Mennesker med personlige AI-agenter og en forventet levealder på 3.000 år.
I anledningen af 20-års jubilæet for videnskabsfestivalen Forskningens Døgn er Nørrebro Teater i København fyldt af forskere og deres bud på fremtiden.
Det er en onsdag aften i april 2025. Der er bobler med røg indeni, som svæver ned fra loftet, og ind på scenen kommer en række videnskabsfolk, som har sagt ‘ja’ til at gøre noget, de normalt ikke gør:
At spå om fremtiden.
Og så endda i meget kort form foran et publikum.
Her er 4 nedslag fra live-arrangementet ‘Verden om 1.000 og 20 år’:
- År 2045 og en fremtid med personlige AI-agenter
- År 2075 og en ny verdensorden
- År 2525 og mennesker på 3.000 år
- År 3045 og et varsel fra grønlandshvalen
AI-agenter i år 2045
Filosoffen Jens Christian Bjerring forudser, at det frem mod år 2045 bliver udbredt at få sin egen personlige AI-assistent, som på egen hånd rådgiver os og handler på vores vegne.
»Vi har dem egentlig allerede,« siger han fra scenen i Nørrebro Teater.
Vi har sprogmodeller, som vi spørger til råds og får svar fra - det, man kalder ‘generativ AI’. Det næste bliver ‘agentic AI’, hvor kunstig intelligens bliver mere selvstændig, køber din flybillet for dig eller kommer spontant med idéer til, hvad du skal lave, når du er ude at rejse.
»AI er stadigvæk en relativt passiv teknologi, hvor man for eksempel taster noget ind i ChatGPT og får et svar,« siger Jens Christian Bjerring, professor ved Aarhus Universitet.
»‘Agentic AI’ er et meget mere ambitiøst projekt, som venter lige rundt om hjørnet, hvor vi får de her digitale agenter, der kan agere som personlige assistenter for os.«
Han tilføjer:
»Og så begynder der at ske noget meget interessant, også etisk set, med vores begreb om identitet, vores begreb om tankernes ophav,« siger han.
»Hvem har så ret til de tanker, vi formulerer, og de tanker, vi selv tænker. Er det AI’en, der har tænkt den her tanke for mig? Eller er det mig selv, der har gjort det?«
Kina som magtcentrum i 2075
Verden er i politisk opbrud. Sådan lyder det flere gange under live-arrangementet ‘Verden om 1.000 og 20 år’, særligt med blik for det, som politologen Rebecca Adler-Nissen kalder for ‘Krisernes århundrede'.
Med krig, øget misinformation, klimakrise og en ny verdensorden, som venter lige om hjørnet.
Simon Stefanski, journalisten som interviewer forskerne på scenen, stiller hende spørgsmålet:
Er verden, som vi kender den politisk, smuldret, inden vi når til år 2075?
»Det kunne den godt være,« svarer hun og skitserer den nye verdensorden:
»Vesten vil ikke længere være centrum. USA vil formentlig være en relativt ligegyldig region. Kina vil i højere grad være centrum.«
Rebecca Adler-Nissen er professor ved Københavns Universitet og forsker blandt andet i øget misinformation. En tendens, der er med til at »accelerere en udvikling, som vi godt vidste, var på vej«, siger hun.
Hun peger på forskning, hun selv har været med til at lave:
Et studie har vist, at selv veluddannede ikke kan skelne falske nyheder fra ægte. Et andet studie har vist, at især folk på den yderste højrefløj i USA bliver bombarderet med pro-russisk propaganda på sociale medier.
Alt sammen en udvikling, som bevæger verden mod det, hun kalder ‘et informationskollaps’ og en ny geopolitisk orden.
3.000 års levetid fra år 2525
En af de næste forskere på scenen bliver bedt om at se endnu længere frem i tiden, nærmere bestemt til året 2525.
Hvad er det for nogle mennesker, der lever på Jorden til den tid?
»Jeg forudser, at vi til den tid vil have mennesker med en forventet gennemsnitlig levealder på omkring 3.000 år,« siger Morten Scheibye Knudsen.
