I 2015 meldte den italienske forsker og kirurg Sergio Canavero ud, at han som den første i verden snart ville være i stand til at transplantere et menneskes hoved over på et andet menneskes krop.
Indtil videre er denne operation kun blevet udført på kadavere og ikke på levende mennesker.
Men hvad hvis nu du ønsker at beholde det ansigt, du allerede har? Eller er blevet træt af den krop, du lever i? Vil det nogensinde blive muligt at skifte hjerne kroppene imellem?
Emma Stone vandt for nylig sin anden Oscar for sin præstation i den fantastiske og surrealistiske komedie 'Poor Things'.
I filmen modtager Emma Stones rolle, Bella Baxter, en hjernetransplantation fra sit overlevende ufødte barn, efter at hun begår selvmord.
Den mest udfordrende operation nogensinde
Operationen bliver udført af den på én og samme tid gale og geniale videnskabsmand Dr. Godwin Baxter (spillet af Willem Dafoe).
Publikum ser Dr. Baxter fjerne hjernen fra bagsiden af kraniet så let og ubesværet, som bælgede han ærter.
Af grunde, som jeg vil forklare senere, er denne scene ikke anatomisk korrekt, men det rejser spørgsmålet: Er det overhovedet muligt at udføre en hjernetransplantation?
Hvilke praktikaliteter er der forbundet med den nok mest udfordrende operation, der nogensinde er udtænkt?
\ Læs også
Udfordring nummer 1: Først ind, så ud
Den levende hjerne, som har samme tekstur som budding, ligger beskyttet i kraniet.
Selvom kraniet er hårdt som skallen på en kokosnød, er hovedskallen nok den letteste struktur at navigere.
Ved hjælp af moderne neurokirurgiske teknik og en speciel kraniotomi-kirurgisk sav kan man fjerne en del af kraniet og få direkte adgang til hjernen.
Det er dog ikke alle neurokirurgiske operationer, der når ind til hjernen på denne måde.
Gennem næsen
Hypofysen er en kirtel på størrelse med en ært på undersiden af hjernen lige bag den bagerste bihule i næsen. I dette tilfælde giver det mere mening at gå gennem næsen, hvis man skal nå ind til hypofysen.
Selvom næsen ikke er stor nok til, at man kan føre en ny hjerne igennem den, kan den uden tvivl bruges, når man skal tage hjernen ud.
De gamle egyptere indledte mumificeringsprocessen ved at fjerne dele af hjernen, som de i øvrigt betragtede som uvigtig, gennem næsen, for ikke at skabe synlige huller i hovedet.
Under kraniet ligger hjernen dækket af tre hjernehinder, som ligger mellem kraniet og selve hjernen:
- Yderst ligger den hårde hjernehinde (dura mater).
- I midten ligger spindelvævshinden (araknoidea), som ligner et edderkoppespind.
- Inderst ligger årehinden (pia mater).
Meningitis (hjernehindebetændelse) er en infektion i disse hinder.
Den mest ligetil del af operationen
Membranerne stabiliserer og forhindrer hjernen i at skvulpe rundt. De adskiller også kraniets indre i rum og fungerer som en væskefyldt støddæmper om hjernens yderside. Forestil dig syltede agurker i et glas.
Væsken, som er klar og farveløs, kaldes cerebrospinalvæsken (CSF, rygmarvsvæske), består af filtreret blod.
I hjernehinderne er der også kanaler mellem hjerne og kranium. Det er her, både blod og cerebrospinalvæske fra hovedet bliver ført tilbage til hjertet.
Hvis man åbner kraniet og hjernehinderne, vil der være plads nok til at fjerne hjernen. Det er nok den mest ligetil del af operationen.
Udfordring nummer 2: At forbinde kredsløbene
Nu er det tid til at indsætte den nye hjerne. Og her bliver det kompliceret.
Hjernen modtager sensorisk information fra hele kroppen og sender instruktioner tilbage til den, hvilket får musklerne til at trække sig sammen, hjertet til at slå og kirtlerne til at udskille hormoner.
Hvis vi skal fjerne hjernen fra kraniet, er vi nødt til at skære gennem kranienerverne (eller hjernenerverne), som er de 12 nerve-par, som udgår direkte fra hjernen og hjernestammen, og som fører signaler både fra og til hjernen. Kan du se, hvor kompliceret det vil være?
Nerver gror ikke bare sammen igen. Så snart man skærer dem over, går de typisk i opløsning og dør, selvom visse nerver er mere modstandsdygtige over for skader end andre.
Mange forskellige teorier
Forskergrupper rundtom i verden eksperimenterer med, hvordan man kan fremme nervecellernes nye vækst efter skader for at afværge neurologiske symptomer.
Der er mange forskellige teorier om, hvordan det gøres, blandt andet brug af kemikalier eller podning af celler, der stimulerer neuronal genopretning.
Forskere har også foreslået en speciel biologisk lim til at holde to afskårne ender af en afskåret nerve eller rygmarv sammen.
Hvis vi skal fjerne den gamle hjerne, er vi også nødt til at skære gennem pulsårerne, som leder blodet rundt i kroppen. Når vi gør det, afbryder vi også den livsvigtige tilførsel af ilt og næring, så det skal også kobles til igen.
Udfordring nummer 3: Efter operationen
Den sidste, mest usikre periode er eftervirkningerne. Og listen over problemer er nærmest uendelig.
Vil forsøgspersonen genvinde bevidstheden? Vil de være i stand til at tænke? Bevæge sig? Trække vejret? Hvordan vil kroppen reagere på den nye hjerne?
De fleste transplantationer kræver en donor, der matcher modtageren, fordi kroppen normalt reagerer på fremmed væv ved at afvise det. Immunsystemet sender en hær af hvide blodlegemer og antistoffer for at angribe og ødelægge, overbevist om at det nye væv vil kroppen noget ondt.
Normalt er hjernen beskyttet mod angrebet af blod-hjerne-barrieren, som adskiller hjernevævet fra blodet. Men hvis blod-hjerne-barrieren ikke bliver rekonstrueret i løbet af operationen, kan donorhjernen være åben for angreb.
Skræmmende tanke
Det er lige så vigtigt at overveje, hvordan hjernen vil reagere på sit nye hjem.
I' Poor Things' var Bella Baxters hjerne og krop 'ikke helt synkroniseret'. Men hjernen kan lære at vokse.
Så ligesom et spædbarn tilegner sig tanker, adfærd, færdigheder og evner i løbet af barndommen, kan en transplanteret hjerne måske lære at gøre det samme.
En hjernetransplantation er stadig kun mulig i science fiction og Oscar-vindende film.
Vores grundlæggende anatomi og fysiologi betyder, at det er usandsynligt, at en så kompleks procedure kan gennemføres.
Men vil tid, værktøj, teknologi, ekspertise og selvfølgelig penge nogensinde gøre det muligt? Hvis 'Poor Things' giver et indblik i etikken omkring hjernetransplation, er det en skræmmende tanke.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
