Hvad har malaria og kræft til fælles? Umiddelbart ingenting, men et usædvanligt fund tilbage i 2015 vendte op og ned på den opfattelse. Her viste forskere for første gang, at et malariaparasitprotein bandt til tumorer.
Samme parasitprotein har forskere nu vist kan bruges til at spore tidlig bugspytkirtelkræft i blodprøver – med imponerende præcision.
Denne opdagelse har plantet et håb om måske at kunne opsnuse en af de mest dødelige typer af kræft i verden, som mere end 1.200 i Danmark må lade livet til hvert år.
Jeg forsker selv i det diagnostiske potentiale af malariaproteinet, men jeg har ikke været involveret i de to internationale studier, som jeg vil fortælle om i det følgende.
Moderkageceller deler egenskaber med kræftceller
Det hele begyndte for mange år tilbage med en nysgerrighed, der udsprang af den kendsgerning, at malaria er særligt farlig for gravide:
Hvordan kan malaria-parasitten Plasmodium falciparum effektivt forankre sig til moderkagen og derved forårsage tabet af så mange foster- og kvindeliv i den tredje verden?
Svaret viste sig at være en unik interaktion mellem parasitproteinet VAR2CSA og sukkerstoffet onkoføtal chondroitinsulfat – et komplekst molekyle, der kun findes i moderkagen. Troede man.
Men forskerne opdagede senere noget finurligt: Sukkerstoffet findes også på cirka 95 procent af alle typer kræftceller. Det var et vendepunkt. Moderkagen skal, ganske ligesom kræft, dele sig hurtigt og endda invadere det omgivende væv.
Derfor er det måske ikke en stor overraskelse, at de deler molekyler, der er specialiserede i netop dette.
Ved at kopiere og producere en kunstig version af parasitproteinet VAR2CSA, der binder sukkerstoffet på kræftceller, har forskere udviklet målrettede kræftbehandlinger og nye diagnostiske metoder, der lige nu er under testning og afprøvning.
Små vesikler er dødsens vigtige budbringere
I sommer udkom to artikler i tidsskriftet ’Journal of Extracellular Vesicles’, der beskriver, hvordan den kunstigt producerede version af parasitproteinet kan finde små vesikler – en slags budbringere af kræftceller - i blodet fra patienter med bugspytkirtelkræft.
Det er helt ny viden, at også disse budbringere/vesikler, ligesom kræftcellerne, har kræftsukkerstoffet på overfladen.
Perspektivet i det er, at kræft i bugspytkirtlen kan opspores langt tidligere end førhen, da vesiklerne cirkulerer i blodet og dermed kan måles i en blodprøve.
Samtidig åbner denne opdagelse et vindue for at undersøge kræftcellers kommunikation og spredning.
Kræftbudbringerne er tusindvis gange mindre end et menneskehår
Disse type vesikler er meget små væskeholdige blærer omgivet af en membran – vi taler typisk 1.000 gange mindre i diameter end et menneskehår!
Men døm dem ikke på deres ringe størrelse: Vesiklerne er ’informationspakker’ med vigtigt gods, som udsendes af alle kroppens celler – raske og syge – til modtagelse af andre ofte fjerne celler, der holder til i helt andre organer og væv.
Vesikel-pakkerne indeholder vigtige beskeder i form af proteiner, arvemateriale, metabolitter og meget andet, der direkte påvirker modtagercellens skæbne. Instruktionerne i disse beskeder spænder vidt.
De kan for eksempel befale, at cellen skal dele sig, endda at den skal slå sig selv ihjel, eller forberede et hjem for en kræftcelle, der er på vej gennem blodbanen.
97 procent præcision i diagnosticeringen af bugspytkirtelkræft
Bugspytkirtelkræft udvikler sig ikke fra den ene dag til den anden. Før kræften bryder ud, kan der opstå små knudelignende forstadier i kirtlens udførselsgange.
Sådanne knuder er derfor en slags ’advarselstrin’, hvor cellerne begynder at opføre sig unormalt, men endnu ikke er blevet til egentlig kræft.
Hvis forstadier eller tidlige kræftstadier kan opdages i tide, kan man nå at gribe ind, inden det er for sent. Når først bugspytkirtelkræften er brudt ud, er prognosen dunkel.
For mænd er overlevelsesraten fem år efter diagnosen kun 12 procent, og for kvinder er den 14 procent.
Resultaterne fra de to nye studier er markante: det producerede parasitprotein kan identificere bugspytkirtelkræft med stor nøjagtighed i blodprøver fra patienter. Studierne involverer samlet blodprøver fra 69 patienter med bugspytkirtelkræft og 52 raske personer.
I det ene studie med flest inkluderede kræftpatienter (58), viste forskerne, at selv tidlige stadier af bugspytkirtelkræft kunne detekteres med 92 procent nøjagtighed.
I klinikken bruger man ofte kræftmarkøren CA19-9, som også findes i blodet, men har lavere kræftspecificitet og nøjagtighed.
Kombinerer man VAR2CSA'en med den eksisterende føromtalte kliniske kræftmarkør CA19-9, er nøjagtigheden 97 procent.
Det åbner mulighed for en langt mere pålidelig diagnose af en kræftform, som ellers ofte opdages alt for sent og har en høj dødelighed.
Starten på en ny videnskabelig rejse er skudt i gang
Men hvad betyder disse sukkerstof-beskeder og hvilke celler henvender de sig til? Kan også de farlige forstadier til bugspytkirtelkræft detekteres?
Brikkerne i puslespillet er ude af kassen, og der arbejdes ihærdigt på at samle dem. Men det fulde billede må vi vente på lidt endnu, mens der arbejdes i laboratorierne.
Næste skridt er at teste i større skala på en lang række forskellige mennesker.
Om VAR2CSA-proteinet, der før var frygtet for sin rolle i malaria, kan hjælpe os med at redde liv, må tiden altså vise.
