Før vi kan begynde at tale om døden, er vi nødt til først at være enige om, hvornår noget er levende. Død er jo fraværet af liv i noget, der har været levende.
Hvornår er noget eller nogen så levende?
\ Historien kort
- For at leve har vi brug for energi – ellers går cellerne til grunde.
- Når vi dør, er dødsstivheden noget af det første, der indtræffer, fordi musklerne ikke længere får de stoffer, der tillader dem at slappe af. Allerede efter 1-2 døgn bliver musklerne slappe igen, idet kroppen er begyndt at gå i opløsning.
- Når et ungt eller gammelt lig skal undersøges, er der brug for samarbejde på tværs af en række faggrupper, da hver gruppe har sin del at bidrage med.
Som mennesker er vi jo kun meget sjældent i tvivl: Vores hus er dødt, vores kat er levende. Hvad er det så, der kendetegner livet?
Det er et spørgsmål, der nok snarere er af filosofisk art, men i denne sammenhæng vil jeg i stedet holde mig til at konstatere, at alt liv er kendetegnet ved at være ustabilt, forstået på den måde, at det kræver løbende tilførsel og forbrug af stof og energi.
Overladt til sig selv, uden denne tilførsel af stof og energi, går alle celler på et tidspunkt til grunde, og vi kan ikke længere regne med, at kroppens mange funktioner kan sørge for, at der er forskel på vores inderside og yderside.
Menneskekroppen er et fantastisk kompliceret stykke apparatur, men den er også uhyre effektiv.
Den mængde energi, der konstant bruges til at holde os i live, vores hvilestofskifte, svarer omtrent til energiforbruget af en gammeldags glødepære på 75W, som man kunne have i en almindelig lampe.
Dette er fascinerende nok i sig selv, men mindst lige så fascinerende er de processer, der sker, når denne energi ikke længere kan tilføres eller udnyttes. Så indtræder døden og et helt andet univers åbenbarer sig.
\ Læs mere
Kroppen fordøjer sig selv indefra
Overladt til sig selv forfalder den døde krop med varierende hastighed.
Der er stor forskel på, hvor hurtigt de følgende forandringer sætter ind, både afhængigt af individet og de ydre betingelser, primært temperatur, og derfor er det ofte også en tilsnigelse, når man i film og på tv ser retspatologer fastslå dødstidspunkter med meget stor præcision.
Jo varmere det er, jo bedre er betingelserne generelt for bakterier, insekter og andre væsener, der finder næring i en menneskekrop.
Noget af det første, der sker, er, at de bakterier og enzymer, der lever i vores mave og tarm, ikke længere kan blive holdt på plads af kroppens naturlige forsvarsmekanismer, og de første stadier af forrådnelse kan nærmest beskrives sådan, at vi begynder at fordøje os selv indefra.
Dette er umiddelbart ikke synligt, men de tidligste tegn på forrådnelse ses sædvanligvis som en grønfarvning af huden på eller omkring bugen. Denne kan dukke op allerede i løbet af det første døgn.
\ Læs mere
Dødsstivhed kommer og går
Endnu hurtigere indtræder dog dødsstivheden, Rigor Mortis, som skyldes, at musklerne ikke længere tilføres de stoffer, der tillader dem at slappe af, og derfor låser de sig fast i den stilling, liget ligger i.
Dødsstivheden indtræder først i de mindste muskler, eksempelvis kæbemuskulaturen, hvor den kan optræde inden for et par timer, og over de næste timer låser kroppens øvrige muskler sig fast.
I løbet af ét til to døgn går muskelfibrene langsomt i opløsning, og dødsstivheden brydes i samme rækkefølge, som den opstod.
Blodet ligger stille
Samtidig med at musklerne begynder at låse sig fast, begynder blodet at synke nedad og samle sig i kroppens nederste dele, hvor det giver anledning til en rødfarvning af huden, kaldet ligpletter eller Livores.
\ Behandlet, påvirket eller forgiftet?
