Når vi måler trivsel, påvirker det børnene

I de seneste uger har der været megen debat om de trivselsmålinger, som finder sted i danske børnehaver, skoler og gymnasier.

Det skete efter, at Politiken i slutningen af december 2017 kunne afsløre, at trivselsmålingerne i flere tilfælde er blevet bevaret og koblet til børnenes cpr-numre. Afsløringerne fik kort efter undervisningsminister Merete Riisager (LA) til at suspendere trivselsmålingerne, og mindst to forældre har siden politianmeldt Undervisningsministeriet for overtrædelse af persondataloven.

Håndtering af data ligger mange på sinde i disse tider, da vores digitale færden sætter sig overvældende mange spor. Bristen på sikkerhed i forbindelse med personfølsomme oplysninger giver samtidig anledning til at diskutere selve kvaliteten og effekten af trivselsmålingerne.

Her kan det vise sig, at der findes en mindst lige så stor brist. Hvad betyder målingerne for de børn, man måler? Er standardiserede målinger den mest hensigtsmæssige måde at sikre børns trivsel på?

Stiller vi de bedste og mest relevante spørgsmål, og har det pædagogiske personale på landets skoler og institutioner de nødvendige ressourcer til at stille noget op med resultaterne?

Det er værd at kaste et kritisk blik på både nationale og kommunale trivselsmålinger.

Evalueringskultur

Trivselsmålingerne kan ses som et udtryk for en generel tendens i samfundet, nemlig vores voksende tilbøjelighed til at evaluere alt fra den lokale shawarmabar over vores chefers lederevner til folkeskolelevers matematiske kompetencer.

Trivselsmålingerne er uomtvisteligt et udtryk for et ønske om at fremme børns fysiske og emotionelle velfærd. Pædagoger og sundhedsplejersker har også fremhævet målingerne som et godt redskab til at identificere børn i mistrivsel.

Men målingerne kan samtidig have en række utilsigtede effekter, som det er værd at fokusere på. Det er en kendt sandhed inden for mange videnskabelige grene, at det at iagttage en genstand ikke lader genstanden uberørt. Selve iagttagelsen påvirker det, som iagttages.

Det samme gælder trivselsmålinger. De udgør ikke bare et objektivt øjebliksbillede af barnets fysiske udvikling og emotionelle velfærd (eller mangel på samme). Målingen og evalueringen er reelt interventioner, som kan påvirke barnets selvforståelse og andres forståelse af barnet.

Dermed kan de i sig selv sætte et aftryk på barnets trivsel. Det gælder både, når der er tale om selvrapporteret trivsel og andres vurdering af barnets trivsel.

\ Læs mere

Sådan undgår vi eksklusion i skolen

Målingerne formidler et lykkeideal

En del af de trivselsmålinger, der bliver foretaget i skolen, hviler på barnets egen rapportering af sin fysiske og følelsesmæssige velfærd.

Eleven får typisk udleveret et standardiseret skema med en række spørgsmål til emner som spise- og sovevaner, fysisk aktivitet, sociale relationer og humør. Mellemtrins- og overbygningseleven skal svare på en anden version af samme type skema.

De nationale trivselsmålinger standardiserer i den henseende en tendens, der længe har været undervejs på kommunalt niveau.

I de skemaer, der udleveres i 0. og 1. klasse i Københavns Kommune, skal barnet eksempelvis ved at sætte kryds på en række af fire smileys fra »ikke glad« til »meget glad«, angive, hvordan han eller hun har det helt generelt samt i diverse sammenhænge og på forskellige tidspunkter af døgnet.

Det er nok de færreste børn, der ikke ret hurtigt fanger, at det mest ønskelige er at kunne sætte kryds i den storsmilende smiley. Uanset om barnet svarer ærligt, eller om han eller hun strategisk over- eller underrapporterer sin trivsel, lærer barnet at holde øje med sine egne følelser og humør og at vurdere disse i forhold til den norm, skemaet formidler.

\ Læs mere

Farveblind folkeskole kan gøre livet svært for minoritetsbørn

Øget forventning om lykkelige børn

Mange historikere og kulturforskere har påpeget, at normen om at være lykkelig eller glad er tiltaget markant over de seneste hundrede år.

Mens man i nogle samfund tidligere opfattede overdreven lykke som et udtryk for skørlevned eller manglende syndsbevidsthed, er det i dag idealet at være lykkelig – og vi vil gerne fremstå lykkelige over for omgivelserne.

Hvis du vil læse mere om humanistisk lykkeforskning, kan du se her.

Særligt børn, fremhæver den amerikanske historiker Peter Stearns, er i løbet af det sidste århundrede blevet mødt med voksende forventninger om, at de skal være glade og smilende – og dermed også bidrage til familiens emotionelle velfærd.

Trivselsskemaerne kan ses som et af de medier, der fremmer denne norm om lykke. De signalerer til barnet, at man helst skal være i fuld trivsel – »meget glad« – og at de voksne holder øje med, om man nu også lever op til idealet.

Måske lærer barnet endda at bekymre sig om noget, han eller hun ikke tidligere opfattede som et problem. Hvis man som barn ikke synes, man er glad, kan det så at sige blive dobbelt slemt, fordi man også føler, at man dermed mislykkes med at opfylde en udefrakommende forventning om netop at være lykkelig.

