Protein fra dødelig parasit kan hjælpe os i kampen mod kræft

Myggen er verdens farligste dyr – farligere end løver, slanger og flodheste.

For myggen spreder malariaparasitten både mellem inficerede dyr og mellem mennesker, og således dræber den over en halv million mennesker om året.

Derfor lyder det måske lidt for godt til at være sandt, at en parasit muligvis kan hjælpe os med at kurere kræft. Men den er god nok.

Vores forskning viser, at den dødsensfarlige parasit faktisk kan vise sig at være et uvurderligt våben i kampen mod kræft. Parasitten har allerede hjulpet os med bedre at forstå kræft, og forhåbentligt kan vi også udnytte den til at behandle kræftpatienter i fremtiden.

Hvordan det hænger sammen, vil jeg forklare i det følgende.

Mysteriet om graviditetsmalaria blev løst

For omkring tyve år siden gjorde professor Ali Salanti – sammen med adskillige andre forskere fra Center i Medicinsk Parasitologi på Københavns Universitet – en enestående opdagelse.

Opdagelsen kræver imidlertid en lidt længere forklaring, så hæng i:

Malaria er en sygdom, hvor en parasit inficerer en rød blodcelle.

Derefter deler den sig ved at nedbryde hæmoglobin (et protein, der binder ilt), springe blodcellen og inficere en ny – og så gentager den samme cyklus.

Tilbage i 2003 undersøgte forskerne graviditetsmalaria, da det kan være et stort problem for både den gravide kvinde og fostret.

I områder med malaria er de fleste voksne immune over for sygdommen fra barndommen, og malaria er derfor generelt ikke et problem for voksne. Man havde dog observeret, at gravide kvinder, som før var immune over for malaria, pludselig kunne blive syge igen under graviditeten. Men man forstod ikke, hvordan det kunne lade sig gøre.

Det mysterium havde forskerne fra København sat sig for at løse.

Og det er her, opdagelsen kommer ind i billedet. De opdagede nemlig et bestemt protein, som fik navnet VAR2CSA. Det var netop dét protein, der gjorde de forhenværende immune mødre syge.

Snedig gemmeleg

VAR2CSA fungerer som en krog, som parasitten sætter på overfladen af de røde blodlegemer.

Krogen kan kun hægte sig fast ét sted, og det er på bestemte sukkerstrukturer, som kun findes på overfladen af moderkagen.

Ved at hægte sig fast på moderkagen undgår parasitterne i de røde blodlegemer at blive ført med blodet til milten, hvor den ellers ville blive dræbt af kvindens immunsystem.

Malariaproteinet VAR2CSA er derfor dårligt nyt for den gravide kvinde, da det gør hende syg.

Det gør dog også VAR2CSA til et meget interessant protein, da det sandsynligvis er nøglen til at kunne lave en vaccine mod graviditetsmalaria. Men det kan måske redde mange flere menneskeliv.

VAR2CSA som kræftmagnet

Ali Salanti og hans hold fandt ud af, at den samme sukkerstruktur, som findes på overfladen af moderkagen, også findes på næsten alle kræftceller.

Den selvsamme sukkerstruktur, som malariaparasitten har udviklet en meget præcis krog til at fange.

Malariaparasitten har altså gennem tusindvis af års evolution givet os et værktøj til at finde kræftceller.

Det åbner døre for mange nye muligheder for at finde – og dermed også dræbe – kræft.

Et stort generelt problem inden for kræftbehandling er nemlig at finde et mål for ens behandling, som ikke også er til stede på raske celler i kroppen.

Bruger patientens eget immunforsvar som våben

En af mulighederne for at bruge VAR2CSA er som en immunterapi, hvor patientens eget immunforsvar bruges til at dræbe kræftcellerne.

Det er egentligt immuncellernes normale opgave, men tumorceller kan undvige eller skjule sig for immuncellerne.

Det gør de gennem mutationer og ved at op- og nedregulere visse receptorer og vækstfaktorer i en slags evolutionær proces, hvor kun de ’bedste’ kræftceller overlever.

Og det er derfor, immunsystemet har brug for hjælp til at finde tumoren.

Vi forsker nu i at sætte VAR2CSA sammen med et andet protein eller en anden form for krog, som binder til bestemte immunceller.

Ved hjælp af et sådant dobbeltbindende protein kan vi tiltrække kroppens immunforsvar hen til tumoren, samt fortælle immuncellerne, at her er der altså noget, de skal reagere på.

Men det er ikke helt så simpelt, som det lyder.

Kombineret terapi gør immuncellerne kampklar

Et af problemerne er, at kræftceller udover at gemme sig for immunsystemet også kan signalere til immuncellerne, at de skal lade være med at reagere.

Der er heldigvis allerede godkendte behandlinger inden for en lang række kræfttyper, som aktiverer immuncellerne. Det er antistoffer, som blandt andet binder til stopklodser for immuncellens aktivitet (de såkaldte ’checkpoint’ inhibitorer anti-CTLA-4, anti-PD-L1 og anti-PD-1).

Ved at sende antistoffer mod stopklodserne bliver de fjernet fra immuncellerne, som derfor lettere kan aktiveres.

Når vi kombinerer vores VAR2CSA-behandling (hvordan det fungerer, kan du læse om i boksen nederst i artiklen) med en af disse andre antistof-behandlinger, gør vi både immuncellerne kampklare, samt fortæller dem, hvor de skal angribe.

Denne kombinerede behandling har vi stor succes med i mus, hvor vi er i stand til helt at kurere flere forskellige typer kræft.Behandlingen kurerer ikke alle mus, men op mod 85 procent, alt efter hvilken kræfttype der er tale om.

Da vi bruger kroppens eget immunsystem til at gøre det for os, ser vi også en langvarig beskyttelse mod den type kræft, som musene tidligere har haft: der er dermed kun en meget lille risiko for at kræften kommer igen.

Dette er forskning, som vi i øjeblikket er i gang med at publicere, og det bringer os et skridt nærmere at kunne teste behandlingen i mennesker. Der er et stykke vej fra museforsøg til menneskeforsøg, og det giver ikke nødvendigvis de samme resultater.

Kliniske forsøg i mennesker kræver også en stor investering i én retning, og da malariaproteinet kan bruges på flere måder, vil vi være sikre på at vi vælger den rigtige behandling at gå videre med, før vi fastlåser os.

Mange andre muligheder

Udover at arbejde med immunterapi kan VAR2CSA også bruges til at finde cirkulerende kræftceller i blodet. På den måde kan vi følge sygdomsudviklingen hos kræftpatienter og dermed vurdere, om en bestemt behandling virker.

Desuden kan vi, i stedet for at bruge proteinet til immunterapi, sætte en cellegift på proteinet, for at bringe kemoterapien direkte hen til tumoren og dermed mindske bivirkninger for patienten.

Der er altså flere muligheder for, at proteinet fra den parasit, som dræber flest mennesker, kan bruges i kampen mod kræft.

Alt det arbejder vi på i laboratoriet i en gruppe opkaldt efter proteinet VAR2CSA. Sandsynligheden for, at malariaparasitten i fremtiden har dannet grobund for en kræftbehandling i klinikken, er derfor ikke så lille endda.