Fra passiv til aktiv patient: Sådan kan du spille en større rolle i din egen behandling

Alle patienter er forskellige. Det kan lyde banalt, men hvis man følger den sandhed til dørs, kan det gøre en positiv forskel i mødet med sundhedsvæsenet.

Konkret betyder det, at hver patient må have indflydelse på sin egen behandling. Det er dem og deres behov, det drejer sig om, og de vil mødes i øjenhøjde.

Det kaldes også ’patientinddragelse’ og er (heldigvis) blevet et plusord i disse år.

Jo mere kompleks og kronisk en sygdom er, desto større behov har patienten typisk for at få støtte til at mestre livet med sygdom.

Tænk eksempelvis på mennesker ramt af kræft, diabetes, hjerte-kar-sygdom, KOL eller andre kroniske tilstande. Den type sygdomme fylderi hverdagen.

Netop derfor er det vigtigt at være med i sit eget forløb og de beslutninger, der skal træffes. Hver sygdom har sine hårde valg og fravalg, både i forhold til behandling men også i forhold til det levede liv med uønskede begrænsninger.

Så hvordan sikrer vi, at læger og sygeplejersker er i stand til at møde patienten i øjenhøjde? At de ser, hvad han/hun ønsker og ikke blot forsøger at ’fikse’ problemet?

Svaret ligger i at give dem redskaber til at lytte bedre efter og komme tættere på patienten.

Viljen er der, men vejen er svær

Vi ved, at de fleste sundhedsprofessionelle gerne vil arbejde involverende, og at mange også mener, at de allerede gør det.

Desværre ved vi også, at patienter ofte oplever, at deres værdier, behov og præferencer ikke inviteres tilstrækkeligt med ind i mødet med sundhedspersonalet.

Patienter og borgere vil være medaktører i deres eget behandlingsforløb. De vil bidrage med deres ekspertise på henholdsvis sygdom, behandling og det levede liv med sygdom.

Jo mere kompleks og kronisk, personens tilstand er, jo større er behovet for et ligeværdigt samarbejde og en god relation til fagpersonerne.

Hvordan lykkes vi med det?

En relativ ny metode, Guidet-Egen-Beslutning (GEB), har vist sig at være effektiv til at møde patienterne, hvor de er.

I resten af denne artikel vil vi fortælle om, hvordan uddannelsen i GEB hjælper sygeplejersker og andet sundhedspersonale med at kommunikere i øjenhøjde.

Og nej, det er ikke kun relevant for sundhedspersonalet. Det betyder nemlig konkret, at patienter og borgere føler sig set, hørt og forstået, og oplever sig som medspillere i deres eget behandlingsforløb.

Hvad går det ud på?

GEB’s fokus er at afdække personen bag patienten og få viden om hans eller hendes værdier, ønsker, kontekst, historie, relationer, svagheder og styrker.

Disse informationer åbner op for nye handlemuligheder og er relevante og værdifulde. Det gælder eksempelvis, når der tilrettelægges behandling, og når der skal træffes beslutninger, der giver bedst mening for personens liv og præferencer.

Metoden er særlig anvendelig ved langvarige eller kroniske tilstande eller komplekse situationer, hvor det er svært at komme videre i håndtering af sygdom eller tilstand.

Men hvordan foregår GEB i praksis? Og hvorfor virker det?

Det virker blandt andet, fordi borgeren er optimalt forberedt til mødet med fagpersonen.

Før mødet har borgeren udfyldt refleksionsark, hvor hun har reflekteret over egen situation og livet med sygdom. De ark sætter dagsordenen for mødet og integreres i dialogen.

Fagpersonen er trænet til at styre samtalen, så det, der optager patienten, kommer i fokus.

Det er en af de store forskelle i forhold til vanlig samtalepraksis, hvor patienten ofte møder uforberedt, og fagpersonen sætter dagsordenen.

Lad os tage et eksempel. En patient ønsker sin diabetes bedre reguleret, har forsøgt længe uden succes og er ikke helt bevidst omkring, hvad der kan være i vejen.

Her vil den sundhedsprofessionelle med fordel kunne anvende GEB.

GEB-samtalerne vil hjælpe patienten med at udforske, hvordan vedkommende tidligere har håndteret sin diabetes: Hvad har været en forhindring, hvad har været en hjælp, hvem har været en god støtte?

Sammen udforsker de ændringer, han/hun kunne tænke sig at afprøve.

Borgerne deler mere af sig selv

Som det lyder i den afsluttende rapport fra projekt SAMKRO (samskabelse af sygdomsmestring i den kommunale rehabilitering):

»(…) borgerne delte mere viden om deres liv med sygdom ved brugen af GEB – både når borgerne havde reflekteret på forhånd inden samtalen, og når arkene blev anvendt som refleksionsværktøj i samtalen.«

Tiden mellem samtalerne kan man også kalde refleksionstid, da det ofte er her at man få nye erkendelser og øje på nye muligheder.

