Kan dette blive fremtidens behandling af slidgigt i knæet?

Forestil dig at vågne om morgenen, svinge benene ud af sengen, og allerede i det øjeblik mærke smerte i knæet. Smerten følger dig gennem hele dagen – hver gang du rejser dig, går op ad trapper eller endda bare står oprejst.

For de cirka 270.000 danskere, der lever med slidgigt i knæet, er dette en barsk realitet. Slidgigt, også kendt som artrose, er en degenerativ sygdom, der langsomt nedbryder leddets brusk og væv.

Halvdelen af alle 70-årige kender til artrose i knæet af bitter erfaring, og sygdommen kan være både smertefuld og stærkt begrænsende i dagligdagen.

Desværre er der ikke nogen kur mod slidgigt endnu, men det forsøger vi at ændre på i min forskningsgruppe på DTU. Hvordan? Ved at finde en måde at forhindre sygdommen i at udvikle sig.

I den forbindelse har vi opfundet en teknologi, der hedder bioMATA, som jeg vil fortælle mere om i denne artikel.

En sygdom uden en kur

De nuværende behandlingsmuligheder for slidgigt er begrænsede og fokuserer mest på at lindre symptomer, snarere end at behandle selve årsagen til sygdommen.

Patienterne får ofte tilbudt smertestillende eller anti-inflammatorisk medicin, og i mere alvorlige tilfælde kan en knæoperation, hvor ledet udskiftes, blive nødvendigt. Men disse løsninger tilbyder kun midlertidig lindring og kommer ikke uden bivirkninger.

Når smertelindring sker uden samtidig beskyttelse af leddets struktur, kan det faktisk fremskynde sygdommens udvikling, da patienterne risikerer at ‘overhøre’ kroppens advarselssignaler.

Derfor arbejder vi på en ny tilgang til behandlingen af slidgigt, hvor vi tager fat i årsagen til at leddet nedbrydes og behandler sygdommen på celleniveau for at bremse den i at udvikle sig.

Vores hypotese er, at vi ved at lukke ned for de gener, som er involveret i inflammation og nedbrydningen af brusk, kan genoprette leddets funktion og dermed forlænge dets levetid.

En kombination af præcision og innovation

Projektet tager udgangspunkt i en ny teknologi til levering af lægemidler, som vi kalder bioMATA. Den har vi udviklet (og opnået patent på) i vores forskningsgruppe på DTU.

BioMATA er et såkaldt ‘biomateriale’, der fungerer både som transportmiddel og en metode til langsom frigivelse af medicin. Når bioMATA står på hylden, er det en klar væske, der kan trækkes op i en tynd nål og injiceres direkte i knæet, ligesom mange af de nuværende lægemidler til smertelindring bliver.

Når bioMATA injiceres i knæet, bliver væsken mere tyktflydende og lægger sig som en klistret masse inde i knæet, hvor den fungerer som et depot for medicinen. De aktive stoffer i medicindepotet frigives langsomt over tid, hvilket giver en mere langvarig og kontrolleret effekt af behandlingen.

Når depotet er tomt, bliver det nedbrudt af kroppen til helt ufarlige sukkerstoffer og olier (se illustrationen nedenfor).

Tidligere har andre forskere forsøgt at behandle slidgigt med piller eller anden form for injektion, men uden succes. Den manglende effekt kan blandt andet skyldes, at man ikke har formået at levere nok medicin til de berørte områder.

Medicinen leveres med præcision

Vores metode tegner til at blive en stor forbedring sammenlignet med tidligere forsøg, fordi vi sørger for, at lægemidlet rammer præcist der, hvor det skal virke – og kun dér. Det er afgørende for at opnå den ønskede effekt uden at forårsage unødvendige bivirkninger.

Ud over at forbedre leveringen af medicin til gigtramte led går vi også efter at anvende en meget potent type af medicin, nemlig såkaldt ’genmedicin’. Genmedicin dækker over en gruppe af lægemidler, som kan gå ind og redigere kroppens cellers ved at bede dem skrue op eller ned for produktionen af specifikke proteiner.

Lægemidlet, som vi anvender, er en særlig slags genmedicin kaldet antisense oligonukleotider (ASO'er). Det vil sige små syntetiske stykker af DNA eller RNA, der binder meget specifikt til andre RNA-stykker inde i cellen, som man kalder 'messenger RNA' eller ’mRNA’.

Det hedder de, fordi de er ansvarlige for at sende beskeder til kroppens celler om, hvilke gener der skal blive oversat til protein.

Når ASO'en er bundet til et stykke mRNA, forhindrer den beskeden i at blive leveret. På den måde kan vi målrettet blokere gener, som er ansvarlige for inflammation og nedbrydning af brusk, hvis de bliver oversat til protein. Og dermed potentielt forhindre slidgigten i at udvikle sig.

Når forskning møder virkeligheden: Udfordringer og potentiale

Som med alt andet potentiel banebrydende forskning står vi over for flere udfordringer. En af de største af dem er at optimere sammensætningen af bioMATA, så det frigiver lægemidlerne i det rette tempo og i den rette dosis.

Vi arbejder også på at validere effektiviteten af vores teknologi i laboratorieforsøg, inden den kan blive testet i patienter. I øjeblikket tester vi behandlingen i forskellige modeller, det kan for eksempel være dyremodeller eller væv fra patienter med artrose.

Dette er et afgørende skridt, for at sikre at vores behandling ikke kun er effektiv, men også sikker at bruge. Vi har lige startet dette projekt med støtte fra Lundbeckfonden, og vi håber, at vi kan planlægge de første kliniske forsøg inden for fem år.

En anden udfordring er at finde den rette balance mellem at blokere de skadelige gener og samtidig undgå at påvirke andre nødvendige funktioner i kroppen.

For eksempel vil vi ramme gener i immunceller og bruskceller, men det er vigtigt, at vi kun blokerer disse gener i knæet og ikke andre steder i kroppen. Derfor er en præcis levering afgørende for succesen af vores behandling.

Hvis vi lykkes, har vores forskning potentialet til at sætte en ny standard for behandlingen af slidgigt. Patienterne vil kunne opnå en betydelig forbedring i deres livskvalitet, da de vil kunne bevæge sig mere frit og uden de konstante smerter, som slidgigten medfører.

Vores mål er at give dem flere år med bevægelighed og frihed, inden en eventuel operation med nyt knæ bliver nødvendig.