De er usynlige for det blotte øje, og alligevel er de fundamentet for livet på denne planet. Selvom de er små, er de mange. En enkelt dråbe havvand indeholder tusindevis af mikrober.
Mikrober er en samlet betegnelse for en række mikroorganismer, som omfatter virus, bakterier, mikroskopiske svampe samt encellede alger og dyr. Nogle af disse er fotosyntetiserende. Vi og andre dyr nyder derfor godt af et meget vigtigt affaldsprodukt: ilten.
Nu har forskere fra Bigelow Laboratory for Ocean Sciences og New England Aquarium lavet en fotoudstilling om havets mikrober ved navn ”Små giganter: Marine mikrober afsløret i stor skala”, som løfter sløret for mikrobernes sære og smukke mangfoldighed.
Tilpasninger til barske omgivelser
Mikrober trives og er tilpasset en fascinerende bred vifte af levesteder i ekstrem varme, kulde, stråling, tryk, saltholdighed, surhedsgrad og mørke. Ofte lever de, hvor ingen andre livsformer kan eksistere. Millioner af års evolutionær tilpasning kommer til udtryk på mange måder - blandt andet i utrolige former og farver.
Se kalkflagellatens smukke kappe, hvordan alger kan være til stor inspiration for solfangerdesign, og prøv om du kan identificere ukendte mystiske eksistenser i havets dyb. Oplev resten af galleriet hos LiveScience.
Denne mikrobe er en diatom alge, som danner kæder. Algen er en vigtig fødekilde for ny-udklækkede fisk og tilhører slægten Thalassiosira. (Foto: Laura Lubelczyk, Bigelow Laboratory of Ocean Sciences).
Identiteten af denne mystiske eksistens er endnu ukendt. Oceanerne er enorme og man estimerer, at mindre end 5% af havet er blevet undersøgt. (Foto: Credit: Laura Lubelczyk, Bigelow Laboratory for Ocean Sciences).
Denne fotosyntetiserende kalkflagellat, kaldet Emiliania huxleyi, er dækket af unikt udsmykkede kalkplader. (Foto: Dolors Blasco, Institut Ciències del Mar, CSIC).
Denne cirkulære alge tilhører diatom familien Coscinodiscus. De lysbrydende grønlige strukturer er kloroplaster. Dens sære form bliver brugt af ingeniører til at udvikle designet af fremtidige solfangere. (Foto: Peter Countway, Bigelow Laboratory for Ocean Sciences).
Denne mikrobe med lyserøde pletter kan udsende en klæbrig sæk, som omgiver og fordøjer byttet. (Foto: Peter Countway, Bigelow Laboratory for Ocean Sciences).
Fytoplankton er en mikroskopisk alge, som lever i vandlag, hvor der adgang til sollys. De indeholder blandt andet klorofyl, der indfanger sollysets energi, og via fotosyntesen opbygger organisk stof. Fytoplankton er fundamentet for havets fødekæde. (Foto: Peter Countway, Bigelow Laboratory for Ocean Sciences).
1
/
6