Diabetikere skal motiveres til motion og medicin

En dårligt behandlet type 2-diabetes kan have alvorlige følger. Man risikerer at blive blind, at få nyreskader, hjertesvigt og sår, som ikke kan hele, hvilket kan føre til amputationer af for eksempel tæerne.

På trods af disse skrækindjagende fremtidsscenarier er det svært for mange diabetespatienter at følge anbefalingerne om at tage medicin, at spise mindre og sundere og at motionere mere. Tiltag som ellers mindsker risikoen markant for at miste synet eller nyrefunktionen, og som kan være med til at forlænge livet.

Et større dansk lodtrækningsforsøg fra 2009, som var finansieret af TrygFonden, viste for eksempel, at kun halvdelen af patienterne med nyopdaget type 2-diabetes begynder at tage en anbefalet type medicin kaldet ACE-hæmmere. Disse nedsætter blodtrykket og beskytter mod dårlig nyrefunktion og hjertesvigt, hvor hjertet slår livstruende langsomt.

Mennesker med type 2-diabetes har ellers op mod tre gange større risiko for hjertesvigt end raske.

Ifølge postdoc på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet Lise Juul skyldes det manglende initiativ hos patienterne flere ting. Dog er en vigtig faktor, at du ofte ikke kan mærke, du fejler noget, når du får konstateret type 2-diabetes.

»Mange personer med type 2-diabetes kan ikke mærke, de er syge, før de får alvorlige komplikationer, som netop kan forebygges ved at tage medicin og ændre livsstil,« siger Lise Juul, som var med til at foretage studiet i 2009.

Føler sig ikke syge

To besøg hos lægen, hvor han måler, at ens langtidsblodsukker er for højt, og så står man med diagnosen type 2-diabetes og skal i gang med en større livsstilsomlægning.

»Det er store ændringer, de skal lave uden at føle sig syge. De skal tage en del medicin. De skal ændre deres kost og gøre den mere fiberrig og spise mindre i det hele taget, og de skal dyrke motion minimum 30 minutter om dagen,« siger Lise Juul.

Trods risikoen for de meget ubehagelige følger af sygdommen er det ikke muligt at presse patienterne til at begynde at spise noget mere grønt, noget mere medicin og motionere noget mere, fortæller Lise Juul.

»For at patienterne skal blive ved med at udføre handlinger, som ikke umiddelbart er specielt rare eller virker meningsfulde, skal de nå frem til, at det er personligt vigtigt at gøre det. Man er nødt til at gøre det for sin egen skyld, ikke for lægens skyld.«

Derfor er en individuel og motiverende behandling Ifølge professor i almen medicin på Københavns Universitet Niels de Fine Olivarius det eneste, der har effekt på diabetespatienterne.

»Når du spørger mig, hvad vi kan gøre for at få diabetespatienter til at gøre, som vi siger, er det udtryk for en helt forkert holdning. Vi skal ikke have dem til at gøre, som vi siger. Læge og patient skal sammen sætte sig ned og blive enige om, hvad der er det rigtige at gøre i den aktuelle situation,« understreger han.

Lægerne skal lytte i stedet for at diktere

Hvis man skal gøre det lettere for patienterne at foretage de nødvendige livsstilsændringer, skal lægerne altså være bedre til at inddrage patienterne i behandlingen og sammen med patienten opstille mål, som det er realistisk at overholde. Det står i dag i diabetesvejledninger til lægerne.

Lise Juul var i 2009 derfor med til at udvikle et kursus til sygeplejersker, som er ansat hos praktiserende læger, til at have samtaler med diabetespatienter om deres behandling. 20 sygeplejersker deltog i kurset, hvor de lærte teknikker til at kommunikere bedre med patienterne. For eksempel ved at lytte mere og informere mindre.

»Det er vigtigt ikke at presse på i forhold til at sætte ændringer i gang, men tage fat der hvor patienten er klar til at lave nogle ændringer,« forklarer Lise Juul.

Kurset var en del af et forskningsprojekt, som var finansieret af TrygFonden, og som skulle vurdere effekten af kurset på patienternes sundhed efterfølgende.

Forskerne sammenlignede derfor diabetespatienterne tilknyttet de 20 lægepraksisser, hvor sygeplejerskerne havde været på kursus, med patienterne fra en kontrolgruppe, som ikke havde været på kurset.

Resultatet var lidt nedslående, at kurset ikke havde nogen effekt på langtidsblodsukkeret, kolesteroltallet og det generelle velbefindende i de to patientgrupper.

Der var tilsyneladende en lille effekt på kvindernes langtidsblodsukker og generelle velbefindende.

Se boks her på siden om kursus til sygeplejersker.

Kvinder har stor gavn af individuel behandling

Niels de Fine Olivarius har været med til at udføre et stort studie, ”Diabetesomsorg i Almen Praksis”, som minder lidt om det, Lise Juul foretog, hvor sygeplejersker blev uddannet.

Vi læger må ikke være så dumme at tro, at vi kender sandheden om, hvad der er bedst for patienten. Det er patienten, som kender sin egen livssituation bedst.

Niels de Fine Olivarius, professor i almen medicin på Københavns Universitet

I hans forskningsprojekt var det dog en gruppe praktiserende læger, som var på kursus, og forskerne fulgte lægerne tættere og i flere år.

Resultaterne af forskningsprojektet var meget markante. Kvinder med type 2-diabetes, som havde fået et individuelt behandlingsforløb, hvor de i samarbejde med lægen satte mål for behandlingen, havde 30 procent lavere risiko for at dø af diabetesfølgesygdomme sammenlignet med de kvinder, som havde fået standardbehandling.

»Det er ret utroligt, at vi er i stand til at sænke dødeligheden så meget hos kvinder. Det viser meget tydeligt, at når man erstatter den her paternalistiske holdning med patientinddragelse og individualiseret behandling, opnår man meget bedre resultater,« påpeger han.

I Niels Olivarius’ forskningsprojekt deltog 750 praktiserende læger i seks år. Halvdelen deltog i et årligt halvdagskursus i individuel behandling af diabetespatienter. Den anden halvdel skulle fortsætte med standardbehandling af deres diabetespatienter.

Forskerne fulgte lægerne tæt, og i alt cirka 1.400 patienter fik enten individuelt tilpasset behandling eller standardbehandling. Selve forskningsprojektet varede i seks år, og patienterne er blev fulgt i 13 år efterfølgende.

Resultatet var altså, at kvinderne havde stor gavn af det individuelle forløb. For mændene var der tilsyneladende ingen effekt.