Døden rammer før eller siden os alle. Alligevel modtager Videnskab.dk jævnligt spørgsmål fra nysgerrige læsere, der synes, at døden er noget mystisk og gådefuldt, og som gerne vil forstå dens mange facetter.
Nogle vil gerne vide, hvad der er den hyppigste måde at dø på, mens andre spørger, hvorfor der opstår dødsstivhed.
Endelig er der nogen, der funderer over, om der er forskel på, hvor hurtigt en krop forfalder afhængigt af omgivelserne.
Videnskab.dk har samlet en stribe spørgsmål om emnet og har kontaktet Steen Holger Hansen fra Afdeling for Retspatalogi på Retsmedicinsk Institut, Københavns Universitet for at få en forklaring på dette og hint.
\ Har du et spørgsmål til videnskaben?
Med vores brevkasse Spørg Videnskaben kan du stille spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sjove bynavne til kvantecomputere og livets oprindelse.
Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.
Du kan spørge om alt – men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.
Send dit spørgsmål via mail til sv@videnskab.dk eller via kontaktformularen på Spørg Videnskaben-siden.
Som retsmediciner bliver Steen Holger Hansen dagligt konfronteret med døden og har efterhånden været vidne til alle tænkelige og utænkelige måder, man kan dø på.
Sammen med politi, retsvæsen og læger har han i årenes løb været med til at obducere hundredvis af afdøde.
De fleste dør derhjemme
- Hvad er den hyppigste dødsårsag, og hvor bliver man typisk fundet?
»De fleste danskere dør af alderdom i trygge rammer, enten mens de sover, eller mens de for eksempel ser fjernsyn inde i stuen,« fortæller Steen Holger Hansen.
Størstedelen af de afdøde bliver fundet allerede få timer senere, eksempelvis når deres ægtefælle kommer hjem, eller når hjemmeplejen kigger forbi.
Men ikke alle afdøde har familie, venner eller modtager hjælp udefra, og de kan ligge i dage, uger eller måneder, før de bliver fundet.
»Mange af de afdøde er faldet om, mens de var på vej ud på toilettet efter at have fået et ildebefindende,« fortæller Steen Holger Hansen.
Ligpletter er store blodansamlinger
- Udover at man stopper med at trække vejret - hvad er så det første fysiske tegn på, at man er død?
»Det første synlige tegn på, at en person er død, er de såkaldte ligpletter, der begynder at opstå cirka en halv time efter, at døden er indtrådt – et fænomen, der også kaldes for ’livores’,« fortæller Steen Holger Hansen.
\ Fluer og lig
I løbet af få uger vil horder af fluer være i fuld gang med at fortære liget.
Steen Holger Hansen har oplevet, at store sværme af fluer lettede fra liget, når de trådte ind i en afdød persons lejlighed.
Ligpletterne opstår, fordi hjertet er sat ud af kraft. Når hjertet ikke længere pumper blodet rundt i kroppen, vil tyngdekraften trække blodet ned mod jorden. Og det har den konsekvens, at der opstår violette misfarvninger i huden.
De første timer vil ligpletterne blegne, hvis man trykker på dem. Får liget derimod lov til at ligge i samme position i et par dage, vil de røde blodlegemer begynde at briste, så blodets røde farvestof, hæmoglobinet, løber ud af dem og trækker ud i det omkringliggende væv. Det fikserer ligpletterne for en stund.
Bliver personen fundet på dette tidspunkt, vil retsmedicinerne undersøge, om ligpletterne optræder på den side af kroppen, der vender ned mod gulvet. Hvis ikke, er det et tegn på, at nogen har vendt liget, efter at personen er død.
»Ligets placering er vigtig information, når man skal finde årsagen til personens død, og om vedkommende eksempelvis har været udsat for en forbrydelse,« pointerer Steen Holger Hansen.
Stiv som et bræt
- Hvad er dødsstivhed, og hvordan opstår den?
Men ligpletterne er langt fra det eneste tegn på, at døden er sat ind. I det øjeblik hvor personen dør, vil alle muskler i kroppen slappe af. Og det får blandt andet hagen til at falde ned mod brystet.
To til fire timer efter, at døden er indtrådt, sættes der gang i nogle kemiske processer i kroppen, der får alle muskler til at stivne (se mere i boksen under artiklen).
Dødsstivheden starter altid i ansigtet, hvor den låser kæben fuldstændigt fast i sin position, så det nærmest er umuligt at rokke den ud af stedet. Selv en stor og stærk mand skal lægge alle kræfter i for at lukke den afdødes kæber sammen igen.
I gamle dage har man forsøgt at forhindre kæben i at åbne sig ved at binde et tørklæde stramt om kæben og rundt om hovedet.
»De seneste år er man imidlertid begyndt at opfatte det som uetisk – i stedet kan man sætte en slags bøjle ind under hagen,« fortæller Steen Holger Hansen.
I løbet af de efterfølgende timer breder dødsstivheden sig ned over kroppen og låser musklerne én efter én. Og omtrent ti timer efter er den afdøde stiv som et bræt.
»Dødsstivheden er så ekstrem, at den afdøde vil bevare sin stilling, selv om man løfter ham op fra en sofa og stiller ham op ad væggen,« fortæller Steen Holger Hansen.
Bøjer man for eksempel en arm eller et ben i den periode, hvor musklerne bliver gradvist mere stive, vil dødsstivheden blive brudt netop dette sted, men tiltage igen i den nye position.
