Hvorfor forsvandt malaria fra Danmark?

Når man hører om sygdommen malaria, tænker de fleste nok på myg i Afrika og afrikanske børn i svie og smerte.

Det er formentlig de færreste, som tænker, at malaria også har bidraget til en af de største og mest dødelige epidemier siden pesten i Danmark. Nemlig da infektionssygdommen hærgede i Sydsjælland og Lolland-Falster for mange år siden.

Men det er vores læser Sara dog bekendt med. Hun skriver nemlig ind til Spørg Videnskaben med følgende spørgsmål:

»Malaria siges at være en af de største sundhedstrusler i verden, og engang skulle malariamyg efter sigende have levet i Danmark, særligt på Sydsjælland. Hvorfor forsvandt de fra Danmark, og hvilken indflydelse havde de på os i Danmark, dengang de var her i landet?«

Til at besvare det spørgsmål har vi på Videnskab.dk allieret os med Christian Morberg Wejse, der er professor ved Institut for Kliniske Medicin – infektionssygdomme ved Aarhus Universitet og beretninger fra Carl Adam Hansen (1847-1927), en gammel læge og malariaspecialist, der levede for over 100 år siden på Lolland-Falster.

Men inden vi begynder, har Christian Morberg Wejse lige noget, han gerne vil påtale:

»Det er ikke 100 procent sikkert, at det var malaria, der hærgede dengang på Sydsjælland, for det er ikke blevet påvist. Det skete nemlig før, at man kunne teste for at påvise malaria. Men der var et sygdomsudbrud, der meget vel kunne have været malaria, da epidemien passede meget godt med malaria.«

Historien om ‘den lollandske feber’

For vi starter nemlig med at skrue tiden cirka 200 år tilbage, hvor man i starten af 1800-tallet opdagede, at folk blev ramt af en særlig syge. Og på Sydsjælland og Lolland-Falster var koncentrationen højere end i resten af landet.

Sygdommen kom og gik. Nogle år kom den, og andre udeblev den. Men når den kom, spredtes den typisk ved midsommertid og døde ud igen i efteråret.

»Det var foreneligt med, at der har været spredning via myg i sommerhalvåret, og så døde sygdomsepidemien efterfølgende ud, da der ikke længere var myg til at transportere den. Sådan vil det være på disse breddegrader, hvor myggene dør om vinteren. Så kan vi ikke have samme spredning som i for eksempel Afrika,« fortæller Christian Morberg Wejse.

For selv i Afrika og Asien, hvor sygdommen findes året rundt, spiller sæsonvariation også ind. Det er nemlig primært i regnsæsonen, hvor der er mange myg, at man ser malariaudbrud, uddyber han.

Når den kom til Danmark, har det nok været en sømand eller lignende, der har været ramt af malaria, som har bragt infektionssygdommen til landet.

Det var en af de vanlige måder, det skete på, forklarer Christian Morberg Wejse.

En læges beretninger

Ifølge læge Carl Adam Hansens beretninger og Ugeskriftet for Læger var netop år 1831 særligt.

Det havde nemlig regnet meget, hvilket havde skabt mange vådområder på den flade, sydsjællandske jord, hvor myggenes æg kunne lægge deres æg. Og det år var sommeren bragende varm.

Carl Adam Hansen havde talt med Lolland-Falsters ældre, der huskede, hvordan sygdommen gjorde sit indtog i lokalbefolkningen det år. Han beskrev det således:

»Det var frygtelig varmt, og Regnen øsede ned, saa at man kunde tro sig hensat til Regntiden i Troperne. Næsten i hver eneste Gaard og Hus laa der syge, det kneb med at faa Køerne malkede og Høstarbejdet udført, og der var Steder, hvor Afgrøden maatte staa og raadne paa Marken. Hver Dag ringede Kirkeklokkerne til Begravelse, og de enkelte Præster, der holdt sig raske, maatte gaa paa Omgang for at besørge deres syge Embedsbrødres Forretninger.«

Ifølge Langebæk Lokalhistorisk Arkiv var der alene i Maribo Amt næsten 29.000 personer smittet med infektionssygdommen det år, hvoraf 1160 af disse døde som konsekvens af sygdommen, der blev kaldt for ‘koldfeber’, ‘fjerdedagsfeber og selvfølgelig ‘den lollandske feber', skriver Ugeskriftet for Læger og læge Carl Adam Hansen i sine erindringer.

Raske mænd blev syge og faldt om på marker, og udover at det var en udfordring for datidens bønder at få malket køerne og høstet, var der i de efterfølgende år flere steder, hvor antallet af døde overgik fødselstallet.

Blandt andet i Mern sogn, hvor der døde næsten fem gange så mange, som der blev født.

