Ekspert i hantavirus: Sådan undersøges smitteramt krydstogtskib 

Udbruddet af hantavirus på krydstogtskibet vokser fortsat.

Verdenssundhedsorganisationen, WHO, oplyste 6. maj, at der er registreret otte tilfælde, hvoraf tre er bekræftet som hantavirus gennem test i laboratiorier.

I de seneste dage er det desuden blevet rapporteret, at tre passagerer er døde.

Flere passagerer bliver nu evakueret fra krydstogtskibet MV Hondius for at modtage behandling.

Andre er gået i land og er på vej hjem. De schweiziske myndigheder har bekræftet, at en passager fra skibet er testet positiv og nu behandles på et hospital i Zürich.

Jeg er læge med speciale i folkesundhed og en særlig interesse for luftvejssygdomme, og jeg har tidligere været med til at undersøge et udbrud af hantavirus.

Her er, hvad forskerne i øjeblikket forsøger at klarlægge om denne klynge af tilfælde – herunder om virusset eventuelt kan smitte fra person til person.

Ukendt hanta-variant i 1993

I 1993 var jeg en ung epidemiolog ved det USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Jeg blev sendt til ørkenområderne i det sydvestlige USA for at hjælpe med at opklare et skræmmende udbrud, som især ramte navaho-befolkningen.

Unge voksne i 20'erne og 30'erne blev pludseligt alvorligt syge. De udviklede feber og hoste, og deres tilstand forværredes hurtigt til alvorligt åndedrætssvigt som følge af ophobning af væske i lungerne.

Nogle virkede friske nok til at danse om aftenen, men døde så få timer senere.

Forskerholdet var forståeligt nok urolige. Vi vidste endnu ikke, hvilket smittestof der var tale om, hvordan det spredte sig, eller om vi selv var i risiko.

Et af de første kendte tilfælde var en velkendt løber, hvilket fik os til at overveje, om sygdommen kunne hænge sammen med noget, der blev indåndet fra ørkenstøv.

Vi overvejede også muligheden for en lækage fra et afsides militært biologisk laboratorium. Også pest (som forekommer naturligt i området) var en del af hypoteserne.

Laboratorieanalyser viste siden, at årsagen var en hidtil ukendt hantavirus, senere kaldet Sin Nombre-virus.

Den angriber de små blodkar i lungerne og smitter via kontakt med urin, afføring eller spyt fra inficerede hjortemus.

Antallet af mus var steget voldsomt, og de var trængt ind i både hjem og arbejdspladser i de berørte områder.

Det var afgørende, at Sin Nombre-virus (ligesom de fleste andre hantavirusser) ikke ser ud til at smitte mellem mennesker.

De tilfælde, der opstod i familier, skyldtes fælles eksponering for gnavere eller omgivelser forurenet af dem, ofte i forbindelse med rengøring eller tæt kontakt med støv og genstande.

Derfor vakte det stor opsigt, da man senere fandt ud af, at Andes-virus, en sydamerikansk variant af hantavirus, i sjældne tilfælde kan smitte fra menneske til menneske.

Det er fortsat usædvanligt, men dokumenteret, blandt andet i udbrud i Argentina, som er det land, hvorfra MV Hondius satte sejl før det aktuelle, mistænkte udbrud.

'Smitte-detektivernes' næste træk

Det første skridt i enhver undersøgelse af et smitteudbrud er at bekræfte diagnosen.

På dette stadie er forskellen mellem et 'mistænkt' og et 'bekræftet' tilfælde stadig afgørende.

Forskerne skal finde ud af, om alle de alvorlige luftvejstilfælde i 'smitteklyngen' skyldes hantavirus, eller om de bekræftede tilfælde optræder samtidig med andre infektioner, som for eksempel influenza eller covid-19.

Næste skridt er at fastlægge en tidslinje.

Hvornår symptomerne begyndte, er ofte det første spor til at forstå, hvor og hvordan smitten kan være sket.

Ifølge WHO forlod skibet Ushuaia i Argentina 1. april 2026. Det første kendte tilfælde fik symptomer 6. april, mens de øvrige tilfælde opstod senere i april.

Lad os se nærmere på de første tre tilfælde.

Hantavirus pulmonalt syndrom (HCPS/HPS) dækker over de luftvejssymptomer, der opstår ved de varianter af hantavirus, som primært angriber lungerne. Symptomerne viser sig typisk to til fire uger efter smitte.

I nogle tilfælde kan sygdommen dog bryde ud allerede efter én uge eller først op til otte uger efter.

Det gør det første tilfælde vanskeligt at forklare som en smitte, der er sket ombord efter afsejling. Symptomerne begyndte allerede 6. april, altså kun fem dage efter afgangen fra Argentina.