Tidlig opsporing og indsats

Barnets trivsel kan også blive opgjort ud fra de fagprofessionelles vurdering og kategorisering af barnet. I alt 20 kommuner anvender et system ved navn Topi (Tidlig Opsporing og Indsats), hvor pædagoger og i nogle kommuner også sundhedsplejersker og skolelærere flere gange om året registrerer barnet i enten rød, gul eller grøn kategori alt efter dets trivsel.

Vurderingen tager afsæt i en række parametre som for eksempel »grundstemning«, »sociale relationer« og »sundhed«, som den fagprofessionelle skal vurdere barnet i forhold til og efterfølgende sammenfatte vurderingen i en af trafiksignalets farver.

Det er naturligvis vigtigt, at personale i institutioner har blik for barnets trivsel. Problemet er, at det er yderst vanskeligt at gøre metoden bag trivselskategoriseringen til genstand for kritisk diskussion, hvis den foregår og virker i det skjulte.

Der er nemlig stor forskel på at måle længden af en stok og at måle et barns trivsel. Trivsel er et genstridigt fænomen forstået på den måde, at det ikke nemt lader sig standardisere, indfange, måle og tælle.

\ Læs mere

Lykkeforskning er for ensidig

Trivsel er mere kompleks end rød, gul, grøn

Derfor er det ekstra vigtigt, at vi har kendskab til de præmisser og parametre, som afgør, om en pædagog kategoriserer barnet i enten rød, gul eller grøn trivsel. Den viden er for eksempel vigtig i forældres samarbejde med fagprofessionelle, da det giver forældrene en bedre forståelse af, hvad de fagprofessionelle ser på og ser efter i deres vurdering af barnets trivsel.

Når resultaterne vandrer i systemet, må det i det mindste sikres, at kategoriseringen af barnet er baseret på validerede og klinisk relevante kriterier.

Det er eksempelvis afgørende, at de professionelle er enige om,

1. hvad og hvilken adfærd de vurderer barnet ud fra,
2. at samme barn vil blive kategoriseret ens af forskellige professionelle,
3. og ikke mindst at kategoriseringen rent faktisk udsiger noget om barnets evne til at kunne klare sig i fremtiden.

Det er utopisk at forestille sig en kategoriseringsmetode, som præcist kan sammenfatte den komplekse menneskelige trivsel i tre kategorier.

Netop derfor nødvendiggør evalueringen af genstridige fænomener som trivsel, åbenhed og dialog om kategoriseringsprocessen og selve kategoriseringen. Der skal være mulighed for gensvar og medrefleksion fra forældre eller andre centrale aktører i barnets liv.

\ Læs mere

Tre psykologiske behov er afgørende for skoleelevers trivsel og læring

Andres forventning præger os

En lang række studier har påvist, at når vi forventer noget godt eller skidt af en person, vil det være med til at præge personens adfærd i den forventede retning, og at dette særligt gør sig gældende, når vi opererer med enkle kategoriseringer. Denne mekanisme kaldes Pygmalioneffekten eller Rosenthaleffekten.

Trivselskategoriseringen kan altså ende med at komme til at ligne en selvopfyldende profeti. Vi risikerer at få de børn, vi forventede, frem for de børn, de kunne blive, hvis vi satte ind med mere relevante indsatser.

Det kunne være interessant at spørge pædagogen eller læreren om, hvad der for alvor vil gøre en forskel for børns og unges trivsel: Flere målinger, vurderinger og evalueringer eller bedre rammer, ressourcer og normeringer?

\ Læs mere

Mere sundhedspleje giver bedre trivsel for børn i udsatte familier

Når data vandrer

Diskussionen om de årlige trivselsmålinger opstod som nævnt i kølvandet på Politikens afsløring af, at de data, der indsamles, efter alt at dømme ikke opbevares i overensstemmelse med persondataloven.

Det skyldes først og fremmest, at forældrene ikke er blevet informeret om, at besvarelserne registreres sammen med barnets cpr-nummer. Dette sker til trods for, at forskellige myndigheder har understreget, at målingerne blev gennemført under anonymitet.

Hvordan det har kunnet forekomme, står endnu ikke klart. Men muligheden for at koble trivselsdata til det enkelte individ var et politisk ønske og en risiko, som debattører advarede om i 2015 og 2016.

At det nu er kommet frem, at personfølsomme data faktisk har fået lov at vandre, uden at børn eller forældre orienteres herom, er bekymrende af flere grunde.

For det første mangedobler det den problematik, trivselsmålingerne i sig selv udgør, fordi det betyder, at det enkelte, unuancerede snapshot af barnets selvrapporterede trivsel igen og igen kan bringes i spil, når barnet senere i livet er i kontakt med sociale myndigheder.

For det andet giver koblingen til individet også mulighed for at sammenkøre data, så Undervisningsministeriet for eksempel har fået lejlighed til sammenligne det enkelte barns trivsel med nationale test, PPR-udredninger og afgangskarakterer, og flere kommuner har allerede benyttet disse data til decideret sagsbehandling.

Der er altså mange gode grunde til, at vi med de nye afsløringer atter stiller spørgsmål til både retssikkerheden samt de tilsigtede og utilsigtede konsekvenser ved sådanne undersøgelser.