Retsmedicinerens arbejde er meget langt fra CSI

Skjult bag Rigshospitalet på Østerbro i København ligger en seks-etagers betonklods med udsigt til de store, grønne Fælledparkarealer. Her i Teliumbygningen holder Retsmedicinsk Institut til med låste døre, der på grund af arbejdet med personfølsomme oplysninger kræver både koder og kort.

Grundlæggende er retsmedicin et lægeligt speciale ligesom for eksempel kirurgi, gynækologi, dermatologi, øre-næse-hals, børnesygdomme og så videre.

»Rent fagligt har specialet, udover vores forskning, to hoveddele. Det ene er obduktionsvirksomhed, det andet er den kliniske retsmedicin, hvor vi undersøger ofre og formodede gerningsmænd, « fortæller professor i retsmedicin Hans Petter Hougen.

»Vi deltager i rekonstruktioner af forbrydelser, hvor både politiets repræsentant og forsvarets repræsentant og den sigtede er til stede. Vi foretager desuden aldersvurderinger i forbindelse med asylsager og undersøger narkokurerer, som spiser ampuller med narkotiske stoffer i. Det er undersøgelser som altovervejende er begæret af politiet, men vi undersøger også torturofre for Udlændingeservice eller Flygtningenævnet,« siger han.

Reaktioner på retsmediciner

En ting er sikkert. Retsmedicinerne møder aldrig skuldertræk, når de første gang beretter om deres arbejdstitel.

»Forleden var jeg til bryllup. Jeg faldt i snak med én af gæsterne, og vi talte om, hvad vi hver især beskæftigede os med. Da jeg så fortalte, at jeg var retsmediciner, var reaktionen’ nøøøøjjjj, hold da kæft. Det må vel nok være spændende.’«

»Det er sikkert fordi, folk har set kriminalfilm og serier på TV som for eksempel CSI, som er fyldt med action, så folk tror, vi drøner rundt til spændende ting og nye gerningssteder. På TV er det hele voldsom og dramatisk død. Sådan er virkeligheden slet ikke,« fortæller Hans Petter Hougen.

Hans Petter Hougen og hans kolleger laver dog alt det, vi kan se på film. De ankommer til findesteder med deres kufferter og undersøger de afdøde, så man for eksempel kan afgøre, om det er selvmord, ulykke eller drab.

»Men vi kører jo ikke ud med blå blink, og disse sager er kun en lille brøkdel af vores arbejdsdag.«

Lugter de ikke?

Den anden reaktion på deres arbejde, som Hans Petter Hougen og kollegerne møder, er ‘Uh, fy for den, det lugter da grimt med alle de døde. Lugter de døde ikke grimt?’

»Det gør det da, hvis en person er fundet efter lang tid, fordi naboerne kan lugte noget, men sådan er det ikke hver dag og med hver sag,« siger han.

I det hele taget er Teilumbygningen udramatisk lys, med åbne laboratorier, hvor hvidkitlede medarbejdere arbejder med forskellige prøver. TV-seriernes versioner af obduktionsstuerne ligner til gengæld den ægte vare, med høj-teknologiske kameraer og udstyr, som danner rammen om en skinnende metal-briks.

»En anden ting, vi bliver spurgt om, er ‘Ih, er det ikke hårdt at se den voldsomme død? At se folk, der har kastet sig ud foran et tog, børn, der er blevet dræbt’?’,« fortsætter Hans Petter Hougen. »Oh, jo, det er det. Naturligvis. Men vi er gode til at snakke sammen om sagerne herinde, og med tiden oparbejder vi alle en tilvænning. Vi ansætter jo heller ikke folk direkte fra gaden til at arbejde med disse sager. Lægerne vil allerede have oplevet en del i løbet af deres studie og på deres turnus på hospitalerne, hvor de for eksempel har været på skadestuen.«

Hans Petter Hougen erkender, at noget af hans og kollegernes arbejde er ekstra barskt, men peger samtidig på, at det er benhårdt for eksempel at arbejde på en børnekræftafdeling på et hospital.

»Lægerne vil jo ofte lære børnene at kende, for de ligger der jo tit i lang tid, inden sygdommen overmander dem, og de dør,« siger han.

Døden er tabu

Hans Petter Hougen mener, at hans fag er omgærdet af en del mystik, fordi døden er tabubelagt i vores del af verden.

»Sådan var det ikke oprindeligt,« fortæller han.