Det er kortere end den normale inkubationstid, og endda kortere end den nedre grænse, man oftest angiver.

Derfor er det mere sandsynligt, at personen blev smittet i Argentina før ombordstigning. Der er blandt andet meldinger om en udflugt, hvor passagererne så på fugle, som muligvis medførte kontakt med gnavere.

De senere tilfælde er mere uklare. De kan være opstået efter smitte før afrejse, under udflugter i Argentina eller et helt tredje sted.

Men tidspunktet åbner også for en anden mulighed: At smitten er blevet overført fra det første tilfælde til nære kontakter ombord.

Her bliver det epidemiologisk set interessant.

Spredte virussen sig fra menneske til menneske?

Det andet tilfælde var en nær kontakt til den første smittede. Det giver to mulige forklaringer:

De kan have været udsat for den samme smittekilde, for eksempel en inficeret gnaver eller dens urin og ekskrementer.

Det er også meget sandsynligt, at den anden person er blevet smittet direkte af den første.

Det tredje tilfælde var ikke en del af den samme nære familie. Hvis undersøgelser viser, at denne person deltog i de samme udflugter i Argentina som de to første, kan en fælles smittekilde stadig forklare udbruddet.

Men hvis der ikke er nogen fælles kontakt med gnavere, øges mistanken om smitte fra person til person.

Det er ikke det samme som, at menneske-til-menneske-smitte er bevist, men det bliver en af de vigtigste hypoteser, der skal testes.

Et mere komplekst og mindre entydigt smitteforløb

Hvis smitte mellem mennesker ikke kan forklare forløbet, må forskerne i stedet overveje et mere komplekst og mindre entydigt smitteforløb.

Det første tilfælde er formentlig blevet smittet før ombordstigning og haft en kort inkubationstid.

For det andet tilfælde kræver det enten samme eksponering, men med en længere inkubationstid, eller at vedkommende er blevet smittet af det første tilfælde.

Det tredje tilfælde forudsætter enten en selvstændig eksponering for inficerede gnavere før afrejse eller en anden smittekilde under rejsen.

Ingen af disse forklaringer er umulige.

Men efterhånden som flere tilfælde opstår, og hvis de tidsmæssigt samler sig omkring kontakt med tidligere syge, bliver hypotesen om smitte fra menneske til menneske sværere at afvise.

Afstanden i tid mellem det første tilfælde og de efterfølgende er også vigtig. Hvis virussen smitter mellem mennesker, vil den alvorlige sygdomsfase sandsynligvis være forbundet med størst smitterisiko.

Man ville derfor forvente, at nye symptomer opstår omkring to til tre uger efter tæt kontakt med en tidligere alvorligt syg person – og det er netop det mønster, der ses på krydstogtskibet.

Hvad betyder det for folkesundheden?

Den praktiske håndtering af situationen må derfor tage højde for begge muligheder, både en fælles smittekilde fra naturen og en begrænset smitte mellem mennesker.

Det kræver grundige interviews.

De rejsende skal udspørges om alt fra rejseaktivitet før ombordstigning, udflugter i land, kontakt med dyreliv til observationer af gnavere, kahytplaceringer, rengøringsvaner, fælles måltider, transport og tæt kontakt med syge passagerer.

Derudover kræves laboratoriebekræftelse i flere tilfælde, genetisk analyse af virusprøver, hvor det er muligt, samt en nøje kortlægning af, hvem der har været i kontakt med hvem og hvornår.

Genetiske analyser kan også afdække, om virussen har den samme mutation, som tidligere har været forbundet med smitte mellem mennesker i tidligere udbrud (som heldigvis kunne bringes under kontrol med almindelige isolations- og hygiejnetiltag).

Ny mutation?

Hvis man finder en ny mutation, kan det give anledning til bekymring for øget smitterisiko.

For offentligheden og de sundhedsmyndigheder, der skal modtage passagerer fra det karantæneramte skib, er det vigtigste budskab, at der ikke er grund til panik.

De fleste hantavirusser smitter ikke mellem mennesker. Selv for Andes-virus er smitte fra person til person sjælden og kræver typisk tæt eller længerevarende kontakt.

WHO vurderer i øjeblikket risikoen for den brede befolkning som lav. Denne virus spreder sig ikke som influenza eller COVID-19.

Men for epidemiologer er dette netop den type udbrud, der kræver klassisk, grundigt detektivarbejde: Bekræft diagnoserne, fastlæg tidsforløbet, test de mulige forklaringer, og lad mønstrene i smitte, sygdomsforløb og laboratoriedata fortælle historien.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.