Med jævne mellemrum kommer der nye undersøgelser, som viser, at patienter i vores sundhedsvæsen fejlmedicineres. Det drejer sig ikke nødvendigvis om, at man vælger en forkert medicin, men langt oftere, at den medicin, som er ordineret korrekt, ikke administreres som anbefalet. Altså, at patienter får for meget, for lidt eller måske endog slet ikke noget.
Det er alt sammen beklageligt, og der udfoldes for tiden store anstrengelser for at forbedre forholdene. For bare at nævne et par stykker, så er det Fælles Medicinkort et forsøg på at få den medicin, som ordineres i den primære sundhedstjeneste til at kunne ses på hospitalerne, og omvendt.
Jeg har selv i en tidligere blog rost den danske elektroniske patientjournal (EPJ), men nævnte også, at nogle initiativer er for langsomt under vejs og andre uigennemprøvede, når de indføres (eller begge dele, også!).
Velmente ideer kan være svære at tilpasse tidsmæssigt
FM er faktisk et eksempel på noget, som har været længe undervejs, og som er meget svært at nå igennem i en travl dagligdag på grund af en på mange måder uhensigtsmæssige funktionalitet (OBS: min egen personlige mening!).
Et andet initiativ er, at der med jævne mellemrum skal gennemføres såkaldte medicingennemgange, hvor man – helst med pateinterne til stede – mindst én gang om året gennemgår hver medicinkomponent mht. antal gange, der skal doseres per dag, dosis osv. Også dette er i udgangspunktet godt og velment, men kan være svært at passe ind, med mindre der er meget godt tid.
Jeg hørte forleden i radioen en ekspert udtale, at disse forhold skal være bedre. Det er jeg enig, men jeg er lige så enig i hans tilføjelse om, at sygehusejerne skal afsætte tid til, at dette kan gennemføres betryggende.
Ny indpakningsmåde af medicin medførte en vis overdosering
Inden for mit eget fag med behandling af patienter med leukæmi, lymfeknudekræft og knoglemarvskræft er der den seneste tid kommet bekymrende oplysninger om, at kemoterapi (de giftstoffer, vi giver for at slå cancersygdommene ned) også kan gives på en forkert måde.
Et anerkendt middel mod prostatakræft har således været overdoseret på tre danske hospitaler (inklusiv mit eget, Århus Universitetshospital), fordi præparatet kom i en ny pakningsmåde, som medførte en vis overdosering.
Det har medført, at procedurer på de afdelinger, som blandinger midlerne, gennemfører interne undersøgelser, som skal sikre os imod gentagelser. Det er også mit indtryk, at såvel Sundhedsstyrelsen som medicinalfirmaer ser på sagen fra deres side.
Forkert dosering kan lede til dødsfald
Jeg er ikke i tvivl om, at denne situation er meget, meget sjældent forekommende, da vi i Danmark giver netop kemoterapi efter meget regulerede procedurer, som blandt indebærer, at lægen ordinerer mængde udregnet efter patientens højde og vægt, og at de præparerende laboratorier dobbelttjekker, at den ordinerede mængde er korrekt ved selv at udregne dosis af stoffet.
Sådan har det været i mange år.
At dette på den anden side er nødvendigt, kan blandt ses af, at man på Harvard Medical School for 20 år siden ved en fejltagelse gav fire gange så meget af et kemoterapi stof, som var beregnet.
To patienter døde af hjertesvigt som følge af det, og Dana-Farber Cancer Instituttets ry har siden været blakket, netop fordi det viste sig, at de valgte procedurer ikke havde den sikkerhed, som skulle til for at undgå sådanne katastrofale følger.
Medicinfremstilling i Indien kan foregå næsten ureguleret
Jeg er således helt overbevist om, at vi på danske sygehuse i langt de overvejende tilfælde giver kemoterapi på den rigtige måde. En artikel i The New York Times så sent som i går, fik mig imidlertid til at blive bekymret for, hvad der er i de pakninger, som anvendes til at fremstille kemoterapi opløsninger efter.
Artiklen fortalte om den indiske medicinalindustri, som viser sig at stå for over 40% af den medicin, som udleveres i USA, og som sine steder synes at have en endog meget besynderlig etik og moral. En amerikansk delegation fra FDA (deres pendant til vores Sundhedsstyrelse) var på besøg for at inspicere indiske virksomheder, men også for at tale om de indiske myndigheders rolle.
Det viser sig nemlig, at medicinfremstilling i Indien kan foregå under næsten uregulerede former, og at dette blandt andet indebærer, at der sendes antibiotika- og kemoterapi præparater ud uden at der aktive stoffer i dem (dvs. sny og humbug, i modsætning til ovesntående situationer, som var mennesklige fejl).
Det har, beskriver artiklen, blandt betydet, at børn ikke har fået kemoterapi for deres leukæmi og antibiotika for deres infektioner. Kina er et andet land, som fremstiller lægemidler til det amerikanske marked, og også her er der mistanke om, at regler for fremstilling ikke overholdes (og de kinesiske myndigheder er efter sigende ikke meget interesserede i, at FDA kontrollerer dem).
Som sagt: meget bekymrende.
Langt de fleste danske kræftpatienter modtager den aktive kemoterapi
Heldigvis er min egen erfaring med kemoterapi i Indien en anden. Jeg har i to omgange været på besøg i den største indiske afdeling for blodsygdomme, som ligger i Vellore i staten Tamil Nadu, senest i 2008.
Her giver man under ofte ret primitive forhold behandling, som på mange måder ligner den vestlige, og man gør det vel at mærke på en måde, hvor man løbende kan kontrollere dens effektivitet. Ydermere har den indiske medicinalindustri i nogle tilfælde kunnet fremstille præparater, som efterligner dyre vestlige, for eksempel et middel, som gives i blodåren mod svære svampeinfektioner.
I Europa er det aktive stof bundet i mikroskopiske fedtperler, hvilket gør, at det har meget færre bivirkninger, men som også gør det dyrt (så dyrt, at man ikke bruger det i Bangkok – se min blog fra Januar). I Indien har man fundet en måde at indlejre det aktive stof på ved at ryste præparatflasken i en time (se billedet). På den måde nedsætter man både pris og bivirkninger for patienterne.
Det kan alt sammen lyde meget skræmmende, altså at medicin ikke gives korrekt og at den kan være uden aktive stoffer. I håbet om at Sundhedsstyrelsen er opmærksom på det sidstnævnte, vil jeg i mellemtiden tillade mig at mene, at langt, langt de fleste danske kræftpatienter modtager den aktive kemoterapi, og i de korrekte doser. Alt andet ville også være uacceptabelt!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
