Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Babyers madvaner afhænger af deres omgivelser

Annonce:

Hvis forældre gerne vil have deres lille William eller Sofia til at elske broccoli eller torskerogn, skal de hurtigst muligt i gang med at spise - og nyde - det selv.

Det lille væsen aflæser nemlig sine forældre for at lære, hvilken mad som er henholdsvis god og dårlig. Det viser et nyt studie ifølge en pressemeddelelse fra University of California, Santa Barbara (UCSB).

Det nye studie er publiceret i tidsskriftet PNAS.

»En hovedkonklusion fra dette studie er, at babyers læring om mad er grundlæggende social. Når de ser nogle spise en madvare, kan de bruge personens reaktion til at lære noget om selve madvaren, såsom hvorvidt den er spiselig, og også til at lære om vedkommende, som spiser madvaren,« siger Zoe Liberman, som er adjunkt ved Department of Psychological and Brain Sciences på UCSB og hovedforfatter på studiet, i pressemeddelelsen.

Læs også: Babyer græder på modersmålet

Tidligere studier har ellers antydet, at babyer ikke var særlig smarte, når det kom til mad, tilføjer hun. Men små børn tænker altså over deres mad på en meget mere sofistikeret måde, end man tidligere har krediteret dem for.

»Babyer lærer ikke blot, at en madvare er god, de lærer også, at en særlig slags mennesker kan lide den type mad. Eksempelvis så vi, at hvis et lille barn ser en engelsktalende nyde noget mad, forventer de, at andre engelsktalende er enige, men de tænker ikke nødvendigvis, at nogle med et andet sprog, såsom spansk, har samme præferencer,« siger Zoe Liberman i pressemeddelelsen.

Annonce:

Børns tidlige madvalg fungerer altså som en slags introduktion til kulturel identitet og sociale forhold, tilføjer hun. Men selvom små børn forbinder mad med sociale grupperinger, varierer den præcise information, som hver enkelt baby bruger til at afgøre, om en person er fra den samme sociale gruppe som dem selv. Variationen er baseret på babyernes egne sociale erfaringer.

Læs også: Babyer blev sundest af at spise selv