Hvorfor har mennesket så lidt hår på kroppen?

Prøv at tage et kig ned ad dig selv.

Du er nøgen. Nej, okay. Du har højst sandsynligvis tøj på. Men inde under tøjet er du nøgen.

Som det (formodentligt) eneste dyr i verden går vi mennesker rundt i tøj hver dag for at holde vores nøgne hud varm, mens alle vores nærmeste slægtninge – chimpansen, gorillaen og orangutangen – har lange, tykke hår på hele kroppen.

Har du nogensinde tænkt over, hvorfor vi mennesker ikke har pels? Hvornår besluttede naturen, at det var en god investering at tynde ud i fødselsdagsdragten?

Det undersøger vi nærmere i denne Spørg Videnskaben sammen med Peter C. Kjærgaard, museumsdirektør og professor på Statens Naturhistoriske Museum, og Mikkel Heide Schierup, professor på Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet.

Det oprejste menneske

Historien om hårtabet begynder højst sandsynligt i Afrika for 1,8 millioner år siden.

På dette tidspunkt er det moderne menneske, Homo sapiens, ikke engang en plet i underbukserne hos vores forfader Homo erectus.

»Selvom Homo erectus har en mindre hjerne, minder kroppen meget om vores. Den er særligt tilpasset en oprejst levevis, hvor langdistanceløb og kast har været vigtige færdigheder. Hele kroppen er som et stort fjedersystem,« fortæller Peter C. Kjærgaard, der er museumsdirektør og professor på Statens Naturhistoriske Museum.

Til sammenligning kan chimpansen ikke løbe på to ben. Og den har heller ikke det runde skulderled, som gjorde Homo erectus i stand til at kaste hårdt og præcist.

»Chimpanser er nogle af de ringeste kastere blandt primater,« griner Peter C. Kjærgaard varmt, inden han dog forsikrer om, at chimpansen er både hurtigere og stærkere end mennesket.

»Det har tilsyneladende ikke været det vigtigste for Homo erectus at være den hurtigste. Til gengæld har det været vigtigt at kunne holde ud i længst tid,« forklarer han.

Hårløse jægere kunne løbe uden pauser

Men hvad har den her marathonløbende forfader at gøre med vores nøgne krop, spørger du måske?

Jo, Homo erectus var nøgen, ligesom vi er i dag. Og det var meget vigtigt for denne tidlige menneskearts overlevelse.

For Homo erectus var en jæger.

»Alle de andre dyr på savannen har pels. Og når de bruger energi, er de nødt til at stoppe og stikke tungen ud af munden for at komme af med varmen, ellers dør de simpelthen. Men vi mennesker har masser af svedkirtler over hele kroppen, og det regner vi med, at Homo erectus også havde,« forklarer Peter C. Kjærgaard.

Manglende pels og svedkirtler har altså gjort Homo erectus i stand til at løbe et hvilket som helst bytte op.

»Antilopen er nødt til at stoppe og lægge sig ned på et tidspunkt. Og så kommer kaste-teknikken ind i billedet.«

Bang! En stor sten i hovedet. Mad på bordet.

LÆS OGSÅ: Mennesket har aldrig levet i pagt med naturen

Vi tabte ikke pelsen over en nat

Det skal siges, at Peter C. Kjærgaard ikke har en tidsmaskine. Derfor kan han heller ikke vide, om ovenstående er hele forklaringen på, at menneskets pels forsvandt.

Men han understreger, at den bredt accepterede teori er, at mennesket tabte pelsen i overgangen fra byttedyr til jægere.

»Når vi kigger på fossilerne, kan vi se, at Homo habilis, der kom umiddelbart inden Homo erectus, ikke var tilpasset løb på samme måde. Det giver os et fingerpeg om, at der sker noget her,« siger han.

Han tilføjer dog, at det er en udvikling, der er sket gradvist.

»Det er ikke sket fra den ene dag til den anden. Det sker heller ikke over et par generationer. Så det har været en tilpasning, der skulle give pote over længere tid, før vi smed vores behåring,« siger Peter C. Kjærgaard.

LÆS OGSÅ: Kan aber blive lige så kloge som os i fremtiden?

Frøs vi ikke?

