Bliver børn glade af at lege? Og hvad betyder det for deres trivsel?

Det er sjovt, spændende og medrivende at lege. Det roder, larmer og kan gå over gevind. Der er skuffelser, ærgrelser og fejltagelser, der gør ondt. Leg giver både store glædesøjeblikke såvel som skår i glæden. Leg er den svimlende fornemmelse i maven af frygt for at falde ned fra et klatrestativ. Og leg er alligevel at forsøge at komme derop igen.

Fordi legen er det hele, forbereder den os også godt til fremtiden. Og leg er en fuldstændig fundamental del af det at være et menneske.

I en ny stor spørgeskemaundersøgelse har vi kortlagt legekulturen i de danske hjem. Og blandt de mest markante resultater er, at det kan fastslås, at leg og trivsel hænger uløseligt sammen.

Vi kan konstatere, at det faktisk er legen, som er udslagsgivende for trivslen, og at det har betydning, både hvor meget børnene leger, og hvad det er, de leger.

Det er noget, vi har troet på og sagt i mange år, men det er en milepæl at dokumentere sammenhængen. Børn bliver glade af at lege.

Man kan sige, at barnet lærer verden at kende gennem leg, men på en lystfuld måde, hvor barnet selv er i kontrol og er meningsskabende sammen med andre. Og det giver glæde og vigtige erfaringer.

I det følgende vil jeg fortælle mere om resultaterne, og hvad vi faktisk kan gøre. Men først kommer lidt mere om undersøgelsen.

Den første undersøgelse om legekultur

Det er Levende Legekultur, der står bag undersøgelsen, som er den første af sin slags. Levende Legekultur er en legefremmende indsats, hvor jeg har fungeret som følgeforsker gennem de seneste fem år, og som hjælper danske kommuner med at få mere leg ind i daginstitutioner, skoler og fritid.

1.000 danske familier har deltaget i undersøgelsen og svaret på spørgsmål om deres børns legeliv: Hvilke lege de ser mest og mindst, om deres barn har en yndlingsleg, og om de selv leger med. De har også svaret på deres opfattelse af legens værdi og deres børns trivsel.

Det er en online-undersøgelse, hvor panelet svarer på 30 spørgsmål med mange svarkategorier i hver og med mulighed for at uddybe. For eksempel svarer 45 procent ja til, at deres barn har en yndlingsleg, og så kan de anføre, hvad det er for en leg. Det er derfor forældrenes perspektiv på leg, vi har undersøgt. Det kræver nogle forbehold, du kan læse mere om i boksen nedenfor.

Den frie leg er under pres

Det er ikke alle former for leg, der bidrager lige meget til trivslen. Det er vigtigt, at der ’leges frit’, og det er især de uplanlagte bevægelseslege og lege, hvor man er fysisk socialt sammen med andre, der øger trivslen.

Samtidig viser undersøgelsen, at netop den frie bevægelsesleg, vilde lege og fantasilegen ikke fylder lige så meget som for eksempel leg med skærm og de mere stille legetyper, både i private hjem og i vores vuggestuer, børnehaver, klubber og skoler.

Når vi spørger forældrene til børn i alderen 0 til 15 år, hvilke lege de ser mest derhjemme, og de kan nævne flere lege, kommer leg og spil på skærm ind på en førsteplads med 47 procent, mens de vilde lege og fantasilegen udgør 27-28 procent, og udendørs uovervåget leg kommer ind på sidstepladsen med 21 procent.

Vi har ikke en lignende undersøgelse at sammenligne med fra tidligere, men vi tør godt konkludere, at legekulturen er blevet mere stillesiddende, indendørs og digital, end den var før i tiden.

Forældrene har erstattet børneflokken

Undersøgelsen peger på, at næsten halvdelen af de danske børn ikke leger (fysisk) med venner uden for skole/fritidsordning, og at ’børneflokken’ forstået som børn, der finder sammen i lokalmiljøet og leger sammen på tværs af alder, er nærmest ikke-eksisterende længere.

