Gør en mobil på bordet os dummere og mindre sociale? Ny forskning genfinder ikke berømte resultater

Vi kender alle sammen fornemmelsen. Mobilen ligger og vinker et sted i hjørnet af vores synsfelt, mens vi prøver at arbejde, have en samtale eller bare se TV.

Den drager os.

Selv hvis der ikke går beskeder og bannere ind, trækker den evige onlinekanal med små impulser til at skele, checke, svare, swipe.

I 2013 begyndte forskere at lave eksperimenter, hvor forsøgsdeltagere havde en mobil liggende på arbejdsbordet eller i tasken inde i psykologilaboratoriet. Levede folk nu med en evigt halveret opmærksomhed, og gik det så ud over vores evne til at tænke, lære og være sammen socialt? Det har jeg længe troet.

Nu viser det sig, at sensationelle fund på området måske ikke holder stik.

Kampen om den sparsomme opmærksomhed

Der er næsten ikke noget værre end følelsen af, at man ikke kan være til stede i nuet.

Det gælder i privaten, når telefonen bipper og båtter, såvel som på arbejdet, hvor kampen om ens tid også raser.

Data fra mødeplanlægningsappen reclaim.ai afslører, at vi (navnlig efter coronaepidemien) er ved at møde, planlægge og distrahere os selv ned i et hul, hvor sammenhængende stunder er en mangelvare.

Det er svært at opnå fordybelse og få lavet noget, hvis man hele tiden skal skifte fokus. Og mange beslutningstagere anerkender ikke, at god problemløsning og læring kræver, at man kigger ud af vinduet og fjumser med sine opgaver, uden at producere noget målbart hvert eneste sekund.

\ Læs mere

Fantasien er menneskets superkraft: Sådan sætter du skub i den

I januar 2023 skrev The Guardian for eksempel, hvordan techvirksomheden Shopify har foretaget massiv »mødeudrensning«, og hvordan flere firmaer nu indfører en »no judgment«-politik, så ansatte med god samvittighed kan afvise møder, de på papiret godt kunne deltage i.

Kampen om tiden og den gode opmærksomhed er intens.

Ødelægger telefonens blotte tilstedeværelse din koncentration?

Det er indlysende, at mobiltelefoner kan være forstyrrende, hvis de vibrerer og tiltrækker sig opmærksomhed.

Forskning i for eksempel Danmark, Sverige og Spanien har vist, at skoler oplever bedre ro og koncentration samt færre konflikter om de små skærme, når elevernes mobiltelefoner er gemt væk i timerne – også selvom resultaterne ikke smitter målbart af på præstation eller trivsel i de nordiske lande.

Som samfund har vi, kort sagt, været nødt til at disciplinere vores tendens til, hvad lektor i psykologi på Aarhus Universitet Jesper Aagaard kalder digital selvdistraktion.

Telefoner i psykologilaboratoriet

Og så er vi tilbage ved den sensationelle forskning om telefoners effekt på mennesker evne til at tænke og være til i hverdagen.

I et sæt eksperimenter, der ofte citeres som »mere presence«-effekten, fandt Bill Thornton i 2014, at mennesker var dårligere til kognitivt arbejde, hvis de havde deres telefon i nærheden – for eksempel på skrivebordet foran sig.

Selv hvis den var nede i tasken, ødelagde telefonens tilstedeværelse ifølge et spændende studie fra 2017 deltagernes præstation på kognitive prøver.

Men det var ikke, fordi telefonerne bimlede og vibrerede, mens eksperimenterne stod på. De var ganske stille.

Men deres blotte tilstedeværelse i laboratoriet synes at være gået ud over deltagernes kognitive kapacitet. Det vil sige evnen til at koncentrere sig, reagere præcist og holde mentale bolde i luften.

Eksperimenter med sociale forstyrrelser

Men fundene begrænser sig ikke til det rent kognitive. Også de sociale øjeblikke lider overlast.

Et eksperiment fandt, at en telefons tilstedeværelse kunne gå ud over følelsen af menneskelig forbindelse og samtalens oplevede kvalitet, når deltagere skulle mødes og snakke med en fremmed.

En bærende hypotese er, at det tærer på kognitive ressourcer at skulle holde sig fra at tjekke sin telefon, hvis man er i gang med noget andet – om det så er problemløsning, en samtale eller noget tredje.

Når impulsen til at tjekke beskeder melder sig, bliver man nemlig ikke blot distraheret, men man skal også bruge kræfter på at stoppe sig selv. Måske bliver FOMO (‘fear of missing out’) også hængende som en borende fornemmelse i baghovedet, indtil man giver efter.

Mennesker har typisk flere kognitive processer at gøre godt med i forskellige sansemodaliteter (vi kan godt høre podcast, mens vi cykler eller tegner). Men mange situationer kræver, at vi dedikerer sanserne og tankeapparatet.

Og i den slags situationer volder telefonens tilstedeværelse altså besvær.

Eller sådan lød de opsigtsvækkende konklusioner i hvert fald.

Men resultaterne kunne ikke genskabes

I starten af det nye år satte jeg mig for at gå »mere presence«-studierne efter i sømmene.

Det gjorde jeg blandt andet, fordi de undertiden bliver citeret nærmest som evangelietekster i drøftelser om børn, unge og skærmtid.

