Vi tilhører menneskeaberne. Menneskeaberne - eller hominoider, som de også kaldes - kan opdeles i to grupper.
Den ene gruppe, de store menneskeaber, udgøres af orangutang, gorilla, chimpanse og mennesket.
Den anden gruppe udgøres af de små menneskeaber - også kaldt gibboner eller Hylobatidae. Disse aber er mindre, frugtspisende, har relativt små hjerner og meget lange arme i forhold til resten af kroppen.
Den sidste fælles stamfader til de to grupper kendes ikke. Men nu har forskerne fra Institut Català de Paleontologia Miquel Crusafont (ICP) i Spanien opdaget en skabning, som måske kan fortælle os noget om, hvem stamfaderen kan havde været.
En helt ny menneskeabeslægt
I 2011 fandt forskerne 70 fossilrester af et adskilt skelet i det nordøstlige Spanien. Skeletdelene stammede blandt andet fra en arm og et kranie.
Forskerne rekonstruerede delene og har nu beskrevet en helt ny menneskeabeslægt - Pliobates cataloniae - som levede i Afrika for cirka 11,6 millioner år siden.
Resultaterne blev for nylig udgivet i tidsskriftet Science.
Giver et fingerpeg om den sidste fælles stamfader
Pliobates er en abe, som har mange træk tilfælles med både de nulevende menneskeaber og deres mere primitive forgængere.
Forskerne mener, at aben er interessant, da den er en sen efterkommer af vores ukendte stamfaders umiddelbare forgængere.
»På grund af dette giver Pliobates os stor indsigt i, hvordan den sidste fælles forfader kan have set ud,« fortæller lederen af undersøgelsen David M. Alba i en pressemeddelse.
Tidligere troede forskerne, at denne forfader var en større, mere chimpanselignende abe, og at gibbonaberne skrumpede, mens den udviklede sig.
Pliobates er derimod en mindre abe, der mindede mere om en gibbon med et relativt lille kranie og lange arme.
Forskerne mener, at det er muligt, at også vores forfædre måske var mere gibbon- end chimpanselignende, og at det snarere er de store menneskeaber, som har udviklet sig fra meget mindre aber.
Slægtskabsteorier ændres ved hvert eneste nye fund
Den norske palæontolog Jørn Hurum mener, at de spanske forskere har gjort et vældigt godt stykke arbejde - både i rekonstruktionen og beskrivelsen - men at den nye art er lidt for ung til at være en direkte forgænger i menneskeabernes udviklingslinje.
»Der kommer til at være stor diskussion og uenighed om dette fund, og mit bud er, at undersøgelsen får et modsvar meget snart,« udtaler Jørn Hurum til forskning.no.
Han fortæller, at det kun er et spørgsmål om tid, før andre finder noget, der går imod de spanske forskeres teori.
»Primatevolutionen er et flydende forskningsfelt, og det er vanskeligt at sige noget med sikkerhed. Slægtskabsteorierne ændres næsten ved hvert eneste nye fossilfund,« forklarer Hurum.
Et træk kan opstå flere gange i evolutionen
I gamle fossiler er der ikke længere DNA, så forskerne kan kun sammenligne anatomiske træk.
Metoden, som kaldes kladisme, foretages ved at sammenligne træk mellem en fælles forfader og nulevende arter for at afgøre slægtskabet.
Og hvis forskerne finder samme træk i to forskellige grupper og hos én stamfader, indikerer det slægtskab mellem grupperne. Forskerne ved ICP har studeret over 300 forskellige træk for at kunne placere Pliobates på stamtræet.
Et stort problem ved sådanne analyser er, at egenskaber og træk kan udvikle sig uafhængigt af hinanden. Det betyder, at et træk kan opstå flere gange, og at det ikke nødvendigvis er nedarvet fra en fælles stamfader.
Vi skal huske på, at alle gerne vil finde noget helt nyt - og særligt på menneskets del af slægtstræet
Jørn Hurum, palæontolog
Fordi både Pliobates og gibonner er små, betyder det ikke nødvendigvis, at deres sidste fælles forgænger også var lille, selvom det er sandsynligt - de kan også havde været små 'to gange'.
Alle vil gerne finde en ny del af slægtstræet
Forskerne fandt en række træk hos Pliobates, som kun findes hos nulevende gibboner.
»Det betyder, at det er muligt, at Pliobates bare er en søstergruppe til de nulevende gibboner,« forklarer Salvador Moyà-Sola, der er institutleder ved ICP og medforfatter til undersøgelsen.
Jørn Hurum mener, at det nyopdagede abefossil - uanset hvad - er et sjovt fund. Han fortæller:
»Det er spændende, at fossilerne er fundet i Europa, for det betyder, at vi kan finde flere her. Men fundet i sig selv giver ikke noget endeligt svar,« mener Hurum.
Det betyder dog ikke, at Pliobates ikke er af forskningsmæssig betydning - sandsynligvis er den en lille brik i et stort og uoverskueligt puslespil.
»Vi skal huske på, at alle gerne vil finde noget helt nyt - og særligt på menneskets del af slægtstræet,« afslutter Hurum.
© forskning.no Oversat af Stephanie Lammers-Clark