Artiklen fortsætter efter afstemningsboksen
Bryder man derimod dødsstivheden, efter den har nået sit højeste, vil musklerne igen blive helt bløde. Og de vil ikke blive stive igen.
Selv hvis liget får lov til at ligge uforstyrret hen, vil dødsstivheden med tiden forsvinde, efterhånden som forrådnelsen sætter ind.
\ Sådan opstår dødsstivhed
Efter døden kan personen ikke længere trække vejret, hvorefter muskelcellernes ionpumper ikke længere fungerer, som de skal, og calciumioner trækker ud i områder, hvor de ikke skal være.
De sætter gang i en kemisk proces, der fremprovokerer en muskelsammentrækning, som varer ved, indtil bakterier har spist de muskelsammentrækkende stoffer. Når ionerne er væk, bliver musklerne igen slappe.
Bakteriers afføring farver huden grøn
- Hvorfor skifter lig hudfarve - hvorfor får nogle lig eksempelvis et grønligt skær, når de har ligget en tid?
»Kroppen går i forrådnelse, fordi immunforsvaret er sat ud af kraft. Immunforsvarets fornemmeste opgave er at give bakterier, virus og andre nærgående væsner kamp til stregen, hvis de vover at trænge ind under huden på os. Sættes immunforsvaret ud af kraft, er der ikke noget til at holde bakterierne tilbage,« fortæller Steen Holger Hansen.
Fra at have holdt sig til maven og tarmen kan de pludselig frit tære løs på det døde væv omkring dem, mens de via blodbanerne spreder sig til resten af kroppen.
Dét, der kommer ind, skal ud igen, og bakteriernes afføring farver huden grøn.
Invasionen sætter for alvor gang i kroppens forfald. Allerede efter nogle få dage blive huden løs og porøs, så der ikke skal mere end en let berøring til, før den glider af. Hvor kroppens celler før var gode til at holde deres indmad indenbords, begynder de at lække væske. Cellevæsken begynder at pible op af de underliggende lag, så der opstår store væskefyldte blærer mellem overhud og underhud.
Endelig afgiver bakterierne metan og svovlbrinte i et omfang, så maven og ansigtet svulmer op.
Udtørring skaber mumier
- Kan man blive mumificeret fra naturens hånd? Altså findes der omstændigheder, hvor kroppen naturligt bliver bevaret?
»Ja, det hænder ind imellem. Bakterier har nemlig brug for masser af væske for at kunne gå i kødet på den afdøde og sætte gang i forrådnelsen. Står stuevinduet på klem, vil blottede arme og ben, der for eksempel stikker ud under en dyne, hurtigt begynde at tørre ud, så bakterierne ikke kan agere. Resultatet er, at huden bliver hård og læderagtig, og fingrene bliver meget lange og krogede,« svarer Steen Holger Hansen.
Tørrer kroppen fuldstændigt ind, bliver den nærmest mumificeret, og det vil altså sige, at forrådnelsesprocessen går helt i stå. Man vil derfor kunne genkende den afdøde, selvom personen har ligget i lejligheden i mange måneder.
»Hvis man dør et sted, hvor der er tør luft, og hvor der er godt med luftgennemstrømning, så bliver man mumificeret - det vil sige, at forrådnelsen holder op. Bakterierne har brug for væske for at kunne fungere. Den konstante luftstrøm tørrer kroppen ud, så alting kapsles ind, og dermed kommer man til at ligne en mumie,« fortæller han.
Steen Holger Hansen har set mange delvist mumificerede lig igennem tiderne, hvor eksempelvis en blottet arm er mumificeret, mens resten af kroppen under dynen er blevet grøn af forrådnelse.
Til gengæld er det yderst sjældent, at hele liget er blevet til en mumie. Faktisk mindes han kun et enkelt tilfælde, hvor en ejendomsmægler havde fundet en fuldstændigt mumificeret eneboer i et loftsrum.
Skelet havde stadig jakken på
I langt de fleste tilfælde sker der ikke nogen mumificering, fordi bakterierne arbejder hurtigere, end kroppen kan nå at tørre ud.
Her stopper forrådnelsen først i det øjeblik, hvor bakterierne ikke har mere at tære af, altså når liget er fuldstændigt afpillet.
Ved stuetemperatur og almindelig luftfugtighed tager processen typisk et år.
»På et tidspunkt blev vi kaldt ud i en lejlighed, hvor vi fandt et lig, der var fuldstændigt skeletteret. Personen havde været død i 15 måneder. Liget var så nedbrudt, at vi blev mødt af en kraftig lugt af muldjord, da vi brød gennem hoveddøren,« fortæller han.
Det mest ekstreme tilfælde, som han har hørt om fra kolleger, handler om et toilet på trappeafsatsen, som etagens lejligheder oprindeligt deltes om i et alment boligbyggeri i det indre København. Toilettet havde været aflåst i en tid, hvilket beboerne ikke tænkte synderligt over, da de blot havde brugt toiletterne på de andre etager.
Efter nogle år var der dog en håndværker, som skulle reparere nogle relæer, der var i toiletrummet, og han lirkede døren op og undrede sig over, at der over toilettet var smidt en jakke.
»Da han tog fat i jakken og hev den op, raslede en stor bunke knogler ud. Jakkens indehaver var åbenbart afgået ved døden, mens han sad på toilettet, og der har han så siddet i en årrække, uden at nogen har opdaget ham,« slutter Steen Holger Hansen.
Hvis du brænder inde med et spørgsmål af den ene eller den anden slags, så tøv ikke med at tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen videnskab.dk/sv.
Denne artikel blev bragt første gang 1. juni 2011.
