Professor »løfter armene i glæde«: Nyt lægemiddel giver kræftpatienter appetitten tilbage

Mange kender til den tilstand, kræftpatienter kan komme ud for, hvor de taber sig - og humøret følger samme nedadgående kurve.

Opfordringer fra behandlere og familie til at spise mere fornuftigt kan blive udmarvende for både patienter og pårørende, og selv de mest standhaftige og kæmpende patienter ender oftest i en tilstand af ekstrem afmagring.

På lægesprog kalder vi det fænomenet ’cachexi’, der kommer fra græsk, hvor det betyder ‘dårlig tilstand’, og det har længe undret behandlere og selvfølgelig først og fremmest patienter.

Hvorfor opstår cachexi, og kan vi gøre noget ved det? En ny og lovende behandling har fået mig til at løfte armene over hovedet i glæde.

Hvorfor mister kræftpatienter appetitten?

Den ekstreme afmagring skyldes til en vis grad behandling med kemoterapi. Det har vi vidst, siden den tid, hvor kvalme og opkastning var uvægerlige følger af flerstofs-kemo.

Men der er uden tvivl også en psykologisk overbygning.

Man har set eksempler på, at helbredte kræftpatienter ved et tilfældigt møde med deres behandlere kunne kaste op bare ved synet af dem mange år senere (dette gælder også undertegnede, som tilfældigt mødte en patient i et supermarked, fem år efter at hun var erklæret helbredt).

De alvorlige gener med kvalme og opkastning er heldigvis en saga blot, efter at man for over 30 år siden fik meget effektive midler mod netop det.

Så kunne man måske tro, at problemet med cachexi ville gå væk. Men det viste sig desværre ikke at holde.

Her skal vi huske på, at patienter med kræft ofte bliver diagnosticeret, efter at de af uforklarlige grunde har tabt sig. Og at de også stadig taber sig under- og efter behandling.

Et omvendt Wegovy

For at finde forklaringen på det fortsatte vægttab viser det sig, at vi skal ind i det komplekse netværk af signalstoffer, som vores organisme er i stand til at producere.

I den her forbindelse er vores mæthedsfølelse et godt eksempel.

Det er fornuftigt nok, at vi ikke bare er i stand til at fortsætte med at spise, for så vil vi bare blive overvægtige og risikere de sygdomstilstande, der følger med det.

Der har aldrig været tvivl om, at mange proteinstoffer og hormoner er spillere her, og det er appetithæmmeren Wegovy’s store succes et tydeligt vidnesbyrd om.

Der er imidlertid andre stoffer, som hæmmer appetitten. Et af dem er GDF15, som står for noget i retning af ’vækstudviklingsfaktor nummer 15’.

GDF15 har været kendt i godt 10 år, og den første antydning af, at det kan have betydning for cachexi, kom for nogle år siden.

Her blev det vist, at kræftceller faktisk producerer det appetit-hæmmende stof.

Det viste sig også, at GDF15 binder sig til en bestemt receptor, som sidder i den del af vores hjernestamme, som netop er med til at regulere appetitten.

Derfra var der ikke så langt til at antage, at hvis man kunne neutralisere GDF15, så ville signaleringen til hjernestammen blive mindre - og appetitten tilsvarende større.

Et længe ventet resultat

Nu er det så heldigt, at man kan fremstille antistoffer i laboratorier, som kan hæmme ganske bestemte proteiner.

Og ikke nok med det: Man kan også hæmme de dele af proteinerne, som gør, at de kan sende signaler.

Noget lignende er tilfældet i en ny form for kræftbehandling, en såkaldt immunterapi. Her har man lavet nogle antistoffer, som gør, at kræftcellerne ikke længere hæmmer immunsystemet.

Og ja, der er et lægemiddel på vej, der bruger antistoffer til at neutralisere det appetit-hæmmende DFF15-stof, og som potentielt kan modvirke kræftpatienters vægttab.

Som alle andre behandlinger har det været igennem laboratorieforsøg, hvor man har konstateret, at forsøgsdyr kunne tåle det. Herefter er det så prøvet i ganske små doser i mennesker, stadig uden bivirkninger.

Jeg har tidligere skrevet om forbedringer i kræftbehandling i retning af kemo-fri behandling her på Videnskab.dk, men ikke om det, som kom frem i de sidste dage af 2024.

Her kom et resultat, som vi er mange, der har håbet på: Nemlig et studie, som undersøgte, om cachexi kunne mindskes med antistoffer.

Patienterne tog på

Det er et meget grundigt studie:

Næsten 200 patienter med cachexi deltog, og der blev trukket lod om, om de skulle have stoffet eller placebo. Hverken patienterne eller deres behandlere vidste, hvad de fik (det kaldes et randomiseret, dobbelt-blindet fase II studie).

Hvis der ikke var nogle alvorlige bivirkninger af første dosis, så blev dosen øget, og patienterne fik så stoffet i i alt 12 uger.

Der var tale om patienter med en række forskellige kræftformer, men de fleste havde kræft i tyktarmen eller i lungerne. Det var en forudsætning for at deltage, at de havde forøgede mængder af GDF15 i blodet.

Forskerne gik først og fremmest efter at veje patienterne, men andre ting blev også noteret. Vigtigst, synes jeg, var, hvordan patienterne selv oplevede medicineringen.

Jeg ved ikke, hvad man havde forventet. Men jeg finder det meget opmuntrende, at patienter, som fik det aktive stof, havde en klar vægtøgning.

De tog simpelthen på, og deres vægtøgning var ydermere proportional med dosis:

De patienter, som fik højeste dosis, tog i gennemsnit næsten tre kilo på, mens patienterne i kontrolgruppen, som fik saltvandsindsprøjtninger, tabte sig.

Et kvantespring inden for kræftbehandling

Nok så vigtigt var det, at bivirkningerne i begge grupper ikke var forskellige.

De patienterne, der modtog den rigtige behandling, kunne også berette om, at de ikke alene følte en større appetit, men også følte forøget velvære.

Det er for mig at se et kvantespring for, hvordan vi i fremtiden skal behandle kræftpatienter. Jeg taler her ikke alene om de, som ikke kan helbredes, og som overgår til ‘kærlig pleje’, men også om den gruppe, som lever i længere tid med en ‘kronisk kræft’.

Det vil have en mindst lige så slående forbedring af livskvaliteten hos disse patienter, som hos patienterne i studiet.

Mens vi har armene oppe over disse - for mig at se - banebrydende fund, er det dog også på sin plads at nævne de begrænsninger, der er ved studiet.

Kan der gemme sig andre appetithæmmere?

For det første er behandlingen kun testet over 12 uger. Vi ved derfor ikke, om virkningerne fortager sig i det lange løb.

Effekten kunne for eksempel skyldes, at vores krop (mod hvad der er fornuftigt) kan neutralisere antistoffet.

For det andet kan det også tænkes, at kræftcellerne laver andre appetithæmmede stoffer, som ‘overtager’ de negative effekter fra GDF15.

Så her har vi brug for, at der bliver lavet flere studier, som kan afklare de spørgsmål.

For at slutte med noget positivt så vil en manglende effekt netop kunne føre til, at man så opdager nye appetit-hæmmere hos patienterne.

Det vil på sin side kunne føre til udvikling af nye lægemidler, så behandlere med tiden får flere strenge at spille på.

For en gangs skyld er der altså ikke tale om nye studier, som drejer sig om overlevelse ved kræft. Jeg er imidlertid overbevist om, at undersøgelser som denne også vil have meget stor gennemslagskraft for vores patienter.