Hvor forsvinder vores tidligste minder hen? Forskere dykker ned i små børns hukommelse

Mors varme hænder, den fløjsbløde yndlingsbamse i armene eller tumult med kammeraterne i børnehavens legerum.

Hvis du nu med al magt prøver at huske tilbage, hvad er så dit allertidligste minde?

I lang tid har det været et mysterium for forskerne, hvorfor de tre første år i livet er som et sort hul i erindringen.

I et nyt studie publiceret i tidsskriftet Science har forskerne lagt 26 vågne babyer i en alder fra 4-24 måneder i en hjerneskanner for at undersøge babyer og børns erindringer og den såkaldte ‘barndomsamnesi’ eller tabet af den tidlige hukommelse.

Resultaterne tyder på, at vores hjerne faktisk er i stand til at ‘indkode’ eller forme minder tidligere, end man ellers har troet, nemlig i de allerførste leveår.

»Studiet er et første skridt på vejen til at forstå hippocampus’ (hjernens hukommelsescenter, red.) rolle i dannelsen af hukommelse i livets tidlige stadie. Hvordan det hænger sammen med den mere langsigtede hukommelse, er det næste store spørgsmål,« lyder det fra Tristan Yates til Videnskab.dk. Som ph.d.-studerende ved Yale University stod hun i spidsen for forskningsholdet.

»Jeg er enormt imponeret over den metode, de bruger i studiet. Det er et vigtigt indspark i forståelsen af udviklingen af hukommelsen hos små børn,« siger Toril Sveistrup Jensen, adjunkt ved VIA University College, der har læst forskningen for Videnskab.dk.

Ser tegn på ‘episodisk’ hukommelse

I det nye studie undersøgte forskerne babyer og børn, mens de i en hjerneskanner så på forskellige billeder af eksempelvis vandfald, ukendte ansigter og farverigt legetøj.

Hukommelsestesten bestod i, at børnene blev vist et billede, de tidligere havde set, ved siden af et nyt et af slagsen.

Hvis barnet så længere tid på det billede, de havde set før, end det nye ved siden af, var det ifølge forskerne et tegn på, at det genkendte det.

Til at skanne hjerneaktiviteten benyttede forskerne sig af såkaldt fMRI-teknologi (functional magnetic resonance imaging). Her ser man på blodforsyningen, og hvilke områder af hjernen, der er aktive i hvilke situationer.

Resultaterne viste, at jo større aktivitet, der var i hippocampus, når børnene blev præsenteret for et billede, jo mere så de ud til at kunne genkende det billede senere. Mere specifikt den del af hippocampus, som hos voksne er forbundet med specifikke erindringer, der kan knyttes til tid og sted såsom en begivenhed eller oplevelse.

Det viser ifølge forskerne tegn på noget, der »ligner episodisk hukommelse« (se faktaboksen), hos de små, som Tristan Yates formulerer det.

Det gjaldt for alle børnene i forsøget, men aktiviteten i hippocampus var størst hos dem over 12 måneder.

Gælder det både mus og mennesker?

Ideen startede, da Tristan Yates var tilknyttet Yale University som ph.d.-studerende. I dag forsker hun fortsat hukommelse i den tidlige barndom som postdoc ved Columbia University.

»Vi var interesserede i vores helt tidlige erindringer. Når vi bliver voksne, er hele den første periode af vores liv næsten blank. Det er virkelig fascinerende.«

Nogenlunde samtidig med, at Tristan Yates og resten af forskerholdet gik i gang, kom flere beslægtede studier af gnavere ud (se eksempelvis her og her). De påviste, hvordan dyrene også kunne danne nye minder som helt små - og endnu vigtigere, at de samme minder kunne ‘hentes frem’ eller genkaldes senere i livet med stimulering af hjernen.

Teorien bag er, at aktivitet i hjernens hippocampus - der fungerer som en slags ‘database’ for minder og erindringer op i voksenalderen - er en indikation på, at hjernen er i stand til at ‘indkode’ erindringer, vi i princippet kan hive frem som voksne.

Gnaverstudierne viste, at man kan genaktivere de neuroner i hjernen, der blev brugt til at forme en tidlig erindring, senere i voksenalderen.

»Men vi vidste ikke, om det så ligesådan ud hos mennesker,« siger hun.

»Det er det, vi forsøger at tackle med det her studie.«

Som et slags 'IMAX' for babyer

Det er nemlig alt andet lige nemmere at studere hippocampus på mus end på små børn. Ved førstnævnte kan man lave forsøg, hvor man kommer helt ind til neuronerne bag hjerneskallen. Det gør man af gode grunde ikke hos babyer og børn.

En anden udfordring er, at babyer i starten ikke har et sprog til at fortælle os, hvad de kan huske eller en fuldt udviklet kognitiv forståelse af, hvad der foregår omkring dem. Og så er de heller ikke nemme at få til at ligge musestille i en MR-skanner.

Derfor er det nye studie unikt, fordi det undersøger børns hukommelse i vågen tilstand, hvor tidligere studier har under deres hjerneaktivitet, mens de sov.

