har dog formået at vise forandringer der kan ses på volumen af bestemte områder efter lang tids domænespecifik - f.eks. matematisk  - træning.

De mest berømte eksempler er nok synligt forstørrede områder forbundet med rumlig hukommelse hos London-taxacahuffører, og toptrænede violinister hvis højre fingerområder i motorstriben (dem der har med venstre hånd at gøre) var meget veludviklede. En stor del af den ekstra volumen kommer dog formentligt ikke fra ekstra celler, men fra ekstra isoleringsmateriale.

Muskelmetaforen halter

Hjernegymnastik og hjernetræning henter forståelse fra vores ide om fysiske workouts, og har med forbilleder i forskning om neural plasticitet fundet vej til det kommercielle marked.

Problemet set fra et hjerneforskningsperspektiv er bare, at de fleste hjernetræningsspil næppe ændrer hjernen mere end enhver anden aktivitet. Der er ikke noget nyt i samtaler, Tetris, talgåder og Scrabble.

Hjernevridere opøver menneskers færdigheder og subjektive oplevelse af succes. Dr. Kawashima giver os strategier og løsningsmodeller indenfor nogle specifikke (ofte meget snævre) slags opgaver. Det har med mønstergenkendelse og mere eller mindre bevidst ekspertise  at gøre, mere end på nogen måde at 'træne hjernemuskler'.

Undtagelsen kan være brain-computer interfaces

Hvor gerne markedet end ville det, er hjerneforskningen slet ikke så langt fremme, at vi med redeligheden i behold kan lave en horoskopagtig SPECT-analyse, der viser din hjernetype som en anden 'spil efter din blodtype'-dille (det findes faktisk!), eller designe spil og aktiviteter der påvirker hjernen direkte.

Måske med undtagelse af de nye brain-computer interfaces - men det vil tiden og kontrollerede kliniske tests vise.

Med andre ord skal man vare sig ude i skoven af hjerne-dit og hjerne-dat. Der er selvfølgelig en lille effekt på hjernen hvis du som almindeligt sundt menneske øver dig meget i bestemte spil, men først og fremmest giver træningen bare en subjektiv bevægelse fra anstrengelse til 'kognitiv lethed'.

Den er god nok - Hold demensen fra døren med hjernevridere

Kulturens dårlige metaforer og platte forbrugsprodukter til side. Det er sundt at bruge hjernen til nye og udfordrende ting.  Især hvis du er oppe i årene. Denne artikels kritiske blik er derfor ingenlunde et argument for at droppe hjernespillene - man skal bare tage deres løfter med et gran salt, og se dem som én blandt mange andre aktiviteter.

Hjernevridere får os til at bruge hovedet på nye måder, giver mod på at gå til intellektuelle udfordringer, der måske virkede uoverskuelige, og holder hjernen i gang i bredeste forstand. Intet af det er så ringe – især hvis man er ældre og gerne vil mindske sin risiko for demenssygdomme.

Spil har den fordel, at de er motiverende og nemme at gå til, og kan være en fin lille adspredelse i toget eller sofaen. Så hvis du har lyst, er de bestemt et besøg værd. 

Men effekten er øjensynligt ikke kolosal, så med sundhedsbriller kunne (og bør!) man lige så godt læse nogle bøger, gå nogle ture fremmede steder, få en ny hobby, og/eller opbygge relationer til nye og spændende mennesker. Sådan holder man helt naturligt hjernen på trædemøllen.

Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.