Samtidig er børnenes liv i institutionerne blevet stadig mere aldersopdelt. Det betyder tilsammen, at de steder, hvor børn lærte og oplærte hinanden i forskellige lege, er forsvundet, og vedligeholdelsen af legekulturen bliver derfor et ansvar, de voksne må løfte. Forældre, lærere og pædagoger må give videre til børnene.

Den gode nyhed er, at forældrene i Danmark faktisk leger meget med deres børn og prioriterer tid til leg derhjemme. For eksempel svarer 53 procent, at de er den primære legekammerat for deres barn i hjemmet, og 36 procent svarer, at deres partner er. Hvis barnet har en søskende, er det bror eller søster, der er den mest hyppige legepartner hjemme, mens leg med naboer og andre børn i nærmiljøet kun tegner sig for 13 procent.

Så tallene indikerer, at forældrene ved, at legen er vigtig. Og de har på mange måder erstattet børneflokken i det moderne børneliv.

Men det er andre typer lege og spil, børn leger, når de leger sammen med deres forælder derhjemme, end de lege, store børneflokke i mange aldersgrupper finder på.

For eksempel er de lege mere vilde, fulde af bevægelse og fascination af de store, som kan mere, og ansvar for de små, som kalder på omsorg og opdragelse fra de store.

Plads til leg i skolen

Heldigvis er der også meget, vi kan gøre. Vi skal blandt andet tilgodese legen i de institutioner, hvor børnene er, og der er stadig store potentialer for at integrere legen bedre i skolelivet.

Skolen (samlet betragtet) kæmper stadig med en selvforståelse, hvor legen har en omdiskuteret og kontroversiel status. Det gør blandt andet, at legen henvises til korte mellemrum (frikvarter) og ikke prioriteres pædagogisk, har sine egen ambassadører i klasseværelset, i pauser, eller integreres som systematisk læringsmedium.

Kun i børnehaveklassen er legen skrevet tydeligt frem og får en større plads i børnenes skoletid.

I udskolingen, hvor de fleste børn holder op med at lege fantasi-, bevægelseslege og andre fælleslege, kan vi se, hvor stor betydning det har, at voksne, de kender og ser op til, finder legemodet frem og sætter lege i gang.

Når de voksne sætter leg i gang og selv har det sjovt med at spille bold og lege med, smitter det af på de unge. Dér, hvor de voksne ikke gør noget, dør legekulturen ud, og de unge sidder i smågrupper med hver deres mobiltelefon i frikvarteret.

Man kan gøre en forskel

Levende Legekultur har i samarbejde med flere kommuner vist, at man med en målrettet pædagogisk indsats i mellemskole og udskoling kan få bevægelsesleg og legekulturen tilbage til gavn for hele klassefællesskabet, hvis de voksne prioriterer og legitimerer legen.

Samtidig viser vores nye undersøgelse blandt forældre, at der er bred opbakning til at få leg på skoleskemaet. 70 procent af de danske børnefamilier mener, at leg skal prioriteres højere i skolerne, mens 54 procent mener, at pædagoger og lærere skal afsætte mere tid til leg.

Det er dog ikke udelukkende op til skoler og institutioner at sikre en god legekultur. Fritid og mulighed for leg skal også prioriteres i familierne.

Undersøgelsen viser, at antallet af børn med flere faste aftaler om ugen stiger markant fra 10-12-årsalderen. Jeg kalder dem for kalenderbørn, fordi de går til så mange fritidsaktiviteter, at de ikke kan huske alle deres planer og aftaler i hovedet.

Det er godt at gå til sport og dyrke sine interesser, men der skal også være mulighed for at lege i midten af barndommen, og her trækker organiseret fritid og skærme børnene til sig.

Leg giver glæde, trivsel, fællesskab og nye indblik i kendte rammer. Derfor skal vi give legen god tid. Huske den og give den videre til hinanden.