»Fanta-fanta-fantasiiiiiiiii, det ka’ vi liiii’!«
Sådan sagde terapeuten Sidney Kreutzfeldt i sin tid i DR’s satireprogram Casper og Mandrilaftalen. Og sådan har Andreas Lieberoth det også.
Han er nemlig fantasi-forsker, og her i artiklen fortælller han, hvorfor fantasien er så vigtig for os mennesker og giver tips til, hvordan du kan sætte fut i din egen fantasi.
I hans nye bog ‘Fantasi’, der er en del af serien ‘Tænkepauser’ fra Aarhus Universitetsforlag, beskriver han, hvordan fantasien er menneskets ‘superkraft’, der har gjort os fantastisk succesfulde som art.
»Sabeltigeren har haft held med at have store tænder, så den har gennem evolutionen udviklet større tænder. Mennesker har ikke nogle seje våben, og sammenlignet med chimpansen er vi jo nogle svæklinge. Det, vi mennesker har haft, det har vi haft inde i pæren,« fortæller han i podcasten Brainstorm.
\ Læs mere
De to Brainstorm-værter Jais og Asbjørn har ‘mødtes’ med Andreas Lieberoth, der er adjunkt på Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet over en zoom-forbindelse til en snak om netop fantasien.
\ Om Brainstorm sæson 2
’Brainstorm’ er Videnskab.dk’s ugentlige podcast om hjernen – udkommer fredage.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning.
Videnskab.dk og Lundbeckfonden deler en ambition om at udbrede viden til alle om hjernen og hjerneforskningen.
Brainstorm kan produceres takket være støtte fra Lundbeckfonden.
Hør, hvordan du kickstarter din fantasi
»Det er også fantasien, der er på spil, når vi skal huske at købe mælk på vej hjem, eller når vi skal planlægge julegaveindkøb,« siger han.
Fantasien kan derfor hjælpe os, når vi skal finde på løsninger. Og hvis du nu sidder og tænker, at du er lidt fantasiløs, så kan du med fordel åbne din podcast-app og finde det seneste afsnit af Brainstorm. Her kommer Andreas Lieberoth nemlig også med gode råd til, hvordan du kan booste sin fantasi.
Rådene involverer blandt andet en rollespilsfigur, han selv har malet – hvordan det hænger sammen, og meget andet, kan du høre i det nyeste afsnit af Brainstorm.