Disse refleksioner har betydning for de beslutninger, der skal drøftes og træffes på næste møde.

Effekten er, at personen i højere grad føler sig set, hørt og forstået.

I dialogen med fagpersonen frigives et potentiale for forandring og nye handlemuligheder i forhold til sygdomsmestring. Borgeren får dermed hjælp og støtte til at arbejde i dybden med det, der aktuelt udfordrer dem i at mestre deres liv med sygdom.

Som udvikleren af GEB, professor Vibeke Zoffmann, har sagt om metoden:

»Mennesker opfører sig anderledes, når de bliver mødt anderledes. Min forskning viser, at når man sammen med personen skaber fælles viden om den enkelte, så finder man frem til vigtige værdier. Så fremstår personen anderledes.«

Ja, det virker faktisk

At Zoffmann er glad for sin egen metode, er måske knap så overraskende. Men hvad siger brugerne?

Langt de fleste giver udtryk for, at få nye og brugbare kommunikationsredskaber med hjem, som giver mere værdifulde samtaler og større udbytte for deres patienter og borgere:

»Jeg føler, jeg er nået 'et lag dybere', end jeg normalt er nået med mine borgere, måske fordi brugen af især spejling og aktiv lytning har betydning for dette.« (tidligere deltager på uddannelse i GEB)

Vi ved fra evalueringerne, at både patienter og sundhedsprofessionelle oplever at få nye indfaldsvinkler til samtalen, som hjælper begge parter til hurtigt at nå ind til kernen af patientens sundhedsudfordringer.

Som en patient forklarer efter samtaleforløb med en deltager på GEB-uddannelsen:

»Du har fået mig ’sparket’ i gang med at træne igen – det trængte jeg til. Jeg kan anbefale, at det bruges kommunalt, da der sikkert er andre, der har brug for et skub, hvis de er gået i stå, ligesom jeg var.«

Teori er ikke nok, der skal øvelse til

På trods af et øget fokus på inddragende kommunikation i sundhedsvæsenet, er det nemt at falde tilbage i gamle vaner, når hverdagen rammer med travlhed og kendte rutiner.

Der findes mange guides, som viser vej til en inddragende kommunikation, men der findes ikke mange uddannelser, som fokuserer på at træne de sundhedsprofessionelle i at anvende denne kommunikation i praksis.

Træning af metoden i hverdagen er et vigtigt element i GEB-uddannelsen samt deltagernes refleksion over de afholdte samtaler med spørgsmål som:

• Hvordan forbliver jeg nysgerrig på patientens situation?
• Hvilke kommunikative elementer kan hjælpe mig til at opnå det?
• Hvad er det, jeg selv bringer ind i samtaler?
• Hvordan påvirker det relationen og den information, jeg får og inviterer til at få?

Som enhver, der har taget kørekort ved: Teori er ikke nok, øvelse gør mester. Det samme gælder her; at involvere patienten er noget, man skal arbejde løbende på.

Lære at lytte frem for at fikse

Det svære er nemlig, at de sundhedsprofessionelle ikke blot skal lære noget nyt, de skal også aflære noget gammelt.

Der er nogle indgroede forventninger til samtaler mellem patient/fagperson, som sætter begge parter i nogle bestemte ’roller’, hvor patienten typisk ikke er den aktive part.

Et skifte til patienten som dagsordensætter udfordrer vanlig praksis. Det er et opgør med den sundhedsprofessionelle, der har alle svar.

Eller som Anna, deltager på GEB-uddannelsen, udtaler:

»Jeg er traditionel sygeplejerske, jeg er en ’fixer’, der godt kan lide at fortælle patienten om alt det, jeg ved. Men det er ikke altid det, som patienten har brug for at høre, så jeg skal blive bedre til blot at lytte.«

Større tilfredshed blandt patienterne

At arbejde patientinddragende er en kulturændring i et sundhedsvæsen, der er bygget op omkring behandling af sygdom frem for den samlede oplevelse af at leve med sygdom.

Kulturændringer er svære. Blandt andet fordi det kræver, at såvel medarbejder som ledelse prioriterer dem – også når der er travlt.

Men vores undersøgelser viser, at den her ændring vil give større tilfredshed for både patienter og ansatte.

I Center for HR og Uddannelse (Region Hovedstaden) har vi siden 2017 uddannet sundhedsprofessionelle, der arbejder på hospitaler, i kommunalt regi og i psykiatrien, i at arbejde systematisk med patientinddragelse via GEB-metoden.

Vores erfaring viser, at når flere kollegaer er på uddannelsen sammen, eller når hele personalegruppen tilegner sig de samme kompetencer, gør det en forskel.

Man opnår en fælles forståelse, et fælles sprog og et styrket samarbejde omkring patienten.

Og vigtigst af alt? Borgeren føler sig hørt, set og forstået og får indflydelse på sin egen behandling.