Det er nok så pinligt at blive fanget midt i en længere konversation med sig selv – særligt når vi omtaler os selv i tredje person.
Det ser jo meget mærkeligt ud. Nærmest som om vi hallucinerer.
Hele pointen i at tale højt er jo at kommunikere med andre, så hvorfor gør vi det så, så der ikke er andre at kommunikere med?
Og siden så mange af os snakker med os selv, er det så egentlig ikke meget normalt – måske endda sundt?
\ Læs mere
Vi taler til os selv hele tiden – uden lyd
Vi snakker faktisk med os selv uden en lyd hele tiden. Og med dét mener jeg ikke blot den sædvanlige: ‘hvor er mine nøgler?’
\ Historien kort
- Det er bestemt ikke meningen, at andre hører, hvad vi siger, når vi er travlt optaget af lange konversationer med os selv.
- Så hvorfor gør vi det så?
- Her forklarer en forsker meningen bag. De højlydte monologer hjælper os nemlig med en række opgaver og sørger også for, at sindet er sundt.
Vi er optaget af dybe, transcendentale konversationer midt om natten, hvor ingen andre end vores egne tanker kan svare os.
Denne indre konversation er meget sund og spiller en afgørende rolle i at sikre, at sindet er sundt og rask.
Det hjælper os med at samle tankerne, planlægge vores handlinger, styrke hukommelsen og modulere vores følelser.
Sagt med andre ord, det hjælper os med at beherske og styre os.
Når vi taler højt med os selv kan det være en forlængelse af denne indre samtale, der finder sted, når en bestemt motorkommando udløses ufrivilligt.
\ Læs mere
Når bananer skal sorteres
Den schweiziske udviklingspsykolog Jean Piaget observerede, at små børn begynder at kontrollere deres handlinger, så snart de starter med at udvikle et sprog.
Når barnet nærmede sig en varm overflade, ville det typisk sige ‘varmt, varmt’ og bevæge sig væk. Denne form for adfærd kan fortsætte i voksenalderen.
Ikke-menneskelige primater snakker selvfølgelig ikke med sig selv, men det har vist sig, at de er i stand til at kontrollere deres handlinger ved at aktivere mål i en type hukommelse, der er specifik for opgaven. Hvis opgaven er visuel (for eksempel at sortere bananer), aktiverer aberne et andet område af det præfrontale cortex, end hvis de skal udføre en auditiv opgave.
Når mennesker bliver testet i lignende opgaver, lader det til at vi aktiverer de samme områder – uanset hvad det er for en opgave.
\ Læs mere
Fra menneskehjerne til abehjerne
Et studie har fundet, at vi kan få vores hjerner til at fungere på samme måde som abernes. Vi skal bare lade være med at snakke til os selv.
Forskerne udførte et eksperiment, hvor de bad forsøgsdeltagerne gentage meningsløse lyde højt (bla-bla-bla-bla), mens de udførte visuelle og auditive opgaver.
Fordi vi ikke kan sige to ting på én gang, var forsøgsdeltagerne ikke i stand til at give instrukser til dem selv, mens de var i gang med at udføre opgaven.
Og omstændighederne gjorde, at menneskene opførte sig som aberne; de aktiverede adskilte visuelle og auditive områder i hjernen for hver opgave.
\ Læs mere
‘Standardindstilling’ er den foretrukne måde
Studiet illustrerer på elegant vis, at de monologer, vi fører, når vi er alene, ikke er den eneste måde, vi kontrollerer vores adfærd – men den er den fortrukne måde og vores ‘standardindstilling’.
Det betyder ikke, at vi altid har kontrol over dét vi siger. Faktisk udvikler vores indre monologer sig ofte til lidt af et problem.
Når vi snakker med os selv klokken 3 om natten, forsøger vi typisk at berolige os selv, så vi kan falde i søvn igen. Men når vi siger til os selv, at vi ikke skal ligge og gøre os unødvendige bekymringer eller tænke dystre tanker, sender det ofte tankerne på langfart; det aktiverer alle mulige tanker – heriblandt den indre monolog – på en nærmest tilfældig måde.
\ Læs mere
Undertrykker den mentale støj
Det er meget svært at kontrollere denne form for mental aktivering. Det lader til, at vi kan undertrykke den, når vi fokuserer på noget med et formål.
Når vi eksempelvis læser en bog, er vi som regel i stand til at undertrykke den indre monolog ret effektivt. Det er derfor også en af de mest foretrukne aktiviteter, lige før vi skal sove.
Men forskere har fundet, at patienter, der lider af angst eller depression, aktiverer disse ‘tilfældige’ tanker, selv når de forsøger at udføre en urelateret opgave.
Vores psykiske sundhed lader til at afhænge af både vores evne til at aktivere tanker, der er relevante for den aktuelle opgave og for at undertrykke de irrelevante tanker – den mentale støj.
Det er ikke overraskende, at flere kliniske teknikker, såsom mindfulnes, har til formål at ‘rydde op’ i sindet og mindske stress.
Hvis hjernespindet ender med at være helt ude af kontrol, indtræder vi i en drømmelignende tilstand med usammenhængende og kontekst-upassende tale, der kan betegnes som psykisk sygdom.
Højlydt versus lydløs tale
Selvom den indre konversation hjælper os med at samle tankerne og tilpasser dem til de foranderlige behov, behøver vi jo egentlig ikke at tale højt.
Hvorfor holder vi det ikke bare for os selv – det et jo ikke meningen, at andre skal høre vores monologer.
For nylig foretog vi et eksperiment i vores laboratorium ved Bangor University, hvor Alexander Kirkham og jeg demonstrerede, at forsøgsdeltagerne, der snakkede højt med dem selv, forbedrede kontrollen over en opgave langt ud over forsøgsdeltagerne, der ikke talte højt med dem selv.
Vi gav 28 forsøgsdeltagere skriftlige instruktioner og bad dem om enten at læse instruktionerne højt eller i hovedet.
Vi målte deltagernes koncentration og præstation, og begge var bedre, når instruktionerne blev læst højt.
Det lader til, at størstedelen af forbedringen skyldes, at forsøgsdeltagerne kunne høre dem selv, fordi auditive kommandoer er bedre til at styre og kontrollere vores adfærd end skriftlige ordrer.
Vores resultater viser, at selvom vi snakker med os selv for at opnå kontrol ved udfordrende opgaver, forbedrer vi vores præstationer markant, når vi instruerer os selv højt.
Det er måske også med til at forklare, hvorfor så mange sportsfolk giver dem selv opmuntrende ordrer i løbet af konkurrencer, som når tennisspillerne råber ‘Come on!’ på afgørende tidspunkter. Det hjælper dem simpelthen med at fokusere.
\ Læs mere
Vores allerbedste kognitive kontrol-redskab
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Evnen til at generere eksplicitte selvinstruktioner er faktisk et af vores allerbedste kognitive kontrol-redskaber
Og det virker simpelthen bare bedre, når vi siger dem højt.
Det kan faktisk være et tegn på høj kognitiv funktion, når vi taler højt med os selv (men ikke når vi taler i vildelse).
Det kan gøre os intellektuelt mere kompetente.
Forestillingen om den stereotypiske gale videnskabsmand, der taler med sig selv – fortabt i en indre verden – afspejler muligvis i virkeligheden et geni, der bruger alle midler for at øge sin hjernekapacitet.
Paloma Mari-Beffa hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