Martin Worm-Leonhard holder 21. marts foredrag på Folkeuniversitetet i Emdrup under titlen: ’Behandlet, påvirket eller forgiftet?’.
Det foregår som led i kurset ‘Naturvidenskabens detektiver‘.
Efter nogle timer bliver denne farvning permanent i den nederste del af kroppen, og man kan derfor anvende dette fænomen til at se, om liget er blevet flyttet efterfølgende.
Hvis ligpletterne eksempelvis er udtalte hele vejen rundt om benene, men ikke på overkroppen, og liget findes liggende på ryggen, er der noget, der ikke passer sammen.
Det kunne måske være en hængt person, der efterfølgende var blevet flyttet.
Mumier, moselig og ismænd
Hvad, der herefter sker med liget, afhænger meget af, hvor det befinder sig.
I meget tørre omgivelser kan der ske en mumifikation, hvor liget tørrer ud, og forrådnelsen ophører. Selv uden menneskelig indgriben i form af balsamering kan naturligt mumificerede lig være utroligt velbevarede.
Et godt eksempel på at det ikke kun sker i varme omgivelser er ’Ismanden’ Ötzi’, der er utroligt velbevaret, selvom han blev fundet i alperne, hvor han har ligget, siden han døde for lidt over 5000 år siden.
At så gamle lig er velbevarede er dog en sjældenhed. Normalt vil det lokale dyreliv, lige fra insekter til større rovdyr og ådselædere, konsumere bløddelene og ofte også sprede knoglerne over et større område inden for det første år.
I moser kan man af og til finde såkaldte moselig, hvor Tollundmanden nok er den mest kendte herhjemme. Disse er bevaret ved en proces, der rent kemisk mest minder om garvning, hvor man hærder og konserverer skind og huder med kemikalier.
Men resultatet er det samme som ved mumifikation: Et meget velbevaret lig, hvor selv ansigtstræk kan være bevaret.
\ Læs mere
De døde kroppe fortæller meget
Næsten uanset hvor lang tid der er gået siden dødens indtræden, er det muligt at finde ud af væsentlige ting om den nu afdødes liv og død. Selv når der kun er knogler tilbage, kan biologiske antropologer estimere alder, køn og statur.
Visse sygdomme kan også spores i knoglerne, og det er muligt at finde mange andre informationer, der kan være relevante, uanset om efterforskningen af dødsfaldet foretages af politiet eller af arkæologer og museer.
Kemikere og biokemikere har det lettere, når der er adgang til blod, urin, hår eller væv, men så er det til gengæld også muligt at påvise, om nu afdøde har været påvirket af gifte eller misbrugsstoffer eller måske har været i behandling med et eller flere lægemidler på dødstidspunktet.
Undersøgelser af DNA kan ikke kun hjælpe med at identificere et lig, men kan også fortælle om afdøde har lidt af nogle arvelige sygdomme.
Der foregår studier af, om man ud fra arvematerialet kan sige noget om eksempelvis hår- og øjenfarve eller andre fysiske karakteristika. Dette kan, sammen med de antropologiske undersøgelser, være værdifuldt, hvis man ikke har fundet hele liget.
Alle disse kemiske og biokemiske undersøgelser af afdøde kompliceres dog noget af, at et lig jo netop er i en konstant tilstand af forandring og nedbrydning.
Dette påvirker eksempelvis også koncentrationen af lægemidler eller giftstoffer i blodet, og er liget meget nedbrudt, skal man samtidig sikre sig, at de stoffer, man finder, ikke stammer fra omgivelserne.
Studiet og forståelsen af døden og dens processer er således til tider lige så krævende og kompliceret som forståelsen af livet og kræver lige så mange specialister fra mange forskellige fagområder.
Studierne af de døde er med til at give informationer, der kan hjælpe de levende, uanset om der er tale om afklaring af dødsårsager hos personer med psykiske lidelser, udbredelsen af arvelige sygdomme, medicinbivirkninger eller overdoser blandt stofmisbrugere.
