Forskerpar: Nej, unges trivsel er ikke i frit fald

I efteråret 2022 lød det fra mange danske dagblade og digitale medier, at trivslen blandt børn og unge var i frit fald, og at 44 procent af alle børn og unge oplevede mistrivsel (se her og her).

I historierne blev tallene kombineret med fortællinger om hårtab, selvskade, spiseforstyrrelser og psykisk sygdom.

Vi – Karen Wistoft og Lars Qvortrup, som både er forskerkolleger og gift med hinanden – undrede os.

Kunne det virkeligt passe, at mistrivslen i et af verdens mest udbyggede velfærdssamfund var så udbredt? Derefter besluttede vi at undersøge sagen:

Hvad findes der af forskningsmæssigt gyldig viden om børns og unges trivsel og mistrivsel i Danmark?

Der er gået inflation i mistrivsel

Vi startede med at invitere nogle af de forskningskolleger, som havde lavet de videnskabeligt set mest robuste trivselsundersøgelser, til at præsentere deres fund på en konference på DPU, Aarhus Universitet, som vi holdt 27. marts 2023.

Vi stillede tre spørgsmål: Hvad ved vi? Hvorfra stammer den viden? Og hvad gør vi?

Det gennemgående budskab var, at der er gået inflation i begrebet mistrivsel, ikke mindst hvis man bruger dramatiske ord som ’frit fald’ eller kæder det sammen med hårtab osv.

Helt overordnet kunne man se, at tallene for skoletrivsel blandt elever i 5., 7. og 9. klasse var stort set de samme i 2022, som de var i 1994.

Konferencen skærpede vores nysgerrighed. Derfor besluttede vi at undersøge sagen og at skrive en bog om det, vi fandt ud af.

Knap hver anden mistrives... eller hvad?

I første omgang undersøgte vi nøje de undersøgelser fra Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet (CEFU), som tilsyneladende dannede grundlag for medie-alarmismen.

Det drejede sig om en spørgeskemaundersøgelse med over 2.000 unge respondenter og en kvalitativ undersøgelse med 37 respondenter.

Spørgeskemaundersøgelsen identificerede fem grupper ud fra graden og karakteren af respondenternes trivsel og mistrivsel.

Hvis man lægger grupperne sammen på én måde, når man op på 44 procent. Det var det, medierne gjorde og udbasunerede.

Men man kunne på baggrund af undersøgelsen lige så godt tegne et helt andet billede:

73 procent af de unge i undersøgelsen havde få eller ingen problemer. 11 procent havde store og bredspektrede udfordringer.

Og så var der en gruppe, der havde det OK, men oplevede uddannelsespres og i nogen grad et generelt pres. Det er vores fortolkning af tallene.

37 pressede unge tegner ikke en hel ungdomsgeneration

Den kvalitative undersøgelse præsenterede CEFU i en bog med titlen ’Mistrivsel i lyset af tempo, præstation og psykologisering’. Bogen tegner et dystert billede af unge i Danmark.

På CEFU’s hjemmeside skrev forskerne, at »der er en ny form for udsathed, der rammer unge fra alle samfundslag«.

Baggrunden for dette mørke billede var, at forskerne over 3 år har fulgt og interviewet 37 unge.

Et afgørende spørgsmål er imidlertid: Hvordan var de unge valgt? Af bogen fremgår det, at forskerne ikke havde tilstræbt repræsentativitet.

Tværtimod havde de via kontakter til ledere og medarbejdere i uddannelsesinstitutioner med videre søgt efter unge, »som kæmper med stress, angst, depressivitet, ensomhed, præstationsangst m.m., men som ikke (i udgangspunktet) har egentlige psykiatriske diagnoser eller er i psykiatrisk behandling« (se side 14 i bogen).

På den baggrund kan man tegne et interessant og relevant billede af særligt udsatte unge.

Men man kan naturligvis ikke bruge resultaterne til at tegne et generelt mistrivselsbillede af den danske ungdomsgeneration.

De fleste børn og unge trives faktisk

Dernæst gennemtrawlede vi al den lødige forskning, vi kunne få fat på. Den fortalte samstemmende, at tallene og fortællingerne i offentligheden var overdrevne.