»Men sådan er det blevet. Vi vil alle sammen leve evigt nu, vi vil være unge og smukke altid, og samfundet går samtidig meget op i, at den gennemsnitlige levealder stiger, nærmest år for år. Politikerne taler om ‘Det grå Guld’ og ‘Ældrebyrden’, mens Københavns Universitet lige har fået et Center for Sund Aldring. Vi taler meget om det at blive ældre, men vi taler stort set ikke om det, som er fuldstændigt uundgåeligt – kun én ting er sikker her i livet: Og det er, at vi skal herfra. Det gælder alle. Men det bruger man ikke så meget tid på.«

»Men når man ser på den kliniske del af vores arbejde, så er det også vold eller voldsbetinget,« fortsætter Hans Petter Hougen og viser ind i instituttets kliniske undersøgelsesrum, som mest minder om en læges konsultationslokale.

Blot med den undtagelse at der er to brikse. Den ene er til voksne, den anden er i børnestørrelse med to små plysdyr og et billede af Mickey Mouse i loftet.

»Vi undersøger vold- og voldtægtssager mod både voksne og børn, og ser børn, der er blevet tævet eller seksuelt misbrugt. Vi ser derfor nogle af livets skyggesider.«

»Vi er en brik i et puslespil. Nogle gange er det en stor brik, andre gange en lille. Det betyder noget, at vi kan være med til at opklare forbrydelser, og bruge den metodiske tilgang til problemerne. Så, jo, vi tænker på, at vi er med i opklaringsarbejdet,« siger han.

Undersøgelser tager tid

I CSI og andre tv-serier tager det et par dage at udføre DNA-test, obduktioner og blodprøver. Virkeligheden er dog en noget anden.

»DNA-undersøgelser foregår hos retsgenetikerne, og de tager typisk 14 dages tid,« fortæller Hans Petter Hougen.

»Retskemikerne tager sig af de toksikologiske undersøgelser, det vil sig, de analyserer blodprøver for forskellige medikamenter og giftstoffer. Det kan tage mellem to og fire uger. Så mens selve obduktionen er overstået i løbet af en dag, så går der nemt en måneds tid, før alle prøver er tilbage, og vi kan foretage den endelige konklusion.«

Han peger samtidig på, at fingeraftryk, samt de tekniske og ballistiske undersøgelser herhjemme bliver foretaget af Kriminalpolitiets Tekniske Center. I USA har myndighederne mange steder samlet både retsmedicinske og tekniske undersøgelser i såkaldte Crime Labs.

»Men det tager lige så lang tid at lave en genetisk eller toksikologisk undersøgelse på et amerikansk Crime Lab som på Retsmedicinsk Institut i København.«

Han fortæller videre, at mens retsmedicinerne udfører arbejde for politiet, er de alle ansatte på Københavns Universitet.

»Instituttet bliver betalt for undersøgelserne, og det er med til at finansiere vores virke og vores forskning.«

Retsmedicinsk Institut bedriver også forskning

Forskerne på Retsmedicinsk Institut har gang i adskillige forskningsprojekter. De tester blandt andet, om CT-scannere kan give bedre oplysninger om kraniebrud under obduktionen, de arbejder med aldersvurderinger ved hjælp af vækst, mens et tredje projekt drejer sig om dødsfald i psykiatrien på grund af mulig overmedicinering.

»Et fjerde projekt beskæftiger sig med pludselig, uventet hjertedød,« fortæller Hans Petter Hougen. »Der arbejder vi sammen med kardiologerne og genetikerne for at finde ud af, om der ligger gendefekter til grund for pludselig og helt uventede hjerteanfald.«

Andre retsmedicinere har i årevis undersøgt årsagen til dødsfald blandt narkomaner, om de dør af overdosis, lungebetændelse eller andre faktorer, mens andre forskere er i gang med at studere, hvilke forandringer der kan opspores i kroppen efter kværkningsdød.

»Vi ser også på resultaterne af eksplosionsdød,« fortsætter Hans Petter Hougen.

»Hvis folk træder på en landmine eller bliver udsat for en vejsidebombe, så arbejder vi på at kunne afgøre, hvor ofrene befandt sig i forhold til bomben med henblik på rekonstruktion af hændelsesforløbet og eventuelt optrevling af terrorsager.«

Og sådan fortsætter listen, som slutter med undersøgelser omkring cyklistdødsfald i trafikken, for eksempel ved højresvingsulykker, som Rådet for Større Færdselssikkerhed er meget interesseret i.

Hvornår dør vi – egentlig?

Vi dør, når vores celler ikke får ilt og energi nok til, at de kan opretholde deres energiniveau. Vi dør dermed, når blodet ikke når ud til de enkelte organer, for det er blod, som fører ilt og næringsstoffer til cellerne.

Bliver man kvalt eller drukner, så kommer der ikke ilt ned i lungerne, og det kommer derfor ikke ilt nok ud til cellerne. Forbløder man, så dør man, fordi man har tabt så meget blod, at det ikke når ud i hele kroppen.

Holder hjertet op med at virke, så er det selve blod-pumpen som fejler. Og hjerneskader kan stoppe selve respirationscentret – så holder man op med at trække vejret.

Lavet i samarbejde med Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet