Klatring og bouldering er stadigt mere populære fritidsaktiviteter. I 2021 blev konkurrencestævner i klatring endda optaget som en officiel disciplin ved OL i Tokyo.
Men selv om klatring er en fantastisk måde at presse kroppen til det yderste på, er det ikke uden risiko.
Sporten belaster mange dele af kroppen på forskellig vis, og det kan føre til en lang række skader, hvis man ikke passer på:
1. Skader på sene i skulderen
De vigtigste overkropsmuskler, man bruger i klatring, er de samme, som gør det muligt at lave pull-ups og holde balancen. Mange af dem sidder i skuldrene og på ryggen.
Tag for eksempel den store, brede rygmuskel latissimus dorsi, også kendt som 'lats' eller 'vingerne'. Denne brede muskelplade forbinder ryggen med armene og gør det muligt for os at lave et pull-ups.
Latissimus dorsi, som giver en bred og stærk ryg, er svær (men ikke umulig) at skade, da den er stor og kraftfuld.
Mere sårbare overkropsmuskler er blandt andet rotatorcuffen og deltoiderne (eller delts). Når de bliver trænet, kan de give markante, veldefinerede skuldre, hvilket kan resultere i såkaldte 'boulderskuldre'.
Styrken i skuldermusklerne er helt afgørende for klatring. Den gør det ikke kun lettere at række ud, men stabiliserer også armene, holder dem på plads i skulderleddet og afværger, at de går af led.
Når man hænger på en klippevæg, er stærke skuldre uundværlige.
I klatring kan et dårligt greb belaste disse muskelgrupper og føre til skader på rotatorcuffen. Det sker, når en sene helt eller delvist rives løs fra sit fæste i skulderen. En skade på rotatorcuffen giver smerter, svækkelse og nedsat bevægelighed.
Denne type skade bliver mere og mere almindelig blandt klatrere. I nogle tilfælde kan hvile være nok til, at senen heler af sig selv, men i sværere tilfælde er en operation nødvendig for at reparere skaden. Genoptræning kan tage flere måneder, og nogle gange helt op til et år.
2. Skader på ledbånd i fingrene
Vores hænder er intet mindre end et mekanisk mesterværk, der gør det muligt for klatrere at få fat i selv den mindste sprække eller fremspring og samtidig undgå at glide.
De mest udsatte strukturer på fingrene er de ledbånd, som skal holde senerne fast ind til knoglen, når fingrene bøjes.
Derfor er et stærkt greb helt afgørende. Men belastningen fra de hårde greb kan skade musklerne i underarme, håndled og fingre.
Forestil dig, at du rækker ud efter væggen, men hånden glider. Du må lynhurtigt gribe fat i et andet sted for ikke at falde. I dét øjeblik udsættes fingre, sener og ledbånd for et voldsomt pres.
Det kan føre til skader i ledbåndene i fingrene (en såkaldt pulley-skade), hvor de ledbånd, der holder senerne på plads, bliver overbelastede eller ligefrem brister. Ofte vil man kunne høre et 'pop'.
Pulley-skader, som er de mest almindelige blandt klatrere, rammer omkring 12 procent. Hvis skaden er stor, kan en operation være nødvendig, og uanset hvad tager det ofte flere måneder at komme sig.
3. Springfinger
Overbelastning af en bestemt muskelgruppe kan resultere i betændelse i senerne, hvilket fører til smerter og problemer med bevægelse.
Et eksempel er 'springfinger', en klatreskade, der som regel udvikler sig over tid som følge af vedvarende belastning. Her bliver senen betændt og fortykket, hvilket gør, at senen 'hænger fast' i seneskeden med fingeren i bøjet stilling, som om den lå på aftrækkeren af en pistol.
For at rette fingeren ud igen kan man være nødt til fysisk at trække den tilbage på plads. Fordi problemet ofte vender tilbage mange gange, kan behandlingen kræve en skinne, en betændelsesdæmpende indsprøjtning med steroid eller i sidste ende en operation.
4. Hammertæer
Selvom det ved første øjekast primært er overkroppen, der er på arbejde under klatring, spiller underkroppens muskler en helt afgørende rolle; de hjælper nemlig med at skubbe kroppen opad.
Særligt stærke lårmuskler og muskler i ballerne er vigtige i klatring.
Fald, glid og pludselige vrid kan resultere i mange forskellige skader i underkroppen, blandt andet meniskskader i knæene og forstuvninger af anklerne.
Også fødderne kan blive ramt, for eksempel af hammertæer.
Her løftes og bøjer tåen, så den ligner et hammerhoved. Det skyldes ofte en muskulær ubalance i foden. Hos klatrere kan det opstå ved at bruge meget stramme klatresko, der tvinger tæerne ind i unaturlige positioner, eller ved overbelastning af fodens muskler, når man i lang tid holder fast på små fremspring.
5. Forfrysninger og vabler
Hud- og bløddelsskader er meget almindelige blandt klatrere – alt fra rifter og skrammer til vabler. En del klatrere vil endda opleve forfrysninger, hvis de vælger at klatre udendørs i højderne.
Vabler, hvor huden hænger løst, kaldes i klatrekredse ofte for 'flappers'.
Enhver, der har kæmpet med en vabel, ved, hvor smertefuldt og irriterende det kan være. God grebsteknik og regelmæssig håndpleje er nøglen til at forebygge og behandle dem.
Det er en god idé at holde sårene rene og at fugte huden. For at undgå infektion bør man heller ikke pille i eller prikke hul på vablerne, men lade dem hele ordentligt.
Hold ud og hold fast!
Klatring og bouldering er fantastisk træning for hele kroppen, men netop derfor er der også risiko for overtræningssyndrom.
Det kan give udbredte smerter og ømhed og i nogle tilfælde føre til mentale problemer som depression.
Et studie viser, at langt de fleste klatreskader skyldes overbelastning frem for ulykker – og at størstedelen rammer nybegyndere.
For at undgå skader næste gang du klatrer, så bør du se din træning som en tur i fitnesscentret. Opvarmningen bør være grundig, inden du går i gang, og afslut med en nedkøling, for eksempel let cardio, strækøvelser eller lunges.
Det rigtige udstyr hjælper også, som klatresko og kalk til hænderne, som forbedrer grebet.
Men i sidste ende er god teknikinstruktion og en ansvarlig træningsmakker eller underviser guld værd, når det gælder om at klatre sikkert.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