»Derfor har der manglet et hjerneskanningstudie som det her,« siger Toril Jensen, der selv har undersøgt børns hukommelse blandt andet i sit ph.d.-projekt.

Fundene er på sin vis ikke overraskende, fortsætter hun, for flere studier har indikeret, at børn tidligt er i stand til at ‘indkode’ erindringer.

»Men vi har ikke kunnet se, hvor og på så direkte vis i hjernen, som de er lykkedes med her.«

Forskerne forsøgte sig nemlig med nye metoder til at holde de sprællevende små børn i ro.

Blandt andet gjorde de det så komfortabelt som muligt for dem inde i skanneren. Forældrene var til stede under hele eksperimentet, og hvis barnet var utilpas eller kedede sig, stoppede eller varierede de forsøget.

De svøbte de små i en slags puppeformet vakuumpude, der føltes varm, hyggelig og forhindrede dem i at rulle for meget rundt uden at begrænse deres bevægelser.

»Vi indrettede skanneren som en slags IMAX-biograf for babyer,« fortæller Tristan Yates.

Hvorfor forsvinder minderne, når vi bliver voksne?

Det nye studie indikerer altså, at hjernens såkaldte episodiske hukommelsesystem er i sving tidligt i livet, og at vi er i stand til at danne minder som helt spæde.

Men det besvarer stadig ikke spørgsmålet om, hvorfor vi ikke kan hente de minder frem fra hukommelsens glemmebog som voksne, understreger både Toril Jensen og studiets hovedforfatter Tristan Yates.

Der er flere teorier bag amnesien eller ‘hukommelsestabet’ tidligt i tilværelsen.

En af de mest standhaftige har været, at hippocampus ikke er udviklet nok til at kunne ‘holde på’ minderne.

Det er ikke, fordi Tristan Yates’ og kollegaernes nye studie fuldstændig afviser den teori.

»Men den nuancerer den idé,« fastslår hun.

Som tidligere nævnt har gnaverstudier indikeret, at minder kan genaktiveres - altså ‘hentes frem’ - i voksenalderen.

»Så der er indikationer på, at grunden til, at vi ikke kan huske vores tidlige barndom, er på grund af denne her ‘hentningsproces’,« siger Tristan Yates.

Den manglende adgang til hukommelsens opbevaringslager kan måske skyldes, at hjernen ændrer sig med tiden og måske ‘cutter’ forbindelsen til de spæde minder, spekulerer forskerne.

Måske fordi vi som babyer mangler et sprog, som gør det sværere at tale om erindringerne, men også senere at hente dem frem, når vi har lært at tale. Eller måske fordi verden ser fuldstændig anderledes ud fra børne- til voksenperspektiv?

Psykoanalysens forfader Sigmund Freud mente, at barndommens hukommelsestab skyldtes aktiv fortrængning af tidlige seksuelle fantasier.

Andre teorier har lydt, at børnene simpelthen ikke var i stand til at forme varige erindringer. Dette førte blandt andet til, at man undlod at bedøve spædbørn under operationer, blandt andet fordi man formodede, at de alligevel ville glemme det, siger Toril Jensen.

Forklaringer, forskerne i dag har lagt helt på hylden.

»Det kan også være, det er nonsens at tænke, at vi kan finde én enkeltstående forklaring på, hvad der er på spil. Der er formentlig flere. Hukommelse er jo virkelig komplekst og også virkelig komplekst at undersøge. Især i de her små størrelser,« siger Toril Jensen, der i sin ph.d.-afhandling netop har arbejdet med netop at finde nøglen til porten til erindringerne hos børn mellem to og fire år.

»Med studiet har vi kun lige kradset i overfladen, når det gælder barndomsamnesi,« siger Tristan Yates.

Forsvundne erindringer forbliver et mysterium

Med den nye forskning bliver vi altså ikke klogere på, hvorfor der er et sort hul i vores allertidligste erindring. Men det har heller ikke været formålet ifølge forskerne selv og »ville også være meget at kræve af et studie«, som Toril Jensen opsummerer det.

Hvorfor er det så overhovedet vigtigt at finde nøglen til vores spæde minder, og hvordan vi kan hente dem frem?

»I praksis er der forskellige sammenhænge, hvor vi er afhængige af børns hukommelse. For eksempel i retlige sammenhænge, hvis et barn er vidne til en begivenhed. Samtidig er det jo meget oppe i tiden, at børn skal inddrages i for eksempel socialsager, og derfor er det vigtigt at vide, hvordan man kan få børnene til at tale om oplevelser,« siger Toril Jensen.

Det forbliver dog for nu et »mysterium inden for udviklingspsykologien« og et »ret stort paradoks«, at livets første år er så betydningsfulde og samtidig forsvinder ud af erindringen.

Ifølge Toril Jensen er vores erindringer med til at definere os som mennesker, forme vores sociale relationer og give os en følelse af sammenhæng over tid.

»De gør, at vi kan lære af fortiden og klare morgendagen bedre end gårsdagen. De er fundamentale for vores velbefindende,« slutter hun.