Nøgne kroppe gav altså mad på bordet på savannen i Afrika.

Men historien stopper ikke her. For Homo erectus vandrede også ud i verden. Blandt andet til Asien, men også op gennem Europa, hvor der var knap så varmt.

Fortrød de så ikke, at de havde smidt pelsen?

»I nogle situationer måske, men Homo erectus kunne holde sig varm på andre måder. Det tyder nemlig på, at Homo erectus også var de første til at lære at mestre ilden og tænde bål,« siger Peter C. Kjærgaard.

Og det var ikke bare en gevinst for de kolde fusser. Det var et paradigmeskifte for stenalderkøkkenet.

»Når vi tilbereder maden, får vi et langt højere energiudbytte, end hvis vi for eksempel spiser råt kød,« siger Peter C. Kjærgaard.

LÆS OGSÅ: Abefossil kaster lys over menneskets stamfader

Vi har stadig lige så mange hårrødder som chimpanser

Nu sidder vi så her tilbage i Danmark næsten to millioner år senere med vores hårløse, frysende kroppe.

Landbruget skaffer føde på bordet, og det er ikke længere en branche i vækst at løbe antiloper trætte. Så hvorfor er pelsen ikke kommet tilbage?

»Sådan virker evolutionen ikke. Det skal være med til at sikre vores overlevelse i mange år, hvis vi på nogen måde skulle få pels igen. Og vi har jo fundet på en smartere løsning: tøj. Det har vi formentlig brugt stort set, lige siden vi tabte pelsen,« forklarer Mikkel Heide Schierup, der er professor på Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet, hvor han forsker i tidlige menneskers genetik.

Han tilføjer dog, at man stadig godt kan se, at vi har haft hår over det hele.

»Det har vi faktisk stadigvæk. Over hele kroppen. De vokser sig bare ikke så tykke og bliver hurtigt tabt. Hos os bliver det ikke rigtig til noget i forhold til hos chimpansen,« siger han.

LÆS OGSÅ: Hvad troede danskerne på før den nordiske mytologi?

Hvorfor har vi hår på hovedet … og andre steder?

Der er dog steder på kroppen, hvor håret bliver ved med at gro. På hovedet. Under armene. Skægget. Og omkring kønsdelene.

Spørgsmålet er så, hvilken livsvigtig funktion, det har haft.

»Ikke nogen. Det har handlet om seksuel selektion. Vores begrænsede pels har vi, fordi vores forfædre fandt det attraktivt. Der eksisterer jo enormt mange parringsritualer i dyreriget, og her er vi ligesom alle andre,« siger Peter C. Kjærgaard.

Mikkel Heide Schierup fortæller dog, at tykkelsen af vores hår ikke nødvendigvis skyldes, hvad der er attraktivt, men også kan påvirkes af andre tilpasninger.

»Der findes nogle gener, hvor en mutation ikke bare vil påvirke et enkelt karaktertræk. I stedet vil en ændring give personen flere ting med i købet. Den slags gener kaldes pleiotropiske gener,« siger han.

For eksempel har mange asiater tykkere hårstrå end andre mennesker. Men det skyldes ikke nødvendigvis, at det blev fundet attraktivt, forklarer Mikkel Heide Schierup.

»Det har nemlig vist sig, at genet, som påvirker tykkelsen af håret, også påvirker formen af tænderne. Genet for de tykke hårstrå har også givet nogle krogede tænder i overmunden, som, man regner med, var en fordel, når man lavede redskaber med tænderne,« siger han.

LÆS OGSÅ: Bavianer har skjult dagsorden, når de piller pels

Send spørgsmål til Spørg Videnskaben

Vi mennesker har altså mistet vores pels, fordi det viste sig at være ret smart at kunne svede.

På den måde kunne vi nemlig komme af med varmen, når vi jagede, mens vores byttedyr blev nødt til at holde pause.

Hvis du selv sidder og brænder inde med et godt spørgsmål til videnskaben, så tøv ikke med at sende det til sv@videnskab.dk.

LÆS OGSÅ: Stenaldermad gav sunde tænder uden tandbørster

LÆS OGSÅ: Abemennesker brugte redskaber længe før mennesket