Det siges, at den kendte amerikanske specialist i blodsygdomme William Dameshek kunne huske de unge kolleger, som udtalte hans efternavn med tryk på 2. stavelse (det rigtige var 1.). De fik efter sigende ingen stilling på nogen af de berømte hospitaler i Boston området.
I øvrigt var han vist en stor inspirator for unge kolleger (som så åbenbart var advarede om hans efternavns udtale), noget som vi er mange, som i det små forsøger at være.
Han havde det fx med at komme på arbejde mandag morgen med en stak noter i grønt blæk, som indeholdt hans tanker om blodsygdomme, specielt de problemer, som man den gang gik og baksede med.
For lidt røde blodlegemer giver symptomer på blodmangel
Et af disse var, hvordan sammenhængen var mellem sygdomme, som på den ene side lignende hinanden, men som på den anden havde så mange forskelligheder, at de måske ikke var i familie.
Man undrede sig fx over den sygdom, som på latin hedder polycythæmia vera: disse patienter producerer alt for mange af de røde blodlegemer, som vi bruger til at transportere ilt fra lungerne og til vævene og kultveilte den anden vej. Uden disse får man symptomer på blodmangel, fx træthed, åndenød og strammende fornemmelser i musklerne.
For mange af dem gør på sin side, at blodet flyder for dårligt, og man kan få hovedpine, svimmelhed og synsforstyrrelser, i svære tilfælde faktisk alvorlige blødninger. De to dele af navnet referer til, at der er for mange celler og 'vera' henviser til, at det er den ægte sygdom, i modsætning til, når den er sekundær til andre tilstande.
Den hyppigste årsag er her rygning, hvor kulilten fra røgen sætter sig i de røde blodlegemer og lukker effektivt ned for deres evne til ilttransport.
Det er bare endnu en årsag til, at cigaretter er vor tids svøbe, og jeg er helt enig med de, som går ind for strengere rygeregler, inklusiv højere priser (en sidegevinst til dette vil være, at man så i 'At Tænke Sig' i Politiken kan læse flere udtalelser fra Karl Halvtag i bodega 'Den gule negl', en af de bedre af de herrer Rasmussen og Vølvers skabninger!).
Man kan ikke bare give los og lade atleter tage EPO
Den mest berømte af de sekundære årsager til polycythæmier er EPO doping, som er den direkte vækstfaktor for dannelsen af røde blodlegemer. Cykelrytterne får de samme symptomer, men da de ofte kan have for lidt væske i kroppen, kan deres symptomer forstærkes. Man kan altså ikke bare give los og lade alle atleter tage EPO – det er simpelthen for farligt.
To andre sygdomme indebærer overproduktion af blodelementer. Ved den ene (såkaldt essentiel trombocytose – forkortet ET) er der overproduktion af de blodplader, som skal forhindre blødninger, men hvor for mange af dem faktisk gør lige det modsatte.
Og så er der endelig den sygdom, som der heller ikke er noget dansk ord for, som hedder myelofibrose, som betyder, at knoglemarven, hvor vores blodceller dannes, omdannes til bindevæv, så blodproduktionen må 'flytte' til lever og milt. Sidstnævnte kan blive meget store og medføre invaliderende symptomer, fx ulidelig træthed, svedtendens og hudkløe.
En enkelt omkodning af JAK2 genet var årsagen
En række forskere havde i første halvdel af sidste århundrede set lighedspunkter mellem disse sygdomme, fx at de alle kan have varierende mængder af hvide blodlegemer i overskud, men det var først, da Dameshek i 1951 fremsatte teorien om, at de havde fælles oprindelse, at interessen for dem øgedes.
I de næste 50 år prøvede mange forskere derfor at finde en biologisk fællesnævner for dem, men uden held. Det var faktisk først med de teknikker, som blev anvendt til at afkode vores genom, at udviklingen tog fart. Faktisk kunne fire store forskergrupper samtidig, men med forskellige metoder, i 2005 vise, at en enkelt omkodning (såkaldt punktmutation) i JAK2 genet, var årsagen til mange af genvordighederne.
Pludselig havde vi en forklaring på, hvorfor patienterne med polcythæmi laver for mange røde blodlegemer, og da vi på min afdeling indførte en gentest for den, forklarede den mange patienters situation, nogle af dem som vi i 15-20 år havde behandlet tapning, som i gamle dage hed åreladning.
Ydermere gjorde denne opdagelse, at der kunne fremstilles lægemidler mod mutationen, og JAK2 positive patienter med myelofibrose kan nu behandles, så de undgår mange af de gener, som jeg nævnte oven for.
Opdagelsen af genet var en aha-oplevelse
Men selvom opdagelsen af JAK2 var en aha-oplevelse, en øjenåbner eller et vendepunkt i den måde, vi så på disse patienter på, var vi ikke helt glade: Ganske vist var langt de fleste polcythæmi patienter positive, men halvdelen af dem med essentiel trombocytose og lidt over halvdelen af de med myelofibrose var negative.
Så der var stadig patienter, som var uforklarede, og som vi derfor kun havde symptomatisk behandling til.
Men nu har vi fået en ny aha-oplevelse: på det amerikanske møde om blodsygdomme i december 2014 beskrev to grupper hver for sig, at nøjagtig de samme forandringer i det såkaldte CALR gen, forklarer symptomerne hos de resterende patienter, som altså oftest har enten for mange blodplader (ET) eller har forstørret lever og milt på grund af myelofibrose.
Ja, det ser faktisk ud, som om denne opdagelse 'lukker hullet', så vi nu har en gentest for alle de patienter, Dameshek slog sammen i teorien. Disse opdagelser blev ugen efter mødet trykt lige efter hinanden i det meget anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine, som åbenbart altså havde ventet med at trykke nyheden.
Genforandringen er ikke arvelig
Det er et tegn på, hvor hurtigt udviklingen går, vore molekylærbiologer Anni Aggerholm og Charlotte Nyvold i afdelingen mindre end otte uger efter opdagelsen allerede har opsat en gentest, som nøjagtigt og effektivt påviser genforandringen, og jeg har allerede talt med de første patienter, som er positive om den.
De spørger typisk, om den er nedarvet, og det kan jeg så berolige dem med, at det er den ikke. Det næste, de spørger om, er om fundet medfører nye behandlingsmuligheder. Her må jeg svare 'nej, ikke for nuværende', men så tilføje, at jeg er sikker på, at der for tiden ofres mange millioner kroner på at udvikle lægemidler, som er målrettede mod forandringen.
Så først 60 år efter Damesheks hypotese kom der bevis på, at han havde ret i sin forudsigelse. Den kom blot i 2 omgange, som på den anden side lagt sammen forklarer et stort problem vi, som behandler patienter med blodsygdomme, har haft.
Det er sådanne opdagelser, og deres ekstremt hurtige indførelse i den daglige klinik, som gør, at det er spændende og inspirerende at være læge!
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
