Mennesket har aldrig levet i pagt med naturen

At arter for tiden forsvinder, kommer formentlig ikke som en overraskelse. Siden år 1500 har vi mistet 875 kendte dyre- og plantearter, hovedparten som følge af menneskelig efterstræbelse eller ødelæggelse af levesteder.

De fleste forskere er dog enige om, at der reelt er forsvundet – og stadig forsvinder – langt flere arter. Ud fra hvad vi ved om arterne og deres krav til levesteder og areal ligger nutidens årlige, globale udryddelsesrate formentlig mellem 0,01% og 0,1%.

Med et samlet artsantal på 8 millioner giver det mellem 800 og 8.000 uddøde arter om året. Hvert år. Og med stejlt stigende tendens.

Mennesket er en masseudrydder

I modsætning til alle tidligere masseudryddelser, hvor mekanismerne har varieret fra gang til gang, er der ingen tvivl om skylden for den nuværende. Den begyndte, da mennesket brød op fra Afrika og spredte sig ud over planeten.

De dyr, det først gik ud over, var dem, som var store, velsmagende og nemme at fange. Mange af de dyr, der forsvandt, hørte til megafaunaen, dvs. meget store, planteædende dyr.

Det er i denne forbindelse pudsigt, at det eneste kontinent med en nogenlunde intakt bestand af store græsædere er Afrika. Det kan skyldes at mennesket jo udviklede sig i Afrika.

Det betød, at kontinentets græsædere over flere millioner år nåede at tilpasse sig menneskets trinvise udvikling fra firbenet abe til tobenet, bevæbnet langdistanceløber.

Mennesket blev tilpasset jagt for to millioner år siden

Biologisk set er en af menneskets store kompetencer nemlig billig langdistance-transport. Vores tobenede bevægelse i gang og løb er meget effektiv energimæssigt set. Der findes ikke det firbenede dyr på Jorden – måske lige med undtagelse af en kamel i god form – som kan undslippe en flok jægere i åbent landskab.

Teknikken må have været at forfølge dyret, indtil det blev så træt, at det lagde sig ned og ikke flyttede sig, når man begyndte at kaste sten og spyd på den. Menneskets anden store kompetence er nemlig evnen til at kaste ting langt, præcist og med stor kraft.

For omkring to millioner år siden kan man se at menneskets arm og skulder blev tilpasset en kastebevægelse, hvor stor kraft kan oplagres i muskler og sener i tilbagekastet og udløses når armen føres frem.

Efterhånden som mennesket bredte sig til andre kontinenter, blev jagtteknikken udviklet og forfinet og tilpasset lokale forhold.

Klima eller mennesker

Under istiderne fandtes en megafauna af store græsædere og specialiserede rovdyr. Det var dyr som mammutter, uldhårede næsehorn, hulebjørn og sabeltiger.

Disse dyr forsvandt, men om hovedårsagen var jagt eller klima – eller måske snarere en kombination – er man ikke helt enig om.

Man kan få et fingerpeg ved at kigge på en række nyere, mere veldokumenterede tilfælde, hvor mennesket først er ankommet sent.

Fuglen Rok inspireret af virkelige dyr

Madagaskar er et veldokumenteret eksempel. Da det indiske kontinent brød løs fra Pangea og sejlede nordpå for senere at støde ind i Asien, knækkede Madagaskar af og blev liggende ud for den afrikanske kyst.

Mens Madagaskar lå alene og isoleret, udvikledes en række virkeligt specielle livsformer. Øen var en zoologisk have af mærkelige dyr. Gigantskildpadder, dværgflodheste, kæmpedesmerdyr, lemurer i alle størrelse, former og faconer – nogle af dem større end gorillaer.

Desuden mindst en snes forskellige elefantfugle, hvoraf de mindste var på størrelse med en struds, og de største vejede et halvt ton.

Mennesket kom sent til Madagaskar, formentlig først i 700-tallet. Tre-fire hundrede år senere var alle de oprindelige dyr med en vægt over 10 kg væk. Eneste undtagelse var nilkrokodiller, men de kan også være vanskelige og farlige at få fat på.

De gigantiske fugle findes nu kun i myter. Fuglen Rok fra Tusind og En Nats Eventyr er sikkert inspireret af fortællinger om de gigantiske, men forsvundne fugle.

150 kilo tunge fugle i New Zealand

Samme historie gentog sig på New Zealand – øer, hvor der oprindeligt ikke var nogen landlevende pattedyr, bortset fra flagermus. New Zealand blev beboet så sent som i 1300-tallet af polynesere, der kom sejlende til øerne.

De store fugle her var moaer, som der var en halv snes forskellige af – de største med en kampvægt på over 150 kg. Disse fugle havde udfyldt de økologiske nicher, som pattedyrene ellers har mange steder i verden.

Moaerne indtog roller som økologiske kaniner, hjorte, heste, næsehorn, der var specialiseret til et liv i de store øers mange forskellige landskaber. Ingen af moaerne kunne flyve. Det er muligt, at det eneste rovdyr, der spiste moaer, var den gigantiske newzealandske ørn.

New Zealands oprindelige dyr udryddet

Da mennesket landede på øerne, åd de sig igennem de velsmagende fugle fra nord til syd. En enkelt køkkenmødding fra maori-folket er blevet undersøgt i detaljer. Her fremgår det tydeligt, at man i de ældste lag finder store moaer samt sæler og pingviner, der sikkert har været halvtamme og nemme at få fat i.

Da de store moaer var spist, skiftede menuen til mindre moaer, mindre fugle, fisk og skaldyr. Et par hundrede år efter, at jægerne var ankommet til lokaliteten, var alle moaer spist, og jægerne må være draget videre.

Også på vore egne breddegrader er en stor fugl med sikkerhed blevet udryddet af mennesket, nemlig gejrfuglen. Akkurat som sine nære slægtninge i alkefugle-familien, alk, lomvie, søkonge og lunde, fandtes den på klippeskær i Nordatlanten.

Den var kæmpestor, den kunne ikke flyve og var dermed en omvandrende madpakke for sultne søfolk. I 1844 blev de sidste fugle dræbt – ikke for kødets skyld, men for at blive udstoppet.

Myten om naturmennesket

Alt i alt må vi gætte på, at mennesket havde en væsentlig andel i, at store dyr som uldhåret næsehorn, hulebjørne og mammutter forsvandt.

De allersidste overlevende mammutter, en dværgform, der levede på Wrangel Island nord for Sibirien, forsvandt i hvert fald samtidig med, at mennesket nåede frem til denne kolde, forblæste og ubeboelige ø.

Hvis man ser på de kolde, hårde fakta fra hele verden, er man nødt til at konstatere, at myten om „de ædle vilde“, der lever i harmoni med naturen, kun spiser de dyr, de har brug for, og efterlader resten til børn og børnebørn, netop er en myte.

Mennesket har altid jaget, dræbt og fortæret det, der var teknologi til. Hvis mennesket igennem lang tid har eksisteret i harmoni og balance med jagtbart vildt som f.eks. bison og ren, skyldes det, at befolkningstætheden og teknologien ikke har været til at æde dem alle sammen.

At vi i dag bruger løs af Jordens ressourcer, så enhver beregning viser, at det ikke er bæredygtigt i længden, er med andre ord ikke noget nyt fænomen. Vi har bare befolkningstætheden og teknologien til at gøre det over hele planeten på en gang.