Han forsker i aldring ved Københavns Universitet, og han indrømmer, at han med sit gæt bevæger sig ind i »science fiction«-genren.
Men han har alligevel lidt at bygge det på, mener han:
»Vi er ret langt med at forstå, hvordan vi kan bremse aldringen af menneskekroppen.«
Morten Scheibye Knudsens forskergruppe undersøger blandt andet, hvordan man kan forhindre DNA-skader i aldrende celler. Målet er ikke et evigt liv, men at udvikle medicin, som kan udsætte nedbrydningen af kroppen, så vi lever lidt længere.
Andre forskere mener dog, at en levetid på 3.000 år er urealistisk, da vi nærmer os en grænse for den maksimale levealder. Og uanset hvad man gør, kan mennesket højst leve omkring 120 år, siger de.
Men det er Scheibye Knudsen ikke enig i.
»Vi nærmer os en grænse (for menneskets maksimale levealder, red.),« siger han først anerkendende.
Men så præsenterer han muligheden for, at forskere finder en måde at udsætte aldringen af kroppen på, måske med inspiration fra andet liv på Jorden.
»Vi kender organismer, der kan leve i 5.000 år. Der findes søsvampe på bunden af Arktis, der måske har levet siden sidste istid, altså i 10.000 år,« siger Morten Scheibye Knudsen og tilføjer:
»Så der er ikke noget i biologien, der siger, at vi ikke kan blive rigtig, rigtig gamle.«
Økokollaps i år 3045
Men før mennesket kan leve længere, er vi først nødt til at løse nogle helt fundamentale udfordringer for livet på Jorden.
Det understreger en af de sidste forskere på scenen, biologen Eline Lorenzen.
Hun spår om året 3045, og hun taler om de kriser, som mange dyr og planter lige nu står midt i:
Klimakrisen og biodiversitetskrisen.
I sin forskning går hun flere tusinde år tilbage i tiden for at se, hvordan livet på Jorden har udviklet sig. I et af sine studier har hun blandt andet set på grønlandshvalen og har opdaget en væsentlig udfordring for dens levevilkår:
Mennesker.
»Vi har lavet sådan en tidsserie med genetiske profiler af grønlandshvalen 11.000 år tilbage i tiden og hele vejen op til nutiden. Og der kan vi se, at uanset hvor kraftigt klimaet har forandret sig, hvor meget isen har ændret sig i de 11.000 år, så har bestanden været fuldstændig stabil.«
Eline Lorentzen fortsætter:
»Indtil for 500 år siden så siger det bare BAM!« siger hun og klapper hænderne sammen.
Hvad skete der for 500 år siden? spørger intervieweren Simon Stefanski.
»Kommerciel hvalfangst. Diversiteten i grønlandshvalens gener ryger helt i bund,« svarer forskeren og tilføjer:
»Så menneskets aktiviteter har ændret 11.000 års stabilitet i en art.«
Fundet om grønlandshvalen varsler en bredere problematik, siger Eline Lorenzen. Sammen med sine forskerkollegaer har hun nemlig også regnet sig frem til, hvordan menneskelig aktivitet - CO2-udslip, hvalfangst og landbrug - påvirker andet liv på Jorden længere frem i tiden.
»Når vi kigger på forandringer i dyrebestande, ser vi kun lige toppen af isbjerget,« understreger hun.
Eline Lorenzen forudser - på linje med andre forskere - et muligt kollaps af hele økosystemer. Et kollaps af det samspil, hvor dyr, planter og mennesker er afhængige af hinanden, og hvor alle kan risikere at dø, hvis man mister for mange medspillere, altså andre arter.
»Vi er en del af økosystemet, ligesom alle de andre arter. Og det er jo vores livsvilkår, der skal sikres ved at holde de her systemer i balance,« siger biologen og hæver stemmen:
»Så vi er nødt til at ‘wake the fuck up’. Vi er velvidende om, hvad der foregår. Vi har et handlerum til, at vi kan gøre noget ved det.«
Publikum i Nørrebro Teater klapper. Den sidste pointe fra ‘Verden om 1.000 og 20 år’ er kastet ud i salen som en markering af Forskningens Døgns 20-års jubilæum.
