Husk at børste bisser: Endnu et studie kobler parodontose til Alzheimer
Kilde: 
28 januar 2019

Tandsygdommen parodontose har længe været under mistanke for at forårsage Alzheimer. Et nyt studie styrker nu denne mistanke.

Det skriver Ingeniøren.

En amerikansk undersøgelse af hjernerne hos 54 afdøde Alzheimer-patienter viser nemlig, ifølge forskerne selv, en sammenhæng mellem parodontose og Alzheimers Sygdom.

LÆS OGSÅ: Vær flittig med tandbørsten og udskyd Alzheimer

Det er især én detalje i studiet, der overbeviser forskerne om sammenhængen.

De fandt nemlig også bakterien bag parodontose, den såkaldte porphyromonas gingivalis, i raske hjerner på personer, der ikke var diagnosticeret med Alzheimer, og hos dem havde bakterien ikke udviklet sig til parodontose.

»Det peger i retning af, at hjerneinfektion med p. gingivalis ikke er en konsekvens af dårlig tandhygiejne, fordi man er blevet dement, men en tidlig begivenhed, der kan forklare den sygdomsfremkaldende mekanisme hos midaldrende, før de får kognitive problemer,« skriver forfatterne i deres undersøgelse.

Kasper Jørgensen, der er neuropsykologisk fagkonsulent hos Nationalt Videnscenter for Demens, kalder ifølge Ingeniøren de nye resultater for spændende.

»Alzheimer er jo en meget kompleks sygdom, og der er utvivlsomt mange faktorer, der spiller ind. Men det er klart, at det her studie styrker mistanken om, at tandbakterier øger risikoen for Alzheimer. Jeg vil da i hvert fald mene, der nu er en yderligere god grund til at børste sine tænder ordentligt,« siger han til Ingeniøren.

LÆS OGSÅ: Bakterier i tandgummer koblet til Alzheimer’s

Men resultaterne kan også fortolkes på en anden måde, påpeger tandlæge og ph.d. Birita Ellefsen, der har forsket i tandsundhed og demens ved Københavns Universitet, ifølge Ingeniøren:

»Det er jo ikke givet, at raske personer med stoffer fra parodontose-bakterier i hjernen ville udvikle Alzheimer, hvis de levede længere. Måske kan nogle mennesker klare sig med stoffer fra nogle mikroorganismer i hjernen, mens andre udvikler Alzheimer. Jeg tror, der er flere faktorer på spil,« siger hun til Ingeniøren.

Studiet er publiceret i Science Advances

LÆS OGSÅ: Banebrydende ny viden om Alzheimers og Parkinsons

LÆS OGSÅ: Sådan ser Alzheimer ud

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.