Underudviklet landbrug og tonic-vand

Men hen imod slutningen af 1800'erne skete der noget skelsættende, da man begyndte at bruge kinin.

Den danske læge Carl Adam Hansen kom i sin beskrivelse af infektionssygdommen frem til, at der i årene mellem 1862 og 1890 var registreret i alt 163.736 tilfælde med ‘den lollandske feber’ i Danmark, hvoraf 36.523 var på Lolland-Falster.

Men heldigvis for (nogle) af de mange tusinder smittede, havde man i 1880 opdaget malariasygdommen og samtidig fundet en kur, der slog malariainfektionen ihjel: kinin.

Kinin er blandt andet det stof, der giver tonicvand sin karakteristiske bitre smag. Stoffet stammer fra kinabark og blev lavet til tonicvand, som man dengang brugte mod malaria.

Dengang var kinin-niveauet i tonicvand dog betydeligt højere, end det vi i dag bruger til drinken gin og tonic. Derudover blev kinin-medicinen ofte indtaget i pilleform.

Som Carl Adam Hansen beskrev i artiklen, var kinin årsagen til, at sygdommen kom under kontrol:

»Den betragtes som en Fortidslevning, som et uskadeligt Spøgelse, man ikke behøver at nære nogen Frygt for(...) Foruden at være en i flere Henseender interessant Sygdom, var den ogsaa ualmindelig taknemmelig at behandle; en passende Dosis Kinin, og den var helbredet.«

Da først kinin havde hjulpet med at bringe smitten ned, blev færre smittede.

»Det (den malarialignende sygdom, red.) forsvandt nok primært, fordi der jo skal være en konstant ‘pool’ af smittede for at overføre parasitten fra person til person, og vi fik jo adgang til behandling,” forklarer Christian Morberg Wejse.

I samme artikel nævner Carl Adam Hansen, at han formoder, at det var det den lerholdige jord på Lolland-Falster og Sydsjælland, der var årsagen til, at den malarialignende sygdom herskede.

For når det regnede, havde vandet svært ved at trække ned i jorden. Og da de lollandske marker ikke havde dræning i deres marker, hvor det overskydende vand kunne løbe fra, skabte det gunstige forhold for myggene og deres æg.

»Ikke blot den lerholdige Bund, men ogsaa den lave Beliggenhed, den ringe Højde over Havet, er ejendommelig for Lolland og til Dels for Falster. Ogsaa denne Omstændighed bidrager til at holde Grunden fugtig; thi Vandløbene mangler ordentligt Fald, hvorved Afvandingen bliver mindre grundig. At Højdeforholdene har Betydning for Feberproduktionen,« som Carl Adam Hansen skriver i sin artikel.

Og det er ifølge Christian Morberg Wejse ikke en helt dum betragtning:

»Jeg er enig i betragtningen om den lerholdige jord, for myggene er afhængige af, at der er mange områder med stillestående vand, hvor de kan lægge deres æg og yngel, så når der er mange små vandhuller, kommer der flere myg.«

Så for at opsummere: Den formodede malariasyge i Danmark kom formentlig til landet via sømænd, der var smittet.

Da den lerholdige jord, og marker uden dræn skabte mange vådområder i Sydsjælland og Lolland-Falster, som myggene kunne bruge til at lægge æg, var de med til at sprede smitten særligt meget i netop det område.

Men på grund af kinin kunne man behandle malaria, hvilket fik smitten til at falde drastisk hen imod udgangen af 1800-tallet.

Malariamyg findes stadig i Danmark

Selvom vi var plaget af malaria i årtier for 200 år siden, findes der stadigvæk malariamyg i Danmark, pointerer Christian Morberg Wejse.

Der er tale om myggearten Anopheles Stephensi, som ifølge Københavns Universitet og Fødevarestyrelsens myggetal.dk også i år er blevet observeret i Danmark.

»Vi har egentlig potentialet til et såkaldt lufthavnsudbrud i Danmark, selvom vi, mig bekendt, ikke har haft et endnu, men som er set i andre lande,« forklarer Christian Morberg Wejse.

Der har nemlig været flere tilfælde, hvor malariamyggene har været om bord på fly fra tropiske områder med malaria - den såkaldte »lufthavnsmalaria,« pointerer den danske professor.

Men det betyder ikke, at vi skal frygte for en malariaepidemi i Danmark.

Derudover skal der være en konstant pool af smittede, for at parasitten kan overføres fra person til person, og myggene er kun til stede i en begrænset periode gennem et år i Danmark, som professoren tidligere har pointeret.

Vi siger tak til Sara for det gode spørgsmål. Der er en Videnskab.dk-t-shirt på vej til dig.

Ligeledes skal der lyde et tak til Christian Morberg Wejse for at tage sig tid til at svare på spørgsmålet.