Jeg har selv skrevet om undersøgelserne i min nyeste bog, for distraktionsproblemet virker overbevisende sammenlignet med mere tvivlsomme påstande i feltet.

En litteratursøgning senere viste det sig dog, at fundene fra 2013 og 2014 slet ikke er så klare længere.

Forskerne mislykkedes pludselig med at gentage »mere presence«-resultatet, da det blev genbesøgt i 2022 .

Uanset om man kigger efter kognitive eller sociale udfald, kan nyere undersøgelser tilsyneladende ikke finde effekten, hvor en telefon i nærheden sænker nærværet eller den målbare kognitive formåen.

Forbedrede metoder gav heller ikke samme resultat

Når metoderne fra det oprindelige studie blev forbedret, var resultaterne tilsvarende blandede.

Et hold forskere ville i 2021 se, hvor alvorlige følgerne af den dragende telefon ville være ved kreativt arbejde. Men de kunne ikke finde nogen betydelig effekt, uanset om de undersøgte individer eller samarbejdet i grupper.

En undersøgelse fra 2017 kunne ikke genskabe det oprindelige »mere presence«-resultat, da de ville teste, om folk følte sig subjektivt mere anstrengt, hvis telefonen lå og lokkede.

Og i denne nye replikation fandt de ikke engang den oprindelige kognitive effekt, som Thornton havde målt, men noterede at deltagere, der var »mere knyttet til deres telefon«, fandt situationen sjovere, når telefonen var i nærheden.

I en japansk undersøgelse fra 2022 fandt man heller ikke en effekt på den primære kognitive opgave, uanset om den lokkende telefon i synsfeltet var tændt eller slukket. Der var dog en effekt på en sekundær opgave, der handlede om at holde øje med skiftende indtryk netop i synsperiferien.

Så hvad er konklusionen, når den foruroligende effekt tilsyneladende ikke er at finde længere?

Det er selvfølgelig irriterende – men sådan er forskning. Lige når vi tror, at vi ved noget, må vi til at opdatere vores tænkning.

Replikationskrisen kradser i berømte ‘sandheder’

Fænomenet, hvor et forskningsresultat pludselig ikke kan genskabes, er ikke enestående psykologien. I løbet af de seneste ti år har fænomenet sendt rystelser igennem videnskabskulturen.

Det er forventeligt, at undersøgelser varierer. Men normalt bliver sikkerheden for et stykke viden etableret over tid, ved at flere undersøgelser lander nogenlunde samme sted.

Det har sat gang i en række foranstaltninger for at undgå, at dårlige undersøgelser eller statistisk tilfældige fund kommer til at dominere disciplinerne – og overskrifterne.

For eksempel har Manylabs-projektet og etableringen af det Åbne Forskningsrammeværk OSF.org gjort en stor forskel. Både i forhold til at efterprøve spektakulære psykologiske fund systematisk på tværs af landegrænser og for at skabe gennemsigtighed, så forskere ikke kan komme til at ’p-hacke’ for at blive udgivet eller skjule resultater, der ikke huer dem.

Små fund eller helt tilfældige?

En af grundene til, at »mere presence«-resultatet ikke kan genfindes, er muligvis, at fundene ved nærmere eftersyn var signifikante med ganske små effektstørrelser (η2p).

Det betyder lidt forsimplet, at deltagerne ikke blev voldsomt påvirket, selvom forskerne kunne fremelske en forskel imellem forsøgsgrupperne med og uden telefon.

I praksis drukner fund i denne vægtklasse ofte i hverdagen, selvom resultatet kan være spændende for forskere. Det kan man hurtigt overse, hvis man bare læser overskriften.

En anden forklaring kan være, at deltagerne eller situationen i de nye studier var anderledes på én eller anden lille måde, og så forsvinder signifikansen. Det ses ofte i selv meget trofaste replikationer.

Eller en tredje forklaring kunne være, at mobiler for ti år siden var nye og mere forjættende. Måske udebliver »mere presence«-effekten, fordi flere i dag lærer sig at trodse digitale distraktioner?

Opsamlende studier af skærmtidseffekter generelt viser i hvert fald, at:

1) Effekterne i det gennemsnitlige forskningsstudie er i den lille ende, sammenlignet med den måde skadesvirkninger ofte fremstilles i for eksempel danske medier.

2.) Jo bedre metoder og jo mere gennemskuelige data en ny undersøgelse bruger, jo mindre er dens fund typisk.

Meget tyder derfor på, at vi skal være en smule forsigtige, hvis nogen hiver enkeltundersøgelser som Thorntons »mere presence«-artikel fra 2014 frem, før der er lavet adskillige gentagelser med stigende kvalitet.

Det er fristende at henvise »mere presence«-effekten til kirkegården for spektakulære resultater, der ved replikationsforsøg slet ikke holder vand. Men det ville nok være lidt voldsomt.

Det, vi med sikkerhed kan sige, er dog, at resultatet er usikkert, småt og stærkt variabelt. Og at det er godt, at forskerne har arbejdet videre i et adstadigt tempo, selvom debatterne løber hurtigt.

\ Læs mere

Nej, du er ikke afhængig af din telefon: Du har bare en dårlig vane

\ Læs mere

Slip nu den telefon! Fire gode råd til at undgå tidsrøvende distraktioner på nettet

\ Læs mere

Dansk undersøgelse: Reduceret skærmbrug fører til bedre mentalt velvære