De fleste børn og unge i Danmark trives efter helt almindelige trivselsbetingelser både emotionelt, socialt og fagligt, det vil sige i undervisningen i skolen.

Her er nogle eksempler på den forskning, vi har gennemgået:

Ifølge Skolebørnsundersøgelsen fra Statens Institut for Folkesundhed, som bliver gennemført hvert 4. år, er skoletrivslen for elever i 5., 7. og 9. klasse stort set den samme i 2022, som den var i 1994 (med en vigtig undtagelse, som vi vender tilbage til).

VIVE’s undersøgelse af børn og unges velfærd og trivsel, som også gennemføres hvert fjerde år, men som en panelundersøgelse (det vil sige, at det er de samme respondenter, der går igen), viser blandt mange andre ting, at 87 procent af de adspurgte ikke har problemer med eller for det meste kan nå de ting, de gerne vil.

Center for Gymnasieforskning på SDU undersøgte i 2024 trivslen blandt unge, der starter en ungdomsuddannelse.

Her svarer 80,2 procent, at de ’er glade’, 80 procent at de ’har gode klassekammerater’, og 51,3 procent at de ’godt kan lide undervisningen’.

Mistrivsel ser ud til at kunne komme og gå

Senere har Ungeprofilundersøgelsen i København 2023/24 vist, at langt størstedelen af de unge siger, at de har det ’rigtig godt’ eller ’godt’ i skolen (87 procent) og derhjemme (91 procent).

Senest, i september 2024, præsenterede Signe Hald Andersen, interventionschef og forskningsprofessor ved Rockwool Fonden, en pilotundersøgelse, hvor man spurgte på en ny, indsigtsfuld måde.

Man følger de samme unge over en tremåneders periode. De unge skal besvare 14 spørgsmål om deres trivsel, og spørgsmålene gentages hver 14. dag i perioden på 3 måneder.

28 procent svarer ved første måling, at de mistrives. Men kun 7 procent svarer konsistent, at de mistrives. Resten, det vil sige 21 procent, svarer nogle gange, at de mistrives, andre gange at de trives.

Og 72 procent trives godt i hele perioden.

Nogle oplever det anderledes - blandt andet teenagepiger

Men ikke alt er godt. Det kan være hårdt at have hele livet foran sig, hårdt med de mange muligheder og svært, hvis ikke man ved, hvad man vil.

Det oplever især piger og unge kvinder.

Andelen af piger i 9. klasse, som føler sig meget presset af skolearbejde, steg fra 4 procent i 1994 til 19 procent i 2022 (se side 145). For drengene var tallet 6 procent i 1994, og 7 procent i 2022.

Selvoplevet trivsel blandt piger i udskolingen og unge kvinder har gennem de seneste år været klart faldende, ikke mindst sammenlignet med jævnaldrende drenge og unge mænd, som ikke har oplevet et tilsvarende fald.

Der er også flere unge, som får en psykisk diagnose. Men om det skyldtes, at mistrivslen er vokset, eller om tallet er et udtryk for, at diagnosepraksissen har ændret sig, er uklart.

Endelig er kan vi se:

• At mistrivslen har social slagside (VIVE, 2022)
• At skoletrivsel (det vil sige, om man kan lide undervisningen og så videre) er lavere end den følelsesmæssige og den sociale trivsel (Center for Gymnasieforskning, 2024)
• At andelen af elever, som siger, at de har høj generel trivsel, er faldet lidt, nemlig fra 92,2 procent i 2016/17 til 87,4 procent i 2022/23 (Den nationale trivselsmåling, 2023)

Hvordan skal vi definere trivsel og mistrivsel?

Mens vi arbejdede os igennem tallene, meldte der sig en ny undren.

Hvorfor oplever drenge og unge mænd deres trivsel og mistrivsel meget anderledes end piger og unge kvinder i samme aldersgruppe?

Hvordan kan det være, at børn og unge, som på næsten alle parametre lever under samme vilkår, oplever deres trivsel og mistrivsel så forskelligt?

Igen gik vi i gang med at undersøge sagen videnskabeligt, men denne gang i et teoretisk perspektiv.

Det blev klart for os, at trivsel og mistrivsel oftest analyseres og forklares ud fra en biologisk eller sygdomsorienteret forståelse.

Ifølge denne forståelse er mistrivsel en sygdom, der som alle andre sygdomme fremkaldes af ydre eller indre smittekilder, for eksempel tempo, krav, digitale skærme og så videre.

Men der er ikke særligt store forskelle i kravene til piger og drenge, deres livstempo er det samme, og de bruger digitale skærme i næsten samme udstrækning.

Så måske er en biologisk/sygdomsorienteret forståelse ikke fyldestgørende?

Trivsel og mistrivsel er forventningskategorier

Derfor vendte vi os mod det, vi kalder en fænomenologisk forståelse. Vi sagde, at trivsel og mistrivsel er et ’fænomen’, altså et resultat af menneskelig oplevelse og den bagvedliggende indstilling.

Trivsel og mistrivsel kan ikke måles, som man måler temperatur eller blodtryk. Skal man måle trivsel og mistrivsel, må man spørge respondenterne:

’Er du glad?’, ’Har du nogen at betro dig til?’, ’Har du det godt med dine venner?’

Det er altså hele tiden spørgsmål om, hvordan respondenten oplever verden, sig selv og sig selv i verden.

Sagt med andre ord er den måde, man tænker livet på med til at forme ens forståelse og oplevelse af trivsel og mistrivsel. Denne måde er igen formet af det sprog, vi bruger, når vi taler om trivsel og mistrivsel.

Vores oplevelser af og indstillinger til verden er ikke blot subjektive, men ’intersubjektive’ (mellem mennesker), som den moderne fænomenologis grundlægger, Edmund Husserl, understregede (du kan læse mere om ham i denne Videnskab.dk-artikel).

På den baggrund identificerede vi tre trivsels- og mistrivselsfaktorer:

• Vilkår i den fysiske og sociale omverden.
• De fælles måder, man taler om trivsel og mistrivsel i medierne og de sociale fællesskaber.
• Den enkelte unges trivsels-indstillinger. Det betyder, at selvfortolkningen, præget, som den er, af vores fælles sprogbrug, har betydning for oplevelsen af trivsel.

Drenge og piger taler og tænker forskelligt om trivsel

Som Lene Tanggaard har skrevet i en anmeldelse af vores bog:

»Hvis mit sprog er fyldt med ord, der viser hen til individuelle følelsestilstande og patologiske, medicinske termer, så er det dem, jeg bruger. Hvis jeg tror, at livet er en leg, så kan jeg nemt skuffes.«

Dette gav os en forklaring på de forskelle mellem eksempelvis piger og drenge, som undersøgelserne viser.

For selv om de ydre vilkår er de samme, kan dette forklare, hvorfor piger og drenge alligevel taler og tænker forskelligt om trivsel.

Igen kan vi henvise til Lene Tanggaards anmeldelse:

»Den øgede sårbarhed, som især pigerne giver udtryk for, når vi spørger dem til egen trivsel, behøver heller ikke at være en katastrofe. Det kan også være et udtryk for, at de er blevet bedre til at tale om, hvordan de har det og til at søge hjælp«.

Det skal vi, der tilhører en ældre generation, undgå at misforstå, men tværtimod anerkende og påskønne.

Hvad gør man?

Efter at være kommet så langt, indså vi, at dette også må have konsekvenser for, hvordan pædagoger, lærere, forældre og politikere forholder sig pædagogisk, psykologisk eller politisk til trivsel og mistrivsel.

Sygdomme er man offer for, og eksperter må behandle ’ofret’ med terapi eller medicin.

Men oplevelser skal man ikke kun behandles for. Dem skal man også lære at håndtere. Man skal tilegne sig kompetencer.

Man skal i de fællesskaber, man indgår i, udvikle en anden måde at tale om trivsel og mistrivsel.

Man skal med andre ord ikke offergøres, men gøres kompetent til at håndtere livet.

Vores bog slutter derfor med fem løsningsorienterede råd til pædagoger, lærere og forældre:

• Afklar trivselsforventningerne
• Undgå udskamning, det vil sige undgå fordomme eller negative kommentarer til de unge
• Undgå alarmisme
• Vær konkret, når du snakker med de unge om deres oplevelser
• Vær kompetenceorienteret i stedet for at gøre de unge til ofre for et fremmedgørende